TeateranmeldelserPosted by Pernille Bøg Sunday, March 14 2010 10:57:03
Anders W. Berthelsen, Troels Lyby og Nikolaj Kopernikus kalder sig 'Tre lede stjerner' med bar røv, bowler and all that jazz. Plakaten ligner unægteligt et marketingstunt - og man frygter straks, at det ikke kun er på plakaten, at man kommer til at tænke på 'Kejserens nye klæder'. Heldigvis står det ikke helt så galt til. Når først showet er i gang, er der faktisk noget at komme efter - i 1. akt vel at mærke. Andenakten er en omgang i tomgang, hvor ikke en gang musikken kan redde anden halvdel for slet ikke at have noget tøj på.
Men der er jo også lykkeligvist en 1. akt, hvor Anders Berthelsen folder sig ud som en komiker, der er så langt fra Krønikkens Palle From, at man kun kan glæde sig over mandens talenter. Han er uden tvivl den af de tre drengerøve, der bærer showet - og allermorsomst, når han på Cirkusrevyens piller inkarnerer sig som Rysse, Dirch og en halv Påske. Det er grotesk, syret og flæsende morsomt.
Morsomt er det også når samme Anders demonsterer, at hele hans skuespillerkarriere bygger direkte på persongalleriet fra 'Nøddebo Præstegård'. I samme boldgade får vi Kopernikus i en dramaøvelse, hvor han pædagogisk demonstrerer forskellen på film og teaters virkemidler. "Jeg gør mig tom", siger han og lyner en usynlig lynlås foran ansigtet - den sætning tager kejler. Gode Lyby brænder altså bare ikke så kraftigt på stjernehimlen i showet. Kun i en enkelt anekdote om en dramalærers formodentligt lortebrune pegefinger er det, som om han faktisk er med. Ellers står han underligt uden for showet og går ligesom ikke rigtigt ind i det.
'Tre lede stjerner' er alt i alt sjovest for teatervennerne. Drengestregerne mangler langt hen ad vejen ægte frækhed og originalitet.
TeateranmeldelserPosted by Pernille Bøg Friday, February 19 2010 20:50:00Mens Mary Poppins svæver hen over os og drysser lidt af sit guldstøv, kan vi så sidde og huske på, at vi ikke må glemme at lege. Paraply-svævet er en æresrunde til barnet i os alle sammen, legen og fantasien, der får et boost her midt i den finansielle krisetid, hvor man ellers tids nok kan sidde og tælle sine surt sammensparede, ryste i bukserne over massefyringer og sukke i takt med boligprisernes fald. Og budskabet er jo godt nok, selvom det i ’Mary Poppins’ er pakket ind i nogle utilgiveligt gamle kønsroller, hvor en rigtig mand er bankmand og siger godnat til sine unger bag en lukket dør – i velourgrøn slåbrok. Men det kan Mary Poppins heldigvis nok få sat skik på med lidt sukker på skeen og hjertet på rette sted. Og bankmanden tør da også så meget op til sidst, at formaster sig til at sætte drage op med sin egen søn. Halløjsovs, hvor det svinger!
Wonderkids
Det kan godt være, at der er gået gammeldaws kliche i Disney-inspirationen, men helt ærligt – det er jo heller ikke noget socialrealistisk drama, vi er gået i teatret for at se. Og det er underholdende så længe, det varer – og det er langt. Det er en musical til legebarnet, og så husker den os for resten også lige på, at vi ikke nødvendigvis har sat børn i verden for at forvise dem til deres værelse og udlicitere omsorgen til ISS. Charlotte Guldberg er mageløs sød og stram på den helt rigtige måde som ’Mary Poppins’, og så er ungerne Jane og Michael umulige at stå for. Sikke nogle wonderkids! Bird er nu heller ikke så tosset som skorstensfejende charmetrold, og Mr. Banks er stivnakket som kun en Morten Staugaard kan spille ham. Og så tager Marianne Mortensen altså prisen for sin levertranspusher med sorte horn og hagen i sky. Føj for en ulykke. Nå, skrub så hjem og leg med jeres unger. Eller tag dem med i teatret!
Mary Poppins svæver på Det Ny Teater indtil maj 2010. Foto: Jonas Lodahl
TeateranmeldelserPosted by Pernille Bøg Sunday, February 07 2010 13:27:034*
Intimteaterkoncerten ’Før det bliver sagt’ på Gasværket fungerer pisse godt i sin underfundighed.
Et mexicaner-band med sorte skyggefulde sombreros drejer rundt på en sidescene som en karrusel. Tre unge kvinder i tern, striber og prikker danser rundt på scenen som en blanding af tumlinger, mimere og marionetdukker. Alt er sort og hvidt som vi husker det fra forsidecoveret af sangskriveren C. V. Jørgensens ’Tidens tern’ fra 1980. Lyden er poppet med en snært af noget skævt og ned fra månen stiger så Nis P. Munck, mens han synger, at han er en ensom satellit. Vi er med Sebastians datter Sara Grabow til intim teaterkoncert på Gasværkets foyerscene, hvor en grotesk og poetisk s/h-verden er skudt op.
Sødmefuldt mindreværd
Sangteksterne kredser poetisk om sårbare stunder og tanker fra et ungdomsliv blandet med barndomserindringer og dagligdagens helt almindelige begivenheder. En togrejse, en fisketur, en blaffertur. Det er ikke helt til at sige, hvad det lige er, der gør, at det her fungerer så pisse godt. Men det gør det altså. Måske er det lyden, der griber dig. Måske underfundigheden, der leger med din fantasi. Måske den sødmefulde Sara Grabow eller den stenede Nis P. Munck, der bolter sig i et univers af uskyldig kærlighed og søgen efter sig selv. Det kan godt være, at begrebet ’teaterkoncert’ er blevet skamredet i de seneste par sæsoner, men ’Før det bliver sagt’ er et godt eksempel på, når det giver mening at blande teatrets sans for billeder og stemninger med vellyd og scenevante spillere. Det behøver ikke at være det helt store Beatles-brag med Anja Vang Kragh hautecoutre-kostumer på 8 meter. Mindre kan også gøre det.
Med: Sara Grabow, Karoline Munksnæs, Sandra Yi Sencindiver og Nils P. Munk. På Gasværket til 20. februar. Musik: Thomas Raae og Sara Grabow.
NyhederPosted by Pernille Bøg Thursday, February 04 2010 09:28:21Snart springer premierepropperne for ’Mary Poppins’ og blomsterpigen Eliza i ’My Fair Lady’. Der er nemlig udsigt til musicals på både Det Ny Teater, som er kendt for at levere varen, og Det Kgl. Teater, som heldigvis er bedst kendt for noget andet. Nogle mener, at Eliza stjæler publikummer fra Mary, mens andre mener, at det skam er helt okay at sjæle. Uanset hvem, der har ret, så trækker Livvagternes Jasmina, Cecilie Stenspil, i lady-tøjet, mens justitsministerens sekretær fra Forbrydelsen II, Charlotte Guldberg, slår paraplyen op som Mary.
'Mary Poppins' på Det Ny Teater fra 17. Februar, 'My Fair Lady' på Det Kgl. fra 30. april
TeateranmeldelserPosted by Pernille Bøg Sunday, January 31 2010 17:15:54Rune David Grue har godt fat om Holbergs nosser
Ludvig Holbergs komedie ’Ulysses von Itachia’ spilles ikke ligefrem hver dag. Og det er der en god grund til. ’Ulysses’ fra 1724 gjorde nemlig grin med en tysk teaterform fra 1700-tallet, så hvad skal man med en gammel parodikomedie i dag? Det er der til gengæld et klart svar på. ’Ulysses’ er nemlig mere end en parodi. Den tager fat om krigens væsen og udstiller på grotesk og absurd vis, hvor meningsløs krigens grusomhed er. Det er en farlig leg, hvor selv de stærkeste og tapreste krigere vender hjem som latterlige svagpissere.
Bar røv
Holberg er ikke for tøsedrenge, og det ved unge instruktør Rune David Grue heldigvis godt. I 2010 er det ikke den tyske teatertradition, men alle de amerikanske ridder- og adventurefilm, der kommer over knæet. Peter Plauborg spiller med mandig fysisk rollen som Odysseus, mens Henrik Kofoed er den tykmavede tjener Chilian. De er omgivet af overdådigt og overvældende kvindfolk, som folder deres talenter og (hænge)partier ud i fuldt flor. Og de har fået en fantastisk arena at spille på. Karin Betz’ scenografi er på en gang Colosseum, krigsskib, fæstning. En formidabel legeplads. Men teaterlegen har som krigslegen en ensom udgang. Tilbage på scenen sidder et af de største heltesymboler Odysseus. Nøgen, forladt og frysende, mens han i sin angst fastholder, at han er den store Ulysses. Bar røv og tabernar!
Spiller til 5. marts. Turne i hele landet. Foto: Per Morten Abrahamsen
TeateranmeldelserPosted by Pernille Bøg Thursday, January 21 2010 11:27:22Jens Albinus er ikke bare en ørn, men en sand mester i ’Hvis dette er et menneske’
Vi behøver bare at sige ét ord, Auschwitz, før vores hjerne bliver fuld af billeder af ydmygelser, grusomheder og ondskabsfuldhed.Dette ene ord, Auschwitz, er hovedmantraet i den pligt, vi alle har til ikke at glemme, hvad vi mennesker er i stand til. I ’Hvis dette er et menneske’ minder Jens Albinus os om det med en kraft og overbevisning, som gør ham og budskabet uforglemmeligt.
Nødvendighedens teater
Han står dér i sidekulissen i sin anonyme uniform. Det grå lidt kedelige jakkesæt, den lyseblå skjorte. Og så træder han ind og op på den træpalle, der kunne stå hvor som helst. Men lige nu står den altså her, på gulvet i Skuespilhusets Lille Scene. Jens Albinus har dramatiseret Primo Levis’, fange nummer 174517, vidnesbyrd fra Auschwitz. Han tager os med ned i mudderhullets kolde og klamme mørke, hvor de arbejder dag ud og dag ind og drømmer om en tør klud eller et bål at varme sig ved. Et halvtag. Han fører os med ind i deportationstogene, hvor jødernes fremtidige skæbne blev bestemt af, om de tilfældigvis gik til venstre eller højre. Han lader os ane bunden af den suppeskål, hvor en medfange har skrevet; ”Prøv ikke at forstå”.
Jens Albinus virker som et levende filter for en tekst, som må fortælles. Og han gør det ved så vidt muligt at holde teksten ud i strakt arm. Han veksler mellem det nøgternt fortællende og den kropsligt-fysiske anstrengelse, når tekstens erindring alligevel får overtaget. Midt i januars væld af premierer er ’Hvis dette er et menneske’ det stærkeste bud på en sceneoplevelse, der ikke bare kalder sig ’nødvendigt teater’, men rent faktisk er det. Gå i teatret og se en mester folde sig ud. Og tag jeres teenagere med. Og så burde der forresten være turnepligt på den forestilling.
Spiller til 30. januar
TeateranmeldelserPosted by Pernille Bøg Sunday, January 17 2010 21:40:39Huset og Fåret byder på to små stykker om at være menneske.
’Ingen møder nogen’ på Husets Teater er et almengyldig stykke om kvindens og mandens kærligheds- og dødedans. ”Burde jeg kende dig?”, spørger Hun. ”Ja, du har et hak i den ene skamlæbe,” svarer Han. Men Hun vil stadig ikke give sig: ”Det er der vel mange, der har,” svarer Hun knibsk tilbage. Det er en fangeleg, en endeløs tango eller boksekamp, hvor Han og Hun står i hvert sit ringhjørne og skiftevist svinger en uppercut mod den andens kæbeparti, som siden kærtegnes. ’Ingen møder nogen’ er en række situationer om at mødes og skilles, om at såre, svigte, hævne og elske. Kort sagt om livet m/k med alle dets finurligheder, tilbøjeligheder og ondskabsfuldheder. Benedikte Hansen er lige overbevisende uanset om hun er smuk, sårbar, stærk, skvattet, slamfisset eller smatsoagtig. Hun rummer det hele. Og Steen Stig Lommer viser igen, at han har det bedst i sin tilbagetrukne, indadvendte, underspillede manderolle. Et fint og til tider både stærkt underholdende og stærkt monotont lille musikalsk stykke af Peter Asmussen.
Lavstammet kaos
Anderledes kaotisk og kropsligt støjende er ’Dværgen’ på Får302, der på mondæn vis advarer om, at det kan plette at sidde på 1. række. Vi er i et lukket rum. ’Ingen kan løbe fra nogen’, kunne stykket hedde. Seks skuespillere finder deres indre afstumpethed frem, deres indre abe, og minder os om Lars von Triers dogmefilm ’Idioterne’. Den forsøgte ligesom ’Dværgen’ at indfange mennesket og forklare de drifter, der styrer liderligheden, ondskaben og krigen. ’Dværgen’ har uden tvivl en masse at sige os i dag, men den kløjes sin egen ironi, og i de tekststumper, der er hentet ind fra filosofi, politik, religion, og bliver derfor noget lavstammet i sit udtryk. I ensemblet tegner særligt Pauli Ryberg sig for en stærk figur, når den ikke bliver skabagtig.
’Ingen møder nogen’ spiller på Huset til 27. februar. ’Dværgen’ spiller på Fåret til 2- februar.
TeateranmeldelserPosted by Pernille Bøg Wednesday, December 09 2009 22:58:31Nørrebro Teaters klimakomedie er en kunstnerisk katastrofe
Nogle gange undrer man sig over, at noget så talentløst som ’Ud i kulden’ ikke får førstehjælp, før den når premieren. For ’Ud i kulden’ er ikke bare ilt- og blodfattigt teater, det er både hjerte- og hjernedødt. Ikke et eneste sted fornemmer man en dramatisk puls og ikke et eneste sted en formildende omstændighed. Snart får vi Laus Høybye i bar røv, snart slædehunde på rulleskøjter og snart en skydegal grønlænderpræst spillet af Simon Juul. Så træt man bliver af alt den larm for ingenting, der måske var gået rent hjem som skolekomedie, men som giver meget små tæer i skoene på en professionel scene.
Hjælpeløs komik
Det skulle handle om klimaet, nedsmeltningen og en mands mission om at starte en ny civilisation på Indlandsisen, og det skulle være sjovt: "en klima-komedie". Ulykkeligvis er ’Ud i kulden’ hverken aktuel, fængende eller morsom. Replikkerne er kiksede, handlingen hjælpeløs og selv stærke kræfter som Karen-Lise Mynster og Troels Lyby står ikke distancen til at redde sig hjem på de få isflager, stykket desperat klamrer sig til. Derfor kommer vi altså meget langt ud i kulden sammen med et hold skuespillere som kæmper bravt, men som er dødsdømte på forhånd. Synd for dem, og synd for os, der får mere ud af at følge klimatopmødet end at gå på Nørrebro Teater. Her er der gået permafrost i den kunstneriske kvalitet.
Spiller til 30. januar
