Kommunikation & Teater

Kommunikation & Teater

Virksomhedsdramaturgi

Virksomhedsdramaturgi er en ny måde at anskue virksomhedskommunikation på. Tilgangen anerkender virksomheders og organisationers kompleksitet og har som mål at styrke virksomheden ved at arbejde med troværdig kommunikation internt og eksternt. Virksomhedsdramaturgen arbejder ud fra begrebet 'Den polyfone virksomhed' og forsøger at gøre modfortællinger til medfortællinger i den samlede virksomhedskommunikation. Fagfeltet er sammensat af viden om teater, kommunikation, ledelse, journalistik og tekstanalyse.

Hundrede procent Kim Bodnia

InterviewsPosted by Pernille Bøg Fri, March 07, 2008 18:01:37

Interview med Kim Bodnia

Kim Bodnia er med 'Cruise' på Café Teatret tilbage på scenen. Selv mener han ikke, der er sket en skid med dansk teater siden sidst – og hans arbejde er at sammenligne med en tomat i en pastaret.

Han er i begyndelsen af 40'erne og ligner en mand, der har oplevet det meste. Blikket er på samme tid søgende og fokuseret, og han er misundelsesværdigt nærværende. Kim Bodnia er tilbage på teatret efter flere års pause. Tilbagekomsten kan opleves på Café Teatret, hvor han står på scenen sammen med Sarah Boberg og Thomas Levin i 'Cruise' - et nyt stykke af den uge dramatiker Jakob Weiss.

Selv synes han ikke, der er noget særligt over, at han er tilbage. "Det ligner sgu sig selv. Alting bliver lavet i sidste øjeblik. Der er ikke en skid nyt under solen," griner han højt og fortæller, at han har det rigtig fedt med at skulle lave teater igen. Han kommer til at tænke på 'gamle dage': "Processen i Teater Grob minder mig lidt om, da jeg var med i Danterne på en eller anden måde. Der er noget i spillestilen – i måden at gøre tingene på, som er meget direkte. Kampen om at finde ind til kernen i det man vil fortælle her og nu."

Tag dig sammen mand!

Vi er tre uger før premieren, og Kim Bodnia har haft dagen fri. "Det er det, der er så fedt ved teater, så har jeg pludselig fri, fordi de sidder og skriver helt vildt mand! Det ville aldrig ske med en film." Dramatikeren og instruktøren er i krig med ved at besvare de mange spørgsmål, som prøverne har rejst.

"Vi er på et skib et cruise. Et sted, der er i konstant bevægelse – du kan ikke bare stå af – altså med mindre, du kaster dig i havet, og det er jo altid en mulighed," smiler han skævt. "Jeg spiller en rigmand, som har inviteret sin søn med ud på det her cruise for at skrive under på en ægteskabspagt. Ved min side har jeg Sarah Boberg, som jeg skal giftes med, men det er i forholdet mellem faren og sønnen, dramatikken ligger. De har begge skabt en eller anden konstruktion af virkeligheden, sådan er vi jo, og spørgsmålet er, om de kan komme videre derfra, hvor de står nu. Jeg kan sgu ikke sige på den måde, hvad det handler om, men det er jo om fædrekærligheden. Den kærlighed sønnen i sine egne øjne ikke har fået – men kan man anklage nogen for ikke at have elsket en nok? Altså hvad er nok, og hvem bestemmer, hvad der er nok kærlighed. Hvis den ikke er der, så er den der bare ikke. Så eksisterer den ikke. Og det er slet ikke dér den ligger!! Folk må komme videre, og faren her siger også til sin søn: Tag dig sammen mand! "

Mine råvarer, det er mig selv

"Jeg er måske en tomat i en pastaret med parmesan," siger Kim Bodnia, da vi kommer ind på spørgsmålet om hans arbejdsproces med rollen. "Altså hvis du er kok, så har du dine råvarer. Kokken vælger varen, han mærker på den, han rører ved jorden. Mine råvarer, det er mig selv. Det er mine sanser, min krop, min tilstedeværelse, men der er ikke nogen opskrift. Retten det er forestillingen, og i den ved jeg sgu ikke, hvad jeg er. At bygge en karakter op er et kæmpe arbejde med sig selv, hvor noget er helt klart og noget slet ikke er klart, og man står overfor en afmægtighed, hvor man må have tillid til træneren og instruktøren, for hvis frustrationerne slår ud i mistillid, så kan det ikke lade sig gøre."

Uanset, hvordan retten ender med at smage, har Kim Bodnia givet sig selv det løfte, at han giver sig selv 100% på scenen. "Det er nok til at betale for billetten. For mig er det nok."

Hvem: Kim Bodnia, Sarah Boberg og Thomas Levin

Hvad: 'Cruise' af Jakob Weiss

Hvor: Café Teatret

Hvornår: 9.februar - 8.marts 2008

  • Comments(0)//www.virksomhedsdramaturgi.dk/#post194

Gartneren på Kvæsthusbroen

InterviewsPosted by Pernille Bøg Fri, March 07, 2008 17:59:53

Interview med Nicolas Bro

Åbningen af skuespilhuset er lige om hjørnet, og det er premieren på 'Hamlet' også. Nicolas Bro skal løfte den store opgave at åbne et hus og spille Shakespeares krævende hovedrolle. I øjeblikket er han ved at klippe buske.

Der er kulsort i og omkring det nye skuespilhus den aften, Nicolas Bro møder URBAN SCENE. Gangene er forladte, der dufter af nyt træ og lim, og i Vagten ringes der efter 'Nikolaj'! Det er på flere måder et hus, der venter på at vågne, og der hviler et tungt pres på Nicolas Bros skuldre. Datoen for åbningen af skuespilhuset nærmer sig, og det gør premieren på 'Hamlet' også. Forventningerne er gigantiske til Bro og det nye hus, som ligger og skvulper i vandkanten og ligner alt det, teaterelskere kan drømme om.

"Det er kolossalt hårdt arbejde", fortæller Nicolas Bro over en kop Nescafé. Ligeså stærk og ekspressiv han er på scenen, ligeså ydmyg og venlig er han, som han står der i en af rygekabinerne. "Jeg trænger simpelthen så meget til en smøg," siger han og smiler skævt efter en tydelig hård omgang med instruktøren Alexander Mørk-Eidem.

Kan du fortælle, hvem Hamlet er? "Hamletrollen gestalter skuespilleren, så den der spiller Hamlet er Hamlet. Mennesket Hamlet. Han er et rigtigt menneske. Han er ikke sådan en skurk eller en gangstertype. Der ligger så mange følelsesmæssige lag i ham, og det skal man investere kolossalt meget af sig selv i for at få fat om. På den anden side er rollen også mere tilgængelig end så mange andre roller, fordi den giver så meget fra sig. Lige nu har jeg det sådan, at jeg er gartner i en parklignende have, og jeg skal finde ud af, hvordan haven skal se ud. Hvordan skal buskene klippes, og hvilke blomster skal der være. På en eller anden måde ville jeg ønske, at der var nogle flere plæner," griner han. "Jeg tænker jo ikke på andet – det kræver enhver rolle – og i dagene optil premieren, løber man dagen sort, men her har det været sådan længe. Nu er der tre uger til." Der er ingen tvivl om, at det kræver både mentalt og fysisk overskud at være gartner i Shakespeares have.

Hamlet er ikke en tegneserie

Nicolas Bro har svært ved at forstå, den sympatiske og heltemodige måde at spille Hamlet på. "Det forstår jeg slet ikke. Han er et menneske, der bringer kaos med sig. Der er begået en forbrydelse, men han spreder også sit eget indre kaos ud over det. Altså jeg synes, at det er noget vrøvl, at man skal spille nogle karakterer med sympati. Det er folks egen spejling. Mennesker er jo mennesker på godt og ondt."

Er Hamlet så gal eller? "Jeg synes, det er uinteressant, hvis han er kalkuleret. Så synes jeg, det er kedeligt. Shakespeare har jo netop skildret galskaben så genialt i det her stykke om det dybt sammensatte menneske. Hvis man som jeg har stiftet bekendtskab med galskaben eller har haft den tæt inde på livet, så kan man også se, hvor fantastisk godt, det er skrevet: som et ægte vanvid. Nogle gange er det bevidst, påtaget, andre gange har man et klarsyn og andre gange igen er det ved at æde en op. Nogle gange er man fuld af overskud og beregnende. Den erkendelse har ægte vanvid også. Det grænsepsykotiske. Det skizofrene. Det er meget præcist beskrevet. Det er jo ikke en tegneserie det her!"

Elsker han Ophelia? "Ja, det gør han. Kærligheden eksisterer."

Hvad synes du, vi skal med Hamlet? "Hvad skal man overhovedet med noget? Man skal i hvert fald ikke være respektfuld. Jo, man skal være respektfuld over for det, der sker i prøvelokalet. Det er jo ikke papir, men noget der udspiller sig. Hver forestilling er en satsning. Man kan have en skarpere eller klarere fortolkning, og man kan lykkes eller ikke lykkes, men man kan ikke sige, at vi skal noget specielt med det. Budskabet er ligegyldigt i den sammenhæng. Man må gå ind i det sanserum, teatret er. Det er kernen i teatret. Det vigtige foregår her og nu. Lars Von Trier har sagt: Jeg hader perfekte film. Sådan har jeg det også med teater. Bortset fra det, så er det jo en kliché at åbne med 'Hamlet'. Det må stå på Top 5-listen for alle, der skal åbne en ny scene, så...."

Hvem: Nicolas Bro, Jesper Asholt, Carsten Bjørnlund, Helle Fagralid, Peter Gilsfort

Benedikte Hansen m.fl.

Hvad: Hamlet

Hvor: Det nye skuespilhus

Hvornår: 16. februar- 11. april

  • Comments(0)//www.virksomhedsdramaturgi.dk/#post193

Fra kemiingeniør til krinolinekjoler

InterviewsPosted by Pernille Bøg Fri, March 07, 2008 17:57:16

Interview med Charlotte Guldberg

Det er anden gang denne sæson, vi har fornøjelsen af at have Charlotte Gulberg i København. Hun har netop spillet Nancy i 'Oliver' i Tivoli, og nu gælder det Anna i Det Ny Teaters store opsætning af 'The King and I'. Selv synes hun ikke, hun har nogen stor stemme.

Det lyder næsten som et "undskyld", når Chalotte Guldberg fortæller, at hun er 'havnet' inden for musicalgenren og har sunget nogle af de største partier. Hun ved det godt, og har det faktisk også selv lidt skidt med det. "Jamen det er jo et eller andet med, at det ikke er ligeså fint at spille musicals, som det er at spille 'rigtigt teater'. Det lærer vi jo på teaterskolen, men jeg siger også til mig selv, at det er noget pjat, for det er jo noget pjat, og jeg er faktisk rigtig glad for at spille de her store, gode roller, og så elsker jeg at synge. Det er nogle andre udfordringer, jeg møder, end fx Nicolas Bro, når han skal spille Hamlet. I Shakespeare er der en kompleksitet i rollen, hvor man kan blive ved og ved at finde nyt og fortolke. Det kan man ikke blive ved med på samme måde i en musicalrolle – og jeg vil da gerne spille Ophelia engang," smiler hun.

I Det Ny Teaters nye store satsning spiller hun rollen som Anne, en lærerinde fra England, som kongen af Siam henter til landet. Da Charlotte Guldberg så filmen fra 1950'erne var hun ved at dø af kedsomhed: "Har du set den? Den er godt nok gammel og kedelig. Hold da op! Men jeg er blevet meget positivt overrasket. " Handlingen udspiller sig i 1862, og Charlotte Guldberg skal trække i nogle "gigantiske krinolinekjoler." Hun prøver at give rollen som Anna noget af sin egen humor og bløde hende lidt op. "Det er jo en balance, for hun skal jo også være sådan 'engelsk', men det er vigtigt for mig, at publikum kan lide hende. Hun er også meget principfast ligesom jeg selv, så det er meget genkendeligt for mig. Har man lovet noget, så skal man også holde det," siger hun.

Jeg er ikke nogen stor sanger

Charlotte Gulberg ville egentlig være kemiingeniør, men så slog livsbanen et par sving og førte hende til Aalborg Teater, hvor hun efter en audition fik en professionel rolle i 'Les Miserable'. Og så var hun hooked. Efter to optagelsesprøver lykkedes det hende at komme ind på skuespilskolen. Hun er uddannet fra Århus Teater i 2003, modtog en af Reumerts talentpriser i 2004 og har senest stået på scenen i 'Oliver' i Tivoli i rollen som Nancy. Der var hun med til at synge en noget tung forestilling op, men hun oplever egentlig ikke selv sin stemme som noget særligt. "Jeg er så blevet sat i bås, som hende der kan synge. Det er egentligt lidt underligt, for jeg synes selv, jeg er en bedre skuespiller end sanger," siger hun og tilføjer grinende: "og så er jeg åbenbart også hende med børn på scenen. Jeg har spillet fire forestillinger med børn: Sound of Music, Skønheden og Udyret, Oliver og nu The King and I."

Hvem: Charlotte Guldberg, Peter Jorde m.fl.

Hvad: The King and I

Hvor: Det ny Teater

Hvornår: fra 31. januar til maj 2008.

  • Comments(0)//www.virksomhedsdramaturgi.dk/#post192

Opera som kaffefilter og flysimulator

InterviewsPosted by Pernille Bøg Thu, November 01, 2007 13:48:54

Interview med Kasper Bech Holten

Operachef Kasper Bech Holten er gået i kødet på Verdis klassiker ’Don Carlos’. Historien om en tyrannisk konge og hans søn viser os, hvad magtmisbrug, fundamentalisme og faderkomplekser kan gøre ved os mennesker.

Når Kasper Bech Holten sætter Verdis ’Don Carlos’ på scenen, gør han det med en ambition om, at kunsten kan tilbyde os en alternativ forklaringsmodel i forhold til eksempelvis politik og religion. Han mener, opera er som en livets flysimulator. ”Med kunsten og i særdeleshed opera kan vi som mennesker øve os i at forstå og værdsætte kompleksitet. Vi kan lytte med empati, og vi kan øve os på de situationer, der opstår i vores liv, som kan være voldsomme og svære. Når vi ser opera, kan vi godt tillade os at styrte ned med et kæmpe crash,” siger han og vender smilende sin egen formulering: ”Sådan har jeg vist aldrig formuleret det før - men det er sådan, det er.” Alle, der har hørt ham tale ved, at ordene følger ekstremt hurtigt efter hinanden, og pennen kratter ivrigt løs på papiret over for ham.

Big daddy is watching
Den voldsomme og svære situation for Don Carlos er, at hans far Kong Philip gifter sig med den kvinde, Elisabeth, Don Carlos elsker. Kongen frier til Elisabeth, og hun accepterer hans tilbud for at skabe fred mellem Spanien og Frankrig. Det betyder, at hun må give afkald på sin kærlighed til Don Carlos. ”Det er ikke noget Kong Philip gør bevidst for at være ond ved sin søn, men bl.a. fordi han bærer rundt på et kæmpe far-kompleks, som hans søn også arver. Don Carlos og Elisabeth er jo besat af hinanden, og jeg tror, Don Carlos’ besættelse ligeså meget handler om, at faren ikke lod ham gifte sig med hende.”

I opsætningen lurer ”big daddys” øjne derfor hele tiden på dem: ”Vi har hængt billeder op af faren alle vegne. Forestil dig lige, hvad det gør ved dig, at din far hænger over dig - otte meter i højden - uanset, hvor du befinder dig! Dybest set handler det jo om frustrationen over ikke at føle sig elsket. Det var også en ledetråd for mig i ’Ringen’ (Wagners ’Nibelungens Ring’, red.) - at vi har at gøre med nogle, der føler, at de aldrig har oplevet ægte kærlighed.” Men i stedet for at udvikle sig til den tyran, Kong Philip gør - i frygt og i afmagt - så handler det i livet om at bryde ud og slippe sig selv fri af de indre dæmoner.

”Hvis du lader dig styre af frygten, så fremprovokerer du det, du er mest bange for. Det er angst, der æder sjæle op,” siger han og mener, at det gælder både i forhold til menneskelige relationer og på samfundsplan. ”I ’Don Carlos’ har det interesseret mig at se på, hvad magtmisbrug og manipulation gennem den politiske og religiøse magt skaber for samfund, og hvordan menneskene i dem agerer og reagerer. Du kan jo ikke adskille menneske og samfund. Mennesket er samfundet, og den måde, vi taler om verden på, eksisterer ikke uafhængigt af mennesker. De to planer flyder meget tydeligt sammen i opera, der virker som et slags kaffefilter. Opera filtrerer værdier og følelser gennem ”rigtige mennesker””.

Fundamentalistisk tankesæt
Kærligheden trives dårligt i samfund, der avler frygt, mener Kasper Bech Holten: ”Det skaber angstfulde mennesker, når du oplever, at du ikke kan stole på nogen. Men det nytter i mine øjne ikke at stille fronter op, som handler om, at dét er de onde, og dét er de gode. Når man ser på, hvordan islam og kristendommen i dag sættes frontalt op mod hinanden, så mener jeg, at man går galt i byen. Det er ikke mit ønske at spænde mig selv foran en eller anden ideologisk vogn. På den måde vælger jeg ikke side, men tilbyder et alternativt syn med indbygget kompleksitet, og jeg mener, at den ekstreme ytringsfrihed, kan være ligeså fejlagtig som andre fundamentalistiske tankesæt. Det er fundamentalismen i alle afskygninger - principrytterne for princippernes skyld - som afføder nogle voldsomme menneskelige konsekvenser. Vi bør se langt mere balanceret på disse ting. Principper må aldrig blive større end menneskene, og groft forsimplet kan man sige, at der i det 20. århundrede døde mange mennesker på de ideologiske bål. Nu lever vi en global verden med netværksdannelser, og der må det være mangfoldigheden, vi værner om.”

Fakta
Verdis ’Don Carlos’ fra 1867 bygger på et dramatisk digt af Schiller. Det er historien om en konge og hans søn, der begge lever i skyggen af deres forfader, og som kæmper med, personligt og poli-tisk, at slippe fri af hans dominans.

Hvad: Verdis ’Don Carlos’
Hvor: Operaeen
Hvornår: Fra 18. nov.- 3 jan. ’08
Hvem: Stephen Milling (Kong Philip II), Iréne Theorin/Tina Kiberg (Elisabeth), Nikolai Schukoff (Don Carlos).

  • Comments(0)//www.virksomhedsdramaturgi.dk/#post170

Bagdad ligger i Sønderjylland

InterviewsPosted by Pernille Bøg Sat, October 20, 2007 19:01:07

Interview med Erling Jepsen.

Erling Jepsens seneste roman ’Med venlig deltagelse’ får i bearbejdet form premiere på Stærekassen i København. Selv er han født og opvokset i Sønderjylland i byen Gram, og den er befolket af både grædekoner og mænd, der skyder op i luften. Jepsens onkel holdt dog geværet nedad. Han skød sig to gange - i samme fod.

Der er ikke den store forskel på den lille sønderjyske by Gram og Bagdad. I hvert fald ikke set med forfatter og dramatiker Erling Jepsens øjne, og han må jo vide det som født og opvokset i Gram. Byen har han i sine romaner skildret på godt og ondt: ”Mit projekt har været at skrive om det, man ikke kan skrive om”, siger han.

Jepsen er født i 1956 og kom til København i 1970’erne. Københavnerne var lidt af et mysterium for ham: ”Jeg mødte en pige fra Værløse, som lå og græd om natten. Det var noget med hendes forældre, men jeg forstod helt ærligt ikke, hvad problemet var. De havde jo ikke slået hende eller misbrugt hende seksuelt eller noget. Det virkede meget sofistikeret på mig. Min grænse går nok et andet sted”.

Hvor Jepsen kom fra var udsvingene langt større, og problemerne helt tydelige: ”Der bliver man kvalt i sit gebis eller sådan noget. Jeg havde fx en onkel, som skød sig i foden for at straffe sig selv. To gange i den samme fod! Det var for at komme over en ulykkelig forelskelse. Herovre i København, ved de jo ikke en gang, hvordan man lader et gevær.” Vi nærmer os sammenligningen med Bagdad: ”Alle sønderjyder har mindst ét gevær. Da jeg var 7 år fik jeg min første luftbøsse, en Diana 1, derefter en salonriffel, og så overtog jeg min storebrors jagtgevær. Jeg fik ikke noget rigtigt jagttegn, men det er der vist ikke mange, der får.”

Han erindrer, at hans barndomsven Henrik Gentz’ far altid havde et gevær liggende på bagsædet i bilen. ”Det sad vi unger så ovenpå. Geværet var naturligvis ladt, for så kunne han lige læne sig tilbage fra førersædet, svinge armen rundt og skyde ud af vinduet, hvis han så noget vildt, der skulle nedlægges.” Der skal dog mere til at hyle en sønderjyde ud af den: ”De har ikke opfundet stress i Sønderjylland. De ved slet ikke, hvad det er. For meget ansvar eller sådan noget. Nej, der har man ’psykiske nerver’.”

Det er klart, at københavnerne går rundt og bliver stressede, mener Jepsen: ”De kan jo ikke komme af med det. I Sønderjylland skyder man fx med et gevær op i luften, hvis man vil fejre noget. Det gamle Sønderjylland er som Damaskus eller Bagdad. Altså Søren Krarups mor har da helt sikkert også båret tørklæde om hovedet og fortalt om det hinsides. Der er også grædekoner, røg i gaden fra markafbrændinger, kirkeklokker der kimer og alt det der. Herovre sker der jo ikke en skid, så en gang imellem må jeg tage hjem. Det kunne selvfølgelig også være, jeg bare skulle tage til Mellemøsten. København er mit eksil, kan man vel sige. Her kan jeg sidde og skrive i fred og ro og tænke på det der skete dengang. Jeg kunne i virkeligheden nok ikke tåle mosten.”

Skammede sig over sin baggrund

’Med venlig deltagelse’ er Erling Jepsens seneste roman, og den får i bearbejdet form snart premiere på Det Kgl. Teater med Ghita Nørby som ”Jepsens mor”. I romanen har hun sammen med en irakisk læge muligvis gjort sig skyldig i at tage livet af sin mand. Et ubehageligt stort stykke ost i farens hals virker i hvert fald mistænkeligt på sønnen Allan. Han vender tilbage til sin barndomsby for at finde ud af, hvad der egentlig er sket med den far, som har haft så svært ved at elske sin søn.

Erling Jepsen på Det Kgl. Teater i København, hvordan føles det så? ”Det er jo en form for blåstempling, hvor mærkeligt det end er. Da jeg i sin tid kom til København, fandt jeg ud af, at jeg ikke havde nogen baggrund. I hvert fald ikke en baggrund, der kunne bruges til noget i de kunstneriske kredse. Jeg skammede mig over den. Jeg forstod, at det jeg kom fra var en social og moralsk deroute.

Hvis jeg var blevet i Sønderjylland, var jeg helt sikkert ikke blevet kunstner. Og jeg ville heller ikke have nerverne til at blive sindssyg, men jeg var nok gået til grunde på en eller anden måde.”

Det var København, der reddede Jepsen, selvom dramaturgerne fra teatrene ikke forstod, hvad han talte om: ”Jeg kendte ikke deres koder, og de kendte ikke mine. Københavnerne er jo dybt forkælede. Jeg kan simpelthen ikke se konflikterne, det er noget underligt psykoanalytisk noget det hele.” Han opsøgte på et tidspunkt en psykolog, der mente, at det var så spændende med ham Jepsen - ”det var næsten som at være i biografen”, sagde hun. Psykiateren han opsøgte senere mente derimod, at Jepsen nok bare skulle lade være med at tage så tit til Sønderjylland.

Hvad: ’Med venlig deltagelse
Hvor: Det Kgl. Teater, Stærekassen
Hvornår: 12. oktober 2007 til 24. januar 2008.
Hvem: Ghita Nørby, Jens Albinus, Ole Ernst m.fl.

  • Comments(0)//www.virksomhedsdramaturgi.dk/#post165

Rystende normal

InterviewsPosted by Pernille Bøg Sun, September 30, 2007 14:54:13

Stemmen er stor, og talentet er ikke til at tage fejl af. Navnet er Mark Linn, og de fleste fik for alvor øjnene op for den høje, slanke unge mand, da han brød igennem lydmuren i teater-koncerten ’Gasolin’ i sidste sæson. Han har sunget med Thomas Blachmann, komponeret sin egen musik og medvirket i musicals og forestillinger siden midten af 1990’erne. Alligevel er det, som om Mark Linn debuterer hver gang.

Blog Image

Mark Linn har for tiden sin gang på teatret CampX. Det nye teater i København, der er sat i verden for at provokere, eksperimentere, udforske og udfordre teatret som kunstform. Det er det tidligere Aveny-T og Rialto Teatret, der nu er slået sammen, og det går hedt for sig på scenerne for tiden. Premieren på ’Queer’ er lige om hjørnet.

Det er også en hektisk tid for Mark Linn. Om dagen prøver han på ’Queer’, og om aftenen står han på scenen i Glassalen sammen med Michael Carøe og Søs Fenger. Som om det ikke var nok, så er han også ”kommet til at sige ja” til at arrangere en del af musikken til CampX’ forestilling. ”Jeg troede en gang, jeg vidste, hvad det ville sige at være stresset. Men det var, indtil jeg oplevede det, jeg går igennem nu, ” siger han og sørger for, at han ikke sidder i træk. Et typisk tegn på, at han er sanger først og siden skuespiller.

Get over it, and get on!
Selvom mange først for alvor fik øjnene op for Mark Linn under teaterkoncerten ’Gasolin’ i sidste sæson, så er det langt fra hans første møde med teatret. I midten af 1990’erne stod han både på scenen i Thomas Gislasons ’Exit 2000’ og turnerede med Peter Langdals opsætning af ’Hair’. ”Det er jo efterhånden 10 år siden, så der er et langt hul imellem de ting, jeg har lavet på teatret. Det er nok det, der gør, at mange har en oplevelse af, at jeg debuterer hver gang. For eksempel jokede Michael Carøe med, at han inviterede mig med i sit show, så han kunne præsentere en ”debutant”.” Mark Linn smiler som kun han kan - sammen med alt det andet, som også Berlingskes teateranmelder har bemærket: ”Han kan både rulle sejrssikkert med hofterne, vifte med de buede øjenbryn og knipse med fingrene.”

Jo, Mark Linn er betagende på en scene, men det var faktisk slet ikke teatret, der var Mark Linns drøm. ”I starten gik jeg og undskyldte det med at lave teater. Nu har jeg et andet forhold til det. Teateropgaverne er gode for mig og for mit humør. Det er givende og i sin natur meget mere socialt end det at komponere. Komponistlivet er en streng og ensom omgang, specielt fordi jeg er meget kritisk med mine egne resultater. På teatret har man ikke tid til at dvæle ved egne begrænsninger og være navlepillende. Get over it and get on!”

Clean cut og leverståhej
I ’Queer’ skal Mark Linn for alvor bryde ud af sangeridentiteten og arbejde med både replikker og karakteropbygning. ”Jeg har ikke arbejdet med så replikintensivt stof siden skolekomedierne på gymnasiet”, siger han smilende og indrømmer, det er noget af en udfordring. ”Jeg har ikke noget klart billede af, hvor godt det er, men før har jeg kunnet trække stikket hjem på min sang, og mon ikke de havde ringet til en anden, hvis de ville have en skuespiller.” Han skal spille fire ”rigtige karakterer” som han siger. Fra en der er ”out there” til en der er mere ”clean cut og leverpostej”.

Mark Linn genkender sig selv flere steder, men specielt det at spille homo har været særligt for ham: ”Jeg brugte meget af min teenagetid på at lægge afstand til, at jeg skulle være bøsse. I Aalborg hvor jeg er vokset op, skilte jeg mig ufrivilligt ud, og jeg havde travlt med at forsikre alle om, at jeg var på den ’rigtige’ side. Specielt over for de piger jeg gerne ville gøre indtryk på. Det var et projekt i sig selv. Da jeg kom til København, var det helt vildt rart, at jeg var så rystende normal.”

Det er både bøsser, transer, og den traditionelle kernefamilie, der bliver eksponeret i ’Queer’, fortæller Mark Linn. ”Når man ser sin egen heteronormativitet udstillet på den værste måde, så ser man jo, hvor frygtelig normal, man er. Jeg har to unger med den samme kæreste gennem mange år, og der er jo ting, man holder op med at stille spørgsmålstegn ved. Det er ikke pr. definition kedeligt at ligge på normen, men hvis man ikke reflekterer over det, så synes jeg, man snyder sig selv for noget. Det er ikke noget med, at vi alle skal ud i en øvelse for at være queer, og forestillingen vil ikke fælde nogen dom, men have os til at se på os selv. Inden for normaliteten er konstruktionen ’tænk nu hvis’ en fare for trygheden. Inden for queer stirrer ’tænk nu hvis’ ikke ned i afgrunden. Det er ikke en lov, man bryder, men en regel man udfordrer.”

Hvad: ’Queer’
Hvem: Mark Linn, Ulla Henningsen, Benjamin Boe Rasmussen m.fl.
Hvor: CampX
Hvornår: 5. oktober - 24. november.

  • Comments(0)//www.virksomhedsdramaturgi.dk/#post157

Don Juans sidekick

InterviewsPosted by Pernille Bøg Sun, September 30, 2007 14:47:30

Har man sagt Don Juan har man også sagt forførelse, begær, erobringer, jalousi, misundelse og Leporello - Don Juans tjener. Rapperen Al Agami spiller Don Juans tro følgesvend i Betty Nansen Teatrets udgave af klassikeren.

Det er altid Don Juan, der er i centrum. Ham, der nedlægger kvinder på stribe. Ham, der er forførelsens overlegne mester. Med ham, bag ham i tykt og tyndt følger Leporello, og med Al Agamis ord er han ”Don Juans sidekick. Hans oppasser, butler og biograf. Han er forførelsens bogholder.”

Men hvorfor bliver han hos Don Juan - han kunne jo bare skride? ”I mit hoved er det et forhold, der bygger på co-dependency. Han kan ikke undvære sin plads i magtforholdet, fordi Leporello har vænnet sig til sin smertekrop. Alt det Leporello ikke kan, det kan Don Juan jo, og de bytter også roller på et tidspunkt, så Leporello får lov til at smage lidt af det ’søde’ liv. Leporello ville vel ønske han var Don Juan og så alligevel ikke.”

En busketrold
Don Juan lever ifølge Al Agami så meget i nuet, at det bliver et problem for ham: ”Det bliver værre jo flere kvinder, der kommer på listen over hans erobringer. For Don Juan er ikke samvittighedsløs. Han rummer en dybde og er ikke den ægte sociopat. Han er en buksetrold, som han siger. Og så er han jo også selv blevet rørt. Elvira er den kvinde, som faktisk har rørt ved noget i Don Juan. Det er bekræftelse og forførelse, men det bevæger sig ikke kun på overfladen.”

Så der en slagside ved den måde Don Juan lever på? ”Helt sikkert. Det kan godt være, at det, man oplever på vejen, er lækkert, men kun at være i nuet går ikke. Man må huske at standse op og reflektere over den måde, man lever på. Det er også en typisk kunstnerting, og der må man være villig til at bringe nogle ofre. For vi er også afhængige af kunstneren. Kunstneren er jo den, som kan røre ved en.”

Kender du Leporello og Don Juan- rollen fra dit eget liv? ”Ja, jeg er nok en blanding. Jeg har kørt meget med nuet, men også i refleksionen. Det kommer ligesom i sæsoner. Så følger jeg drivet på teatret, og så hænger jeg mere ud med familien. Teater er jo en mærkelig form for arbejde, hvor man leger og er sammen med en masse mennesker, men det er ikke vigtigt for min søn, om jeg er en god skuespiller. Det har en høj menneskelig omkostning, hvis man lever som Don Juan, men han er i os alle sammen et eller andet sted, og hvis det er det liv, man gerne vil leve, så God Bless. Jeg har stor respekt for mennesker, der kender prisen og er villige til at betale den. Det er værre med de andre, som vil det hele, men ikke er parat til at betale regningen. Det koster jo det skidt.”

Hvad: Don Juan
Hvor: Betty Nansen Teatret
Hvornår: 3. oktober til 10. november
Hvem: Caroline Henderson, Kaya Brüel, Szhirley, Al Agami, Zaki m.fl.

  • Comments(0)//www.virksomhedsdramaturgi.dk/#post156

Med de højhælede på arbejde

InterviewsPosted by Pernille Bøg Thu, September 13, 2007 00:28:07

I Hedwig skal Anders W. Berthelsen finde sin indre kvinde frem, men det kan gøre ”hamrende fucking nas” at gå i høje sko. The artist formally known as Palle From betror URBAN SCENE, at han har haft stilletterne med hjem i lejligheden: ”men det blev alligevel for underligt.”

Blog Image PR-foto

Hvis man ikke føler sig godt tilpas i Anders Berthelsens selskab, så er man vist selv ude om det. Han er sød og imødekommende. Smiler lidt genert med både læber og øjne. Charmerende og drenget som vi kender ham fra gigantsucceserne ”Mifunes sidste sang”, ”Italiensk for begyndere” og ikke mindst ”Krøniken” - hvor Palle From fik enhver svigermor til at nedsmelte i sofaen søndag efter søndag.

Det er i høj grad film og tv-mediet, der har givet Anders Berthelsen stjernestatus i Danmark. Eksponeringen har været enorm, og den er også med til, at han med den forestående premiere på Hedwig i sigte føler en større nervøsitet, end da han kom ud fra skuespillerskolen i 1994 og ikke have en fortid at leve op til.

”Jeg tror, jeg er blevet mere nervøs. Jeg vil jo gerne hele tiden gøre det bedre. Det er jo gerne dén vej, det skal gå - og helst ikke tilbage”, siger han med sit skæve smil og lader hånden stryge igennem det lange lysnede pandehår. I den modsatte holder han er smøg, men hele tiden, så røgen ikke generer.

Seksualitet ned i underlivet
Anders Berthelsen vil gerne udfordre sig selv og rykke sig for hver gang, han kaster sig ud i en ny opgave. Heldigvis sker det ikke kun med stigende nervøsitet, han oplever også, at han er blevet ”mere erfaren med en masse ting. Derfor kan jeg give det, jeg gør, en anden slags dybde og lægge noget mere ind i det.”

Og erfaring skulle han da også gerne have fået op under neglene. De sidste 7-10 år har han kørt dobbeltarbejde: ”Jeg indspillede film og tv om dagen, og så tog jeg af sted om aftenen for at tage på teatret. Det var sindssygt hårdt. Det slider på en, det gør det virkelig. Det gør jeg ikke længere. Nu koncentrerer jeg mig om én ting, og lige nu er det det her, det handler om. Og det er også rigeligt!”

Det lyder også, som om der er nok at tage fat på i rollen som Hedwig. ”For det første er det helt nyt for mig at spille kvinde. Jeg kommer lige fra optagelserne på en film, hvor jeg skulle spille mand-mand. Altså sådan noget med brystet frem og spænde op i kroppen,” siger han, mens han laver parodien på en strandløve, der spænder biceps, mens han peger for at give den fiktive beachbabe en retning. ”Det er noget helt andet her. Der skal jeg spænde af og vrikke med hoften og prøve at få min seksualitet ned i underlivet - forstår du, hvad jeg mener? - Det er en helt ny verden, som åbner sig.”

Respekten for kvinden er blevet større, som prøveforløbet er skredet frem (og det kan man jo som kvinde kun være tilfreds med). ”Bare det der med at gå i en højhælet sko, jamen det er jo et kæmpe arbejde, og det gør hamrende fucking nas, men jeg bliver da bedre og bedre.” Han betror URBANS udsendte, at han har prøvet at have de højhælede sko med hjem: ”men det blev for underligt. Ikke fordi min kone havde noget imod det eller noget, men jeg kunne bare mærke, at det var alligevel for underligt.” Så nu er det bare noget, han har hernede på Nørrebros Teater i sin hemmelige verden.

I hot pants og frynser
Han har ikke arbejdet med sminken endnu, men han har været i ”hot pants og en lille stram sag med frynser. Jeg kan godt mærke, når noget slet ikke går eller om noget klæder mig. Okay, hvis jeg nu stiller mig sådan og går lidt ned i hoften og tager benene ind over, så bliver det sexet.” Han skal også have barberet ben og vokset dem. ”Det har jeg så ikke prøvet endnu, men jeg ved at først skal man barbere dem, og så skal der gå noget tid, før man kan vokse dem,” smiler han. ”Det er et stort arbejde at være kvinde. Det er ikke noget vi mænd får ind med modermælken.”

Ingen homoparodi
Anders Berthelsen har besluttet sig for at gå virkelig seriøst ind i det her, selvom han er pissenervøs for det hele. Figuren Hedwig må ikke ende som en homoparodi. For det første kan det ikke holde i så lang tid: ”Det kan være sjovt i fem minutter, men så er det det. Det går, når man spiller revy for eksempel. Hurtigt ind og hurtigt ud. Men det dur ikke her.”

For det andet vil han finde ind til det sted, hvor mennesket Hedwig er: ”Vi har jo at gøre med et menneske, som af nød skal opereres om. Han er transvestit, og trans’er er ikke nødvendigvis homo’er. Der er også heteroseksuelle trans’er, og vi har først og fremmest at gøre med et menneske, som har været det her forfærdelige igennem. Altså operationen går jo galt!”

I sin research har han set filmen, som bl.a. indeholder 85 minutters ekstramateriale, og så har han fået hjælp til at finde figuren fra sine ”vidunderlige bøssevenner. De er ved at lave en dokumentarfilm om en Sydamerikansk mand, der er kvinde foroven og mand forneden, men altså hun er en kvinde. Det er jo mennesker, som har opgivet noget, og det må være vanvittig hårdt at leve under. Først og fremmest handler det jo om at være det menneske, man er.”

  • Comments(0)//www.virksomhedsdramaturgi.dk/#post149
« PreviousNext »