Kommunikation & Teater

Kommunikation & Teater

Virksomhedsdramaturgi

Virksomhedsdramaturgi er en ny måde at anskue virksomhedskommunikation på. Tilgangen anerkender virksomheders og organisationers kompleksitet og har som mål at styrke virksomheden ved at arbejde med troværdig kommunikation internt og eksternt. Virksomhedsdramaturgen arbejder ud fra begrebet 'Den polyfone virksomhed' og forsøger at gøre modfortællinger til medfortællinger i den samlede virksomhedskommunikation. Fagfeltet er sammensat af viden om teater, kommunikation, ledelse, journalistik og tekstanalyse.

Anbefaler ikke: Far skal dø

TeateranmeldelserPosted by Pernille Stokholm Bøg Thu, April 21, 2011 12:27:18
Det er ikke et af Sergei Belbels bedste stykker. "Far skal dø" har sine underholdende øjeblikke, men det knækker sammen efter pausen, og det gør publikum også. ***

  • Comments(0)//www.virksomhedsdramaturgi.dk/#post342

Anbefaler: Fanny og Alexander

TeateranmeldelserPosted by Pernille Stokholm Bøg Thu, April 21, 2011 12:24:41
***** Emmet Feigenbergs "Fanny..." er en meget vellykket iscenesættelse. Tidløs og moderne på samme tid - sikken sammenbragt familie og uhyggelig flirt med det sekteriske. Bergmans univers bliver foldet flot ud som en hyldest til teatret og fantasien, og til forskel fra Århus-udgaven forstår man den passion og krise i Emilie, der bringer hende i armene på biskoppen. Flot spil på (næsten) alle pladser - særligt glad var jeg for Sofie Gråbøls Emilie og Ghita Nørbys farmor, men der er også grund til at frehæve Mikael Birkjær, Peter Gilsfort, Jens Albinus, Bodil Jørgensen og Sonja Richter. Der er kun at sige: Gå i teatret.

  • Comments(0)//www.virksomhedsdramaturgi.dk/#post340

Anbefaler: Bob Dylan Teaterkoncerten

TeateranmeldelserPosted by Pernille Stokholm Bøg Thu, April 21, 2011 12:23:41
Der var halvtomt i Gasværket kun 10 dage efter premieren. Det er synd, for teaterkoncerten Bob Dylan folder Dylans univers mellem himmel og helvede flot ud. Særligt sangeren Claus Hempler giver den fuld skrue og er en interessant scenepersonlighed. ****

  • Comments(0)//www.virksomhedsdramaturgi.dk/#post338

Grøn front

TeateranmeldelserPosted by Pernille Stokholm Bøg Thu, April 21, 2011 12:08:45

***

Musicalen 'Wicked' har gået sin sejrsgang 'verden over' men på Det Ny Teater er det alene Maria Lucia Heiberg Rosenberg som den grønne heks, der får magien til at flyve.

Hun er ikke som de andre, Elphaba. Født grøn og dømt til udstødelse af et konformt uniformeret samfund. En grønskolling af en frelser, der aldrig får lov at forløse sin indre skønhed. Til gengæld kan hun synge, så mange andre i heksebranchen må blive grønne af misundelse.

Frygt eller flygt
I Wicked møder vi kort fortalt den dumme blonde Glinda (Anette Heick) og den gode grønne Elphaba (Maria Lucia Heiberg Rosenberg). Vi er taget til en blanding af Harry Potters troldmadsskole Hogwarts, Shreks underskov (en stor grøn trold, der er blød som marcipan) og naturligvis Oz. Her hersker Marianne Mortensen, der er ligeså skøn som hun er ond, i Troldmandens tjeneste. Også han, Steen Springborg, er som altid en fryd i musicalens univers, men her har Troldmanden solgt ud til fordel for folkets frygtelige tilbedelse. Han er hersker af et frygt eller flygt-regime og på ingen måde den underskønne Troldmand, som Elphaba drømmer om. Det giver naturligvis det onde frit spil og tiltrækker magtliderlige, svage og forfængelige sjæle som Glinda, der bare gerne vil gå i store kjoler og kaste med håret.

Ingen forførelse
Musikken, der jo for pokker er en bærende del af en musical, mangler originalitet og ørehænger-kvaliteter. Der er ingen klange, ingen melodier, ingen nynnen, der rumsterer under hjerneskallen hverken under eller efter 'Wicked'. Ærgerligt - og ikke mindst besynderligt, at Wicked har høstet så stor succes på Broadway for den hverken forhekser eller forfører i Det Ny Teaters opsætning - og så mangler vi altså en Glinda, der kan give Elphaba et modspil, som løfter sig op over teenager-mobberiet. Det er ikke sjovt eller elegant nok spillet på et teater, der ellers nok er kendt for at kunne servere en heksbryg, der får os til at overgive os til musicalens banaliteter og glemme Oz selv.

Konklusion: al magt til Maria Lucia Heiberg Rosenberg. Sæt kryds ved de grønne.

Spiller på Det Ny Teater. PR-foto Jonas Lodahl

  • Comments(0)//www.virksomhedsdramaturgi.dk/#post326

I faderens, sønnens og alkoholikerens navn

TeateranmeldelserPosted by Pernille Stokholm Bøg Fri, November 26, 2010 17:24:22

Jomfru Maria har en ordentlig skid på, og sønnen gør frådende oprør mod faderen i Teater Katapults forestilling Slået Hjem. Det kommer der mere familiedrama end politisk teater ud af.

Læs min gæsteanmeldelse i Information: http://www.information.dk/251977

  • Comments(0)//www.virksomhedsdramaturgi.dk/#post316

Du må ikke gå fra mig mor

TeateranmeldelserPosted by Pernille Stokholm Bøg Mon, November 22, 2010 21:24:31

Medea er en desperado. Kreon et svin. Jason en drengerøv, der ikke vil tage ansvar. Der er ingen kære mor i Sara Stridbergs Medealand, der lige nu spiller på Edison med en Mille Dinesen, der giver vreden fuld power.

"Mooooaaarrr - du må ikke gå fra mig. Moooaaar...". Det er Medea, der skriger sit desperadaskrig efter en sort skikkelse, som forsvinder ud. Hun er barfodet og bange, som en vis Raskolnikov, der vandrer ligeså hvileløst omkring på nationalscenen for tiden. Måske er det her netop øjeblikket efter, at hun har begravet sine børn levende.

Vred som ind i helvede
Medea er blevet forladt i mere end én forstand. Forladt af sin Jason, som er stukket af med Kreons datter "prinsessen", og forladt af sin mor, der har været død i flere år. Hun har kun sig selv, og de børn, som kun alt for godt minder hende om det liv og den kærlighed, hun er mistet. For hun har som hun siger "ofret alt" for at følge med Jason, den gang forelskelsen forblændende dem begge. Denne Medea er vred som ind i helvede.

Rummet er hvidt og koldt. Det er ikke skabt til mennesker, men til de institutioner, vi har erstattet omsorgen med. Tomt, som det, der er tilbage af et menneske, der har fået knust sit hjerte. Det er ikke et sted til længere ophold, her kan hun naturligvis ikke blive, men blot overleve en stund, mens Solbjørg Højfeldt messer, reciterer, diagnostiserer og journaliserer som en blanding af græsk kor, død mor og læge.

Det forkerte pointsystem
I dette morforladte land går, løber, skriger, hopper, sparker, græder, ler Mille Dinesen som Medea alt det ud, som er indeni hende, mens sorgen skaber gennemtræk i hver eneste krog af hendes spinkle krop og sjæl. Hun har én eneste mission: at få lov til at blive sammen med sine børn. Med Jason, Janus Nabil Bakrawi, eller uden Jason. Bare få lov at høre til et sted. Alt andet end udvisningen.

Men Medea har satset sine penge på det forkerte pointsystem. Udvisningen er uundgåelig, også selvom hun lader Kreon i skikkelse af Søren Spanning tage hende bagfra for at vinde tid. Her hjælper heller ingen kære far. Derfor er der kun én udvej for Medea: at gøre sig selv kold ved at slå børnene ihjel. At gøre sig usårlig ved at eliminere alt det, der kan få hende til at føle noget som helst igen.

Det er derfor en Medea, som ligeså meget slår sig selv ihjel, som hun hævner sig på Jason i Medealand.

Aktuel? Ja, for pokker
Er denne Medea så rigtig interessant? Jeg synes det helt ærligt ikke. Medea er vred. Kreon et svin. Jason en drengerøv, der ikke tager ansvar, men går efter prinsessen, som spilles rigtig fint af Caroline Dahl. Det er ikke nemt at blive til noget med så få replikker, men det lykkes hun flot med. Er den så aktuel? Ja, for pokker da. Tænd for dit tv og se det udspille sig. Hver dag.

Spiller på Edison med MILLE DINESEN, SOLBJØRG HØJFELDT, JANUS NABIL BAKRAWI
m.fl. Instruktion: ALEXA THER. Tekst: SARA STRIDSBERG. Scenografi: CAMILLA BJØRNVAD.

  • Comments(0)//www.virksomhedsdramaturgi.dk/#post315

Uden filter

TeateranmeldelserPosted by Pernille Stokholm Bøg Sun, November 21, 2010 11:15:03

Penge. Mord. Druk. Vold. Hor. Sult. I instruktøren Rune David Grues 'Forbrydelse og Straf' er vi i en verden med fuld knald på de dramatiske drivkrafter.

Der er ikke noget filter på følelserne, for vi befinder os lige fra dramaets begyndelse allerede tæt på den menneskelige afmægtighed og afgrund, som åbenbarer sig fysisk i 2. akten.

Hovedfiguren Raskolnikov åbner dramaet. Står dér helt fremme ved scenekanten i sine bare fødder og sit hovmodige smil. Kun et par hundrede skridt fra at slå det menneske ihjel, som for ham er symbol på menneskeligt afskum. En lus, en rotte, et skadedyr er den pantelånerske, som han har pansat sine værdigenstande hos. Han leger med tanken. Planlægger. Udfører. Og med god ret: man må gerne slå ihjel i en højere sags tjeneste. I hvert fald hvis man som Raskolnikov er et menneske af en særlig støbning og dermed hævet over de menneskelige love. Rummet minder om en nedlagt fabrikshal - et rum, der gør en utryg og bange for at træde ind i. Er det sådan Guds skabninger ser ud på bunden af sig selv og uden andet håb end at udslette frem for at tilgive?

Psykotisk morder og frelser
Rune David Grue lukker os ind i Raskolnikov. Klipper. Blænder op for en ung mands drømme, afmagt og fornedrelse. Spænder den dramaturgiske spændingskurve op og styrer den stramt fra det ene blackout til det andet. De godt tre timer flyver af sted, mens Raskolnikov går mere og mere i opløsning, og dramaets personer flytter længere og længere ind i hans sind. Fra kriminalhistorie til drømmespil. Fra fortabelse til opstandelse. En mellemtilstand. Og det lykkes Thure Lindhart at få Raskolnikov til at fremstå som ligedele psykotisk morder og fresler, der tager menneskenes lidelser på sig.

Størst af alt er Thure Lindhart
Mikkel Arndt er en knuselskelig Razumikhin, der forgæves forsøger at få sin ven tilbage til 'normaltilstanden'. Tina Gylling Mortensen den fæleste oppustede og harkende pantelånerske. Helle Hertz en selvopofrende mor, der til det sidste ser sin søn gennem kærlighedens blik. Meike Bahnsen afmægtigheden selv som Katarina. Henrik Jandorf en sejlende drikfældig Marmeladov. Rasmus Bjerg komisk som erfaren leder af efterforskningen og opspændt af hæmorider. Alle træder de frem for os som hele figurer - også Thomas Corneliussen, Kristine Nørgaard og Morten Suurballe for os til at føle i dette kolde rum. Ikke mindst Helle Fagralid, der som Sonja bærer korset frem og udfrier Raskolnikov fra den samvittighed, der er ved at tage livet af ham. Hun er smuk og ren. Men størst af alt er Thure Lindhart midt imellems ungdommens hovmod og afmagt.

Til 27. januar på Det Kgl. Teater. Foto: Casper Balslev

  • Comments(0)//www.virksomhedsdramaturgi.dk/#post314

Bag panser og plade

TeateranmeldelserPosted by Pernille Stokholm Bøg Sat, November 13, 2010 20:12:01

Black Box Theatre, det nye egnsteater i Holstebro, er en gigantisk sort kasse. Den minder på alle måder om et mausoleum for den mand, man en gang byggede rummet til. Og selvom kassen med teaterkoncerten ’STUPID MAN’ ikke viser gipsafstøbninger af Peter Schaufuss, så sætter instruktøren Kenneth Kreutzmann et mandebillede på scenen, der er så stift, at forestillingen bliver dødkedelig.

Med et brag dumper en mand (Bryan Rice) ned fra himlen til ”abernes planet”. Lander i et jordskælv og spindelvæv af forliste mandeskæbner. Han har neurotiske nakkekramper og spastiske træk: her er en mand, der har været udsat for kærligheden, og som nu står ensom tilbage i sit svedtransporterede løbetøj. ’Hey’ råber han ud i mørket og påkalder sig en mandeklan af sårede ishockeyspillere, der har lukket af for deres følelser. Ikke se. Ikke høre. Ikke føle.

Bolde, bajere og boremaskiner
I Kreutzmanns Helmigunivers er manden slået tilbage til stenalderen. Uden noget talesprog og med abens bevægelsesmønster. Det er mænd på kravle- og klynkestadiet på kanten af deres følelser. Mænd overladt til mænd, der ikke kan give hinanden andet end knæ- og albuebeskyttere, og som er fanget af deres måde ikke at kunne tackle deres følelser på. Således vender den fortabte mand fra himlen i slutningen af teaterkoncerten tilbage fra (t)abernes planet, ligeså sårbar og neurotisk som da han ankom. Der er ingen frelse i mændenes selskab. De ejer ikke evnen til at tackle andet end bolde, bajere og boremaskiner.

Det må være Kreutzmanns bærende idé. Det er det, der står tilbage af Thomas Helmigs kærlighedssange, og det er da et klart udsagn og utvetydigt mandebillede. Spørgsmålet er, om det er interessant nok til to timers tudepop i teatrets rum? Og står det nu virkelig så galt til med manden? Er han alene en hulemand, et sårbart skvat, en gorilla, der kun duer til at stå i en byggemarkedskø i Silvan? Eller bliver det lidt for tykt og tungt til en teaterkoncert, der lover at ophæve tyngdekraften i kærlighedens navn?

Stærke sangere
Synge, det kan de – Bryan Rice, Henrik Launbjerg, Tarek Sidki og Patrick Spiegelberg. Det kan man ikke tage fra dem, og hvor man nogle gange har savnet skuespillere, der kan synge, så savner man her sangere, der kan spille skuespil – hvilket i sig selv også må være en udfordring i al den panser og plade. Hele teaterkoncertens apparatur med snoretræk og nycirkus har de også godt fat i. Det tilfører bare meget sjældent noget til Helmigs tekst og musik, men bliver en tom teatermaskine i det store sorte rum. Kun i 2. aktens ’100 dages’ flamencodans, ’Jeg tager imod’ og ’Ulykkelig hjerter’ får vi at se, hvad teaterkoncerten kan, når der bliver sat teaterbilleder til ideerne, og når tekst, musik og rum smelter sammen til en større helhed. Det skulle der have været meget mere af.

Teaterkoncertens død
For denne anmelder bliver ’STUPID MAN’ en manifestation af teaterkoncertens død. ’STUPID MAN’ er en bleg og skrøbelig afstøbning forsøgt trykket ud gennem Cederholms geniale støbeform. I Holstebro er vi ved at være derhenne, hvor det nærmer sig et mausoleum over genren. Nu kan der ikke repliceres længere og komme levende teater ud af det.

Foto: PR-foto, Black Box Theatre, Morten Stricker

  • Comments(0)//www.virksomhedsdramaturgi.dk/#post311
Next »