Kommunikation & Teater

Kommunikation & Teater

Virksomhedsdramaturgi

Virksomhedsdramaturgi er en ny måde at anskue virksomhedskommunikation på. Tilgangen anerkender virksomheders og organisationers kompleksitet og har som mål at styrke virksomheden ved at arbejde med troværdig kommunikation internt og eksternt. Virksomhedsdramaturgen arbejder ud fra begrebet 'Den polyfone virksomhed' og forsøger at gøre modfortællinger til medfortællinger i den samlede virksomhedskommunikation. Fagfeltet er sammensat af viden om teater, kommunikation, ledelse, journalistik og tekstanalyse.

Ride ride ranke

TeateranmeldelserPosted by Pernille Stokholm Bøg Mon, November 08, 2010 19:47:12

Rytteriets 'folkekære' figurer holder i forlænget spilletid. Det fungerer som comedy, og det holder som det, der giver sig ud for at være "Rytteriet LIVE" - no more, no less.

Pludselig står de dér. På scenen. I deres "housecoats" med popstar initialer af simili sten. F og P. En royal ankomst i røg og damp for Danmarks hotteste snobber, og med to glas svingende rødvin netop opstået fra Søde Kølpins 'Bellevue Spa' i kælderetagen. Der er lige dele Michael Jackson og Olsen Banden over dén entré - og de to søde venner bliver da også hurtigt enige om at sænke sig ned igen - for det der med teater, det er 'fan'me så kedeligt' - 'ja - og støvet'. Det er de heldigvis hævet over.

Ørkenens Sønner har ikke levet forgæves
Og så går det ellers derudad for de to rytterknægte, som har lagt en stor del af danskerne ned med deres uimodståelige karakterer. Og dansk, det er det. Ikke mindst, når Otto Brandenburg, Bjarne Liller og Poul Kjøller med jævne mellemrum genopstår og 'kører den ind med penis og røv'. For det lyder sgu' for kedeligt med "Alle sømand er glade for piger" og "Ensom dame fyrre år". Så er det naturligvis mere originalt at synge 'penis'. Og vi skriger af grin, som vi skal - også fordi de alle netop har været ved frisøren og er blevet klippet. Ørkenens Sønner har ikke levet forgæves, og Martin Buch er en glimrende imitator.

Også når det går ud over Jørgen Leth, der både kører sit eget selverotiske og nøgne menneske i stilling med en mave som Mont Ventou og giver en indføring i cykelrytternes nedre anatomi. Ja, de har helt klart noget med "pik" de to glade rytterdrenge - tag nu bare åbningsnummeret efter pausen, hvor Buch laver homostrip med eksploderet pikhår og får dildokvalme. Sådan ser Rytteriets svar på et shownummer altså ud.

Holder i forlænget spilletid
Buch og Botofts 'folkekære' figurer faktisk holder i den forlængede spilletid, som er teatrets præmis. Det fungerer som comedy, og det holder som det, der giver sig ud for at være "Rytteriet LIVE" - no more, no less. Noget har vi hørt og oplevet før - who cares? - og andet har Eriks Else strikket sammen til lejligheden. De to gør hele Klampenborg til deres travbane - med smæk til au pairs, en ret ubehagelig pjerrot-oplevelse og et kvalmende overforbrug, der denne gang forhindrer manden i skabet i at komme ud til Tages flæskesteg.

Er der så særlig stor forskel på tv og teater? Nææhhh... det her er bare 'live' og i disse kendisdyrkelsestider er der givet mange, der søger den ægte vare. Det får man på Bellevue Teatret. Og så får man også Bjørn Fjæstad som synger smukt og har et band med sig som såmænd også spiller fint - men de lægger et tungsindighedslag ind mellem penis og pik, som ikke lige kører ind. Det skal ikke være så sort.

Rytteriet Live, spiller fra d. 4. nov.- 18. dec., ti. til lø. kl. 20.30, pris fra DKK 120-345, via Billetten, teaterbilletter.dk eller Bellevue Teatrets billetkontor på 3963 6400. Foto: Jakob Boserup

  • Comments(0)//www.virksomhedsdramaturgi.dk/#post309

Hyldest til hamsterhjulet

TeateranmeldelserPosted by Pernille Stokholm Bøg Sun, October 31, 2010 13:30:05

Deja-vue? Ja, bestemt. Hans Rønnes nye forestilling rammer ret præcist ind i det menneskelige arvegods af arketypiske situationer fra den grå og skidengule hverdag.

En hyldest til hverdagen måske. En skildring af os alle på vej rundt i hamsterhjulet. Der er hverken fest eller farver over Deja-vue. Det er snarere gråt-i-gråt og variationer over skidengul: så'en er livet - i hvert fald for det meste.

"Jeg skal skilles" proklamerer Stine Schröder Jensen som en af de fem jeg-går-i-et-med-tapetet spillere. "Jeg er bare så ked af det", klynker Marie Mondrup med de mest selvmedlidende hundeøjne. "Jeg kan gøre dig til noget specielt" tordner Hans Rønne i en energisk innovativ peptalk - og må så alligevel give op.

Nej - der er ingen vej ud af hverdagsgrøden. Selv, når Kristian Holm Joensen i kiksede cowboystøvler med alt for høj hæl prøver med svulstig stjerne for en aften-retorik - ja, så kammer begrejstringens desperadoskrig over i det destruktive. Heller ikke den vej er farbar.

Man kan jo så bare lægge sig til at dø - "Den vej skal vi jo alle", som en af floskelklovnerne siger, man kan klamre sig til hinanden:"Nå, har du brug for at være alene - MEGET mærkeligt! - eller man kan prøve at sno sig sammen med den eneste ene - heller ikke det ender lige yndigt hver gang.

Og måske er det netop det, der er charmen ved hamsterhjulet. At vi er kiksede, alene, desperate, modbydelige, skrøbelige, selvoptagede, kærlige og alt muligt andet. Og at vi kan le ad os selv som de klovner, der drøner rundt i manegen som alle andre. Hamsterhjulet er den drejescene, vi skal få til at blive til vores. Og komikken er den grundtone, der skal frelse os fra at slå over på grå.

Deja-vue er alt i alt en lille fin hverdagskomedie, hvor man kan "give sin luft følelse", men den mangler for alvor at få hul igennem til de lag, hvor man kommer til at svæve.

Idé: Hans Rønne. Instruktør: Jacques Matthiessen. Scenografi: Gitte Baastrup / Komponist: Claus Carlsen. Medvirkende: Kristian Holm Joensen, Stine Schröder Jensen, Lars Junggreen, Folmer Kristensen, Marie Mondrup og Hans Rønne. Spiller på Folketeatret til 20. november. Foto: Morten Faurby

  • Comments(0)//www.virksomhedsdramaturgi.dk/#post304

Flemming Show

TeateranmeldelserPosted by Pernille Stokholm Bøg Sat, October 30, 2010 20:32:09

***

Der er for meget Flemming og for lidt Frank over Sinatra Night på Park Café. Showet savner instruktion og forførelse. Carøe er stadig croonerkongen i dansk showbizz.

Sinatra Night med Flemming Enevold markedsføres som et dinnershow, men lever hverken op til 'dinner' eller 'show'-delen. Sinatra Night er dybest set en lille jazzkoncert med Flemming Enevold og Big Band med strygerpiger, og Park Cafés køkken har svært håndtere de mange kuverter.

Først kvart over 22 går Enevold på. Han får efterhånden sunget sig varm (i modsætning til maden) , og stemmen fejler jo ikke noget. Det har vi fået bekræftet gennem hans efterhånden lange teaterliv - men det gør showet. Der er der nemlig ikke.

Er der en instruktør til stede?
Kort sagt er der for meget Flemming og for lidt Frank over aftenen, og her skulle der nok være truffet et klarere valg måske med hjælp fra en instruktør, der kunne have tilført mere til fundamentet for aftenens show, som alene hviler på en mands kærlighed til Sinatra. Denne mand, der er vokset op i et hjem med klaver, mangler en rolle og en instruktør, der kunnet have skåret til, samlet trådende og aflivet de værste skabagtigheder. Det virker simpelthen kunstigt, og det er svært at finde ud af, om man har været til udviddet familiefest "hjemme hos Flemming" eller til undervisning på rymtekons i Sinatra. Til dinnershow? Nej. Og hvad laver den pause midt i det hele? Man når jo aldrig af blive forført af hverken mand eller musik - det hele ender, før det knap nok får begyndt.

Der skulle meget til at slå Michael Carøe i Sinatra-kategorien, og for mig er han stadig den absolut mest cool og charmerende croonerkonge, vi har i dansk showbizz.

Spillested: Park Café, Østerbrogade 79, 2100 Kbh. Ø. Spilledage: 29. oktober, 5. 10. 12. 19. og 26. november samt 3., 10. og 17. december. Pris: 795 kr. for show og tre-retters menu eksklusiv drikkevarer. Billetbestilling: www.parkcafe.dk. Foto: PR-foto.

  • Comments(0)//www.virksomhedsdramaturgi.dk/#post303

Cool Carøe

TeateranmeldelserPosted by Pernille Stokholm Bøg Sun, September 26, 2010 21:41:53

Michael Carøe fylder snart 50, men det er ingen hindring for at være på toppen. Det er hans nye show "That's life" et sprællevende og sprudlende musikalsk bevis på. Han tager os med på en rejse gennem sit liv, gennem sine shows og ikke mindst ind i sin musik - det er en rejse, som er værd at tage med på. En mere cool og charmerende entertainer skal man lede længe efter. Lige nu er han på Bellevue Teatret. Tag til Klampenborg!

Foto: Robin Skjoldborg

Læs mere: http://www.bellevueteatret.dk/?side=1&id=5

  • Comments(0)//www.virksomhedsdramaturgi.dk/#post298

Jeppes aften

TeateranmeldelserPosted by Pernille Stokholm Bøg Sun, September 12, 2010 13:31:16

Det Kgl. Teaters "Jeppe på Bjerget" er i sandhed Jeppes aften. 40-årsjubilaren Henning Jensens svigter ikke sit publikum, men træder derimod frem som en mand og et menneske med de dimensioner, som forestillingen som helhed mangler.

Jeppes skæbne er, at han har slået sig på flasken, og har druknet sig selv og sine muligheder i den, og Henning Jensen fremstiller ham som en indædt alkoholiker, der er fortabt. Livet kan fortsætte - eller ej. Slutte - eller ej. Gøre ham til baron - eller ej. Lige meget betyder det, når den djævel, der driver én ligger på bunden af det næste glas brændevin.

Men som sagt er forestillingen en tynd omgang. Dén får man ikke mange tømmermand af. Berdals instruktion mangler tyngde, farlighed, idé og pointer. Ærgerligt, når nu Jeppe endelig er blevet hentet frem fra Nationalscenens gemmer, at den ender med at være flad som en pandekage.

  • Comments(0)//www.virksomhedsdramaturgi.dk/#post294

Drengestreger

TeateranmeldelserPosted by Pernille Bøg Sun, March 14, 2010 10:57:03

Anders W. Berthelsen, Troels Lyby og Nikolaj Kopernikus kalder sig 'Tre lede stjerner' med bar røv, bowler and all that jazz. Plakaten ligner unægteligt et marketingstunt - og man frygter straks, at det ikke kun er på plakaten, at man kommer til at tænke på 'Kejserens nye klæder'. Heldigvis står det ikke helt så galt til. Når først showet er i gang, er der faktisk noget at komme efter - i 1. akt vel at mærke. Andenakten er en omgang i tomgang, hvor ikke en gang musikken kan redde anden halvdel for slet ikke at have noget tøj på.

Men der er jo også lykkeligvist en 1. akt, hvor Anders Berthelsen folder sig ud som en komiker, der er så langt fra Krønikkens Palle From, at man kun kan glæde sig over mandens talenter. Han er uden tvivl den af de tre drengerøve, der bærer showet - og allermorsomst, når han på Cirkusrevyens piller inkarnerer sig som Rysse, Dirch og en halv Påske. Det er grotesk, syret og flæsende morsomt.

Morsomt er det også når samme Anders demonsterer, at hele hans skuespillerkarriere bygger direkte på persongalleriet fra 'Nøddebo Præstegård'. I samme boldgade får vi Kopernikus i en dramaøvelse, hvor han pædagogisk demonstrerer forskellen på film og teaters virkemidler. "Jeg gør mig tom", siger han og lyner en usynlig lynlås foran ansigtet - den sætning tager kejler. Gode Lyby brænder altså bare ikke så kraftigt på stjernehimlen i showet. Kun i en enkelt anekdote om en dramalærers formodentligt lortebrune pegefinger er det, som om han faktisk er med. Ellers står han underligt uden for showet og går ligesom ikke rigtigt ind i det.

'Tre lede stjerner' er alt i alt sjovest for teatervennerne. Drengestregerne mangler langt hen ad vejen ægte frækhed og originalitet.

  • Comments(0)//www.virksomhedsdramaturgi.dk/#post272

Leg eller levertran?

TeateranmeldelserPosted by Pernille Bøg Fri, February 19, 2010 20:50:00

Mens Mary Poppins svæver hen over os og drysser lidt af sit guldstøv, kan vi så sidde og huske på, at vi ikke må glemme at lege. Paraply-svævet er en æresrunde til barnet i os alle sammen, legen og fantasien, der får et boost her midt i den finansielle krisetid, hvor man ellers tids nok kan sidde og tælle sine surt sammensparede, ryste i bukserne over massefyringer og sukke i takt med boligprisernes fald. Og budskabet er jo godt nok, selvom det i ’Mary Poppins’ er pakket ind i nogle utilgiveligt gamle kønsroller, hvor en rigtig mand er bankmand og siger godnat til sine unger bag en lukket dør – i velourgrøn slåbrok. Men det kan Mary Poppins heldigvis nok få sat skik på med lidt sukker på skeen og hjertet på rette sted. Og bankmanden tør da også så meget op til sidst, at formaster sig til at sætte drage op med sin egen søn. Halløjsovs, hvor det svinger!

Wonderkids
Det kan godt være, at der er gået gammeldaws kliche i Disney-inspirationen, men helt ærligt – det er jo heller ikke noget socialrealistisk drama, vi er gået i teatret for at se. Og det er underholdende så længe, det varer – og det er langt. Det er en musical til legebarnet, og så husker den os for resten også lige på, at vi ikke nødvendigvis har sat børn i verden for at forvise dem til deres værelse og udlicitere omsorgen til ISS. Charlotte Guldberg er mageløs sød og stram på den helt rigtige måde som ’Mary Poppins’, og så er ungerne Jane og Michael umulige at stå for. Sikke nogle wonderkids! Bird er nu heller ikke så tosset som skorstensfejende charmetrold, og Mr. Banks er stivnakket som kun en Morten Staugaard kan spille ham. Og så tager Marianne Mortensen altså prisen for sin levertranspusher med sorte horn og hagen i sky. Føj for en ulykke. Nå, skrub så hjem og leg med jeres unger. Eller tag dem med i teatret!

Mary Poppins svæver på Det Ny Teater indtil maj 2010. Foto: Jonas Lodahl

  • Comments(0)//www.virksomhedsdramaturgi.dk/#post271

Se mig – hør mig!

TeateranmeldelserPosted by Pernille Bøg Sun, February 07, 2010 13:27:03

4*

Intimteaterkoncerten ’Før det bliver sagt’ på Gasværket fungerer pisse godt i sin underfundighed.

Et mexicaner-band med sorte skyggefulde sombreros drejer rundt på en sidescene som en karrusel. Tre unge kvinder i tern, striber og prikker danser rundt på scenen som en blanding af tumlinger, mimere og marionetdukker. Alt er sort og hvidt som vi husker det fra forsidecoveret af sangskriveren C. V. Jørgensens ’Tidens tern’ fra 1980. Lyden er poppet med en snært af noget skævt og ned fra månen stiger så Nis P. Munck, mens han synger, at han er en ensom satellit. Vi er med Sebastians datter Sara Grabow til intim teaterkoncert på Gasværkets foyerscene, hvor en grotesk og poetisk s/h-verden er skudt op.

Sødmefuldt mindreværd
Sangteksterne kredser poetisk om sårbare stunder og tanker fra et ungdomsliv blandet med barndomserindringer og dagligdagens helt almindelige begivenheder. En togrejse, en fisketur, en blaffertur. Det er ikke helt til at sige, hvad det lige er, der gør, at det her fungerer så pisse godt. Men det gør det altså. Måske er det lyden, der griber dig. Måske underfundigheden, der leger med din fantasi. Måske den sødmefulde Sara Grabow eller den stenede Nis P. Munck, der bolter sig i et univers af uskyldig kærlighed og søgen efter sig selv. Det kan godt være, at begrebet ’teaterkoncert’ er blevet skamredet i de seneste par sæsoner, men ’Før det bliver sagt’ er et godt eksempel på, når det giver mening at blande teatrets sans for billeder og stemninger med vellyd og scenevante spillere. Det behøver ikke at være det helt store Beatles-brag med Anja Vang Kragh hautecoutre-kostumer på 8 meter. Mindre kan også gøre det.

Med: Sara Grabow, Karoline Munksnæs, Sandra Yi Sencindiver og Nils P. Munk. På Gasværket til 20. februar. Musik: Thomas Raae og Sara Grabow.

  • Comments(0)//www.virksomhedsdramaturgi.dk/#post270
« PreviousNext »