Kommunikation & Teater

Kommunikation & Teater

Virksomhedsdramaturgi

Virksomhedsdramaturgi er en ny måde at anskue virksomhedskommunikation på. Tilgangen anerkender virksomheders og organisationers kompleksitet og har som mål at styrke virksomheden ved at arbejde med troværdig kommunikation internt og eksternt. Virksomhedsdramaturgen arbejder ud fra begrebet 'Den polyfone virksomhed' og forsøger at gøre modfortællinger til medfortællinger i den samlede virksomhedskommunikation. Fagfeltet er sammensat af viden om teater, kommunikation, ledelse, journalistik og tekstanalyse.

Fobi for hvad som helst

------------------------------ ArtiklerPosted by Pernille Bøg Wed, September 08, 2010 20:25:40

Var du klar over, at teater nu også spilles som serier? Nej, vel – eller måske kan du alligevel huske, at Mammutteatret for nogle år tilbage lagde sig i slipstrømmen på tv-mediets serieboom og skabe forestillingen – eller teaterføljetonen FOBISKOLEN. Og det var ikke en fobi’er, om man så må sige. Forestillingen sad tværtimod lige midt mellem øjnene og ramte os i al dens genkendelighed. Det er fan’me ikke altid lige let at være menneske, og da slet ikke, hvis man lider af araknofobi, brontofobi, cynofobi, dextrofobi, francofobi eller måske genufobi? Det gør Mette, Esben, Irene, Barbara, Jens og Tom, så dem sender kommunen da kursus på Fobiskolen, så de kan blive frie mennesker – eller i hvert fald stå til rådighed for arbejdsmarkedet! Jo, der fik forfatterne Kari Vidø, Claus Flygare og Lars Kjeldgaard ram på terapi Danmark. Anders Hove, Paw Henriksen, Helle Dolleris, Tina Gylling Mortensen, Lisbeth Wulff og Christian Hetland Jepsen er tilsyneladende længe om at slippe af med symptomerne – i hvert fald har de siddet på kursus i flere år, mens Nanna Bøttcher, Laura Kvist Poulsen og Morten Hauch-Fausbøll er de nye elever i klassen.

  • Comments(0)//www.virksomhedsdramaturgi.dk/#post282

Forårssolen danser

------------------------------ ArtiklerPosted by Pernille Bøg Wed, September 08, 2010 20:25:17

Er man til mere friluft med masser af krop og musik, så kan det være en idé at pakke madkurven, tage tæppet under armen og have hvidvinskøleren med ud til Dansehallerne på Carlsberg. Her lancerer Dansk Danseteater med SPRING DANCE en ny open-air forårs-event for dansefreaks fire lørdage i maj og juni. Kompagniets egne dansere får græs mellem tæerne og PACE Percussion Trio får forhåbentligt både akademiets have til at rocke og tage sig endnu smukkere ud. Og som om det ikke var nok med det, så er der også lagt op til Pergola Talks, havevandring og aktiviteter for hele familien. Det er moderne dans i tæt kontakt med sit publikum i alle aldre, moderne dans, der rykker ud af teaterbygningerne og kommer ud til folk, og så er det moderne dans med meget højt til loftet. I sidste weekend kunne de hive en Reumert Statuette hjem på Tina Tarpgaard overrumplende forestilling Frost. Mennesker kan isne – og forhåbentlig tø op i forårsolen.

  • Comments(0)//www.virksomhedsdramaturgi.dk/#post281

Fuldboldsteater i det fri

------------------------------ ArtiklerPosted by Pernille Bøg Wed, September 08, 2010 20:24:58

Så er det blevet tid til at læne sig tilbage i charabancen og nyde turen gennem Dyrehaven ned til Ulvedalene, hvor Det Kgl. Teaters skuespil lader kårderne klinge i DE TRE MUSKETERER. Vi har gennem årene bl.a. kunnet opleve hestene vrinske i Elverhøj, Gulnare nøgenbade i Aladdin og set voldsomme kampe udspille sig i Thor, mens ildkuglerne stod os om ørene. Vi har skuttet os på bænkerækkerne og holdt vejret i ren betagelse og forførelse til Ivanhoe. Når teatret i Dyrehaven lykkes, når skovens scenografi digter med og tonerne stiger op fra orkestergraven, så er det virkelig storslået teater for alle sanser. Derfor er forventningerne også store til sommerens drengeeventyr om de fire revolutionære venner, der vælter kardinalens folk for at redde Frankrig. De tre musketerer spilles af Jens Jørn Spottag, Henrik Koefoed og Michael Brostrup, mens den handlekraftige D’Artagnan låner sine 2 meter af den talentfulde Peter Plaugborg. Marie Louise Wille og Camilla Bendix er de smukke kvinder omkring magten.

  • Comments(0)//www.virksomhedsdramaturgi.dk/#post280

Dansk på Knutzonsk

------------------------------ ArtiklerPosted by Pernille Bøg Wed, September 08, 2010 20:24:09

Et stykke nyskrevet dramatik med titlen BIRKEHYTTEN. Det kan der næsten kun stå én dramaslam-kvinde bag. Selvsamme urkraft som har skrevet rablende præcise og finurlige dialoger til senest ’Håndværkerne’ om det polske team, der får revet mere ned, end de får bygget op. Og så er der jo ’Guitaristerne’, der spiller og spiller på livet løs over hele landet til minde om visesangeren John Hansen med det udødelige nummer ”Hvor fa’en er min lighter?”. Hun har noget med titler, der død og pine skal være substantiver i bestemt form hende dramatikeren Line Knutzon. ’Birkehytten’ får urpremiere på Mungo Park i Allerød, der gang på gang viser sig som et spillested, der er værd at holde øje med. Det har måske været lidt sløvt på den seneste – men okay, sådan er det jo. ’Birkehytten’ kan til gengæld meget vel blive et af årets højdepunkter. Det var nemlig også på det lille intime teater, at vi første gang kunne opleve ’Guitaristernes’ klimbren og hakken på hinanden. Det var årets svedigste grin den sæson, så forventningerne er store til dramatikeren, der denne gang er på en særlig mission. ”Jeg har altid været mere optaget af, hvordan sproget lyder, end hvad handlingen er. I ”Birkehytten” vil jeg kun skrive ud af den tangent. Jeg vil skrive om vores rytmiske og urytmiske kommunikation,” siger hun om rejsen til Birkehytten. D’ ska’ nok bli’ sjåwt!

Birkehytten, 28. april – 26. juni. Spiller to-fr. kl. 20 lø. kl. 17. Billetter fra 40-230 DKK på Billetnet og Mungo Park, Fritz Hansens Vej 23, Allerød.

  • Comments(0)//www.virksomhedsdramaturgi.dk/#post279

Gang i undergrunden

------------------------------ ArtiklerPosted by Pernille Bøg Wed, September 08, 2010 20:23:50

Og der er jo nok et eller andet om snakken om, at musicals kan sælge billetter – spørg bare direktøren på Det Ny Teater. På Aalborg Teater ruller de nemlig også den røde løber ud for musicalgenren. Denne gang er det Broadway­musicalen GUYS AND DOLLS, der skal få Jylland til at gå i teatret. GUYS AND DOLLS har musik og tekst af Frank Loesser, som har fundet inspiration i journalisten Damon Runyons skarpe og skæve fortællinger om New Yorks underverden i 1930'erne. Her lever ”Al Capones” gangstere, kortskørtede tøser og selveste gambleren Nathan Detroit, der under sin sidste store indsats får sat for meget på spil. Ikke mindst den ustyrlige kærlighed. Makkerparret Mikala Bjarnov Lage og Niels Søren Hansen har før haft held med musikken i Aalborg bl.a. med Kiss Me, Kate, The Full Monty, og Jesus Christ Superstar. Med sig har de denne gang Carsten Svendsen som Nathan og hans storsnøftende og meget nasale forlovede Tine Gottfelf. De har noget af et hold bag sig, og man skal vist gå rigtig galt i byen, hvis man ikke skal få en fest ud af Guys and Dolls. Om der kommer kunst ud af det – se, det er et andet spørgsmål.

Guys and Dolls fra 1. maj - 15. juni ma-fr. kl. 19:30, lø. 16. Billetter 90- 250 på Billetnet og Aalborg Teater, Jernbanegade 11, Aalborg

  • Comments(0)//www.virksomhedsdramaturgi.dk/#post278

Kvinde kend din scene

------------------------------ ArtiklerPosted by Pernille Bøg Wed, September 08, 2010 20:23:18

Mens der for en gangs skyld er rigtig godt gang i teaterdebatten herhjemme (hurra!) efter Teaterudvalgets rapport om scenekunstens kvalitet, så strammer Livvagternes Cecilie Stenspil sit korsage på Det Kgl. Teater. Det har der ellers også været heftig snak om – altså ikke korsaget, men om en gennemstatsstøttet Nationalscene overhovedet må spille ”MY FAIR LADY? Ja, selvfølgelig må de da det, og i mine øjne er det også at stramme den, når man på forhånd bandlyser bestemte scenekunstgenrer fra Nationalscenens spillerum. Spørgsmålet er nemlig ikke, hvad Nationalscenen må spille, men hvad Nationalscenen gør ved spillet. Det er jeg til gengæld rigtig spændt på at se. Søren Pilmark får som Professor Higgins æren af at lære sin Eliza alias Cecilie Stenspil lydefrit at sige ”En snegl på vejen..”, og alt det andet, som hører med til at være en rigtig ’lady’, så hun kan underholde herrerne og være dårende dejlig. Væk med blomsterpigen og skraldemandsdatteren. Det er stærke sager i 2010 – så et eller andet skal de jo gøre, for at vi ikke kollektivt knækker os på Gamle Scene.

My Fair Lady fra 30. april – 5. juni, spiller på udvalgte dage i spilleperioden kl. 19.30. Billetter på Det Kgl. Teaters hjemmeside, Billetnet og Billetkontoret på Skt. Annæ Plads 36, Kbh. K

  • Comments(0)//www.virksomhedsdramaturgi.dk/#post277

Tyrkiske fristelser

------------------------------ ArtiklerPosted by Pernille Bøg Wed, September 08, 2010 20:22:36

Det lokale teater i Allerød, Mungo Park, er et af de få teatre, der skaber forestillinger om det, der sker lige uden for deres dør. Det er teater, der tager den lokale puls på samfundet og som flere gange har ført de nye danskere ind på den intime scene. Her er en danmarkshistorie, der også skal fortælles. Og det bliver den i forestillingen ET ANDET STED, som følger en tyrkisk familie i Danmark gennem tre generationer. ’Et andet sted’ er pigen Songüls historie om at være fanget mellem ældgammel familietradition og moderne frisind. En splittet identitet, der har sat sit præg ikke bare på den unge generation, men også på dem, der kom til Danmark i 60’erne og som blev. Mungo Park viser sig gang på gang som et spillested, der er værd at holde øje med. Det er ikke altid, der kommer stor kunst ud af det, men teatret spiller en vigtig rolle i det brogede teaterdanmark.

Et andet sted, fra 8.-15. april, to-fr kl. 20.00, lø. kl. 17. Billetter 40-230 på Billetnet og Mungo Park, Fritz Hansensvej 23, Allerød.

  • Comments(0)//www.virksomhedsdramaturgi.dk/#post276

Fissefissefezfez

------------------------------ ArtiklerPosted by Pernille Bøg Wed, September 08, 2010 20:22:13

Lad det være sagt med det samme, jeg elsker Ørkenens Sønner og alle deres pubertære, perverse, originale indfald og udfald. Og med showtitlen VARM LUFT I CANAL GRANDE kan det da kun blive endnu en lummer aften i selskab med de fire sjofle stådrenge, når de drager mod sydens himmelstrøg. Denne gang er logebrødrene draget til Venedig, hvor den solbrændte Alfonzo fører sin blankpudsede Gondol frem og tilbage i de snævre kanaler til kvindernes hvinen under ”Sukkenes Bro”. Lyder det ikke lovende? Jeg synes det. Og husk, der er mødepligt i Glassalen! Fissefissefezfez.

Ørkenens Sønner, fra 14. april-21. maj 2011, ma-fr kl. 19.30, lø. kl. 16.00. Billetter: 398-428 på Billetnet og Tivolis billetcenter, Vesterbrogade 3, Kbh. V.

  • Comments(0)//www.virksomhedsdramaturgi.dk/#post275
« PreviousNext »