Kommunikation & Teater

Kommunikation & Teater

Virksomhedsdramaturgi

Virksomhedsdramaturgi er en ny måde at anskue virksomhedskommunikation på. Tilgangen anerkender virksomheders og organisationers kompleksitet og har som mål at styrke virksomheden ved at arbejde med troværdig kommunikation internt og eksternt. Virksomhedsdramaturgen arbejder ud fra begrebet 'Den polyfone virksomhed' og forsøger at gøre modfortællinger til medfortællinger i den samlede virksomhedskommunikation. Fagfeltet er sammensat af viden om teater, kommunikation, ledelse, journalistik og tekstanalyse.

KbhT: Mest teater for pengene?

DebatindlægPosted by Pernille Stokholm Bøg Thu, April 21, 2011 12:28:11

Så kom den rapport om Københavns Teater, vi så længe havde ventet på. Konstruktionen skulle undersøges for at sikre, at man får mest teater for skatteborgernes penge. Konklusionen må siges at være helt klar. En nedlæggelse vil betyde en besparelse på ca. 4, 5 mio. DKK. Naturligvis, fristes man til at sige, for det er der sådan set ikke noget nyt i. Strategien bag KbhT har manglet livsnerven fra fødslen, fordi det dybest set fra starten var en fejlslagen BRAND-strategi, der skulle bære institutionens image og dermed skabe legitimitet og vækstbetingelser for de fem københavnske teatre.

Hvori består det fejlslagne i strategien så? Svaret er næsten så enkelt, at det ikke er til at forstå, at den har levet så længe: al den stund man ikke kan gå i teatret, KbhT, forbliver KbhT i billetkøbernes øjne ikke andet end et uvedkommende administrativt apparat. KbhT er ikke et sted. Et ikke-sted kan ikke knytte nogen værdi til brugerne. På Det Kgl. Teater er situationen i ganske anden, vi går "i det kongelige" uanset om vi frekventerer Gamle Scene, Skuespilhuset eller Operaen. Det Kgl. fungerer som samlende brand og dermed billetssalgsstrategi – bl.a. fordi det er et sted. Derfor kan man brande sig som kongelig – der er knyttet oplevelser til navnet.

Det betyder også, at KbhT’s såkaldte ’brand-løfte’ bliver rettet mod dét, som kan defineres – nemlig de visioner, som ligger i det politiske opdrag. At sikre varieret scenekunst, synergi mellem teatrene og øget salg. Det er jo alt sammen meget godt men det er mål, som er ganske uvedkommende for publikum. Ja, man kunne sige – at man da regner med, at der er fornuft bag forvaltningen af skatteydernes penge. Alene at forestille sig det modsatte er jo grotesk, og når ’køberne’ til visionen i bund og grund er de fem teatre, giver den så ikke endnu mindre mening at de ikke er medskabere af den?

Skal en ekstern positionering mod publikum endelig give mening må og skal visionen hvile på kunstneriske oplevelser som fx Betty Nansens manifester: "Vi tror på et modigt og sanseligt teater" eller "Vi tror på et teater, som man ikke ved, man har brug for". Der må og skal være en samlende vision som overbygning på de fem teatres selvstændige kunstneriske profiler, uagtet at KbhT ikke er et producerende teater men en institution, der skal støtte skabelsen og ikke det modsatte.

Teaterkommisionen har bl.a. peget på at en årlig københavner-festival som en samlende og publikumsrettet begivenhed, som KbhT med rette kunne støtte udviklingen af. Så bliver udkommet af regnestykket nemlig større end 5 + 1 = 6, og det bør vel være formlen for KbhT, hvis overlevelsen og berettigelsen skal holde til de mange millioner, det koster at holde apparatet i gang. Såfremt der bliver en fremtid. KbhT skal brande sig på at være københavnsog lukrere på hovedstadens medskabende ramme. Så er vi ovre i stadsteater-tankegangen og en helt anden og langt mere drastisk fremtidig strategi, men den hænger dog i det mindste sammen med målet om at skabe en modvægt til De Kongelige oplevelser.

Det er måske også i den manglende strategi, at grundentil den mangedobbelte ledelsesstruktur skal findes. Der er ikke strategisk, visionært grundlag for at tone ret flag og derfra skabe en klar organisatorisk-ledelsesmæssige struktur. De mange ledelseslag skal man ikke være nogen Scherlock Holmes for at kunne se skaber grobund for uklarhed og ansvar og dermed potentielle konflikter, og det skaber som bekendt ikke mere teater for pengene. Tværtimod.

Hvis meningen er, at KbhT skal være en stærk støttefunktion for de fem, så skal de trække endnu flere af de umiddelbart ikke-værdiskabende opgaver og processer over til den administrative organisation og lade teatrene om at udvikle scenekunsten inden for de politiske rammer, som nu en gang er udstukket. Vi er tilbage ved dilemmaet: Skal scenekunsten konkurrere for skattekronerne – Københavns Teater som modvægt til Det Kongelige Teater – eller skal kulturorganisationerne sikre mere kunst for kronerne?

Skal de ovenstående udfordringer løses er der reelt to modeller eller ’BRAND-positioner’, som skal afklares. Enten et samlende brand, som omfatter forskellige typer ydelser eller oplevelser under den samme kvalitative eller markedsføringsmæssige ramme, eller den løsere koblede netværks-struktur, hvor de enkelte medvirkende hver især brander sig, men overlader ikke-kunstneriske processer til en fælles stab.

Med mindre der sker markante skred i den fremtidige strategi, som ikke er tilgængelig på KbhT’s hjemmeside endnu ("udarbejdes i efteråret 2010"!), er det den første position som er udgangspunktet, men hvorfor egentlig ikke skifte udgangsposition? BRAND-mæssigt og politisk skaber det rigtig god mening med en stærk og specialiseret administrativ stabsfunktion, der kan sikre og styrke det scenekulturelle tilbud i København, og det bør ikke kun nødvendigvis være for de fem.

Hvis næste skridt ikke skal være nedlæggelse af KbhT skal der skabes en model, der klart indtager denne position med opbakning fra ’medlemsteatrene’. Forenkling af ledelsesstrukturen sker så ud fra et kvalitativt udgangspunkt, når formålet med organisationen ligger klart. En kunstnerisk ledelse på hvert teater med en god bestyrelse sikrer udvikling af et appellerende repertoire inden for de økonomiske rammer, som teatret er sikret. Teatrene repræsenteres i KbhT’s bestyrelse, som de ejere og primære købere de er af denne organisations ydelser og administrative support. Hunden skal vrikke med halen, ikke omvendt.  

  • Comments(0)//www.virksomhedsdramaturgi.dk/#post343

Tre bud på et styrket teaterbrand

DebatindlægPosted by Pernille Bøg Sun, May 24, 2009 11:17:23

Der er helt klart mere støv end sex over dansk teaters image – og der bydes afgjort på mere kævl end kundevendt kommunikation fra teatrenes talsmænd. Men sådan behøver det ikke at blive ved med at være. Med de seneste måneders udvikling på billetformidlingsområdet, hvor både Det Kgl. Teater og Københavns Teater har valgt det britiske selskab ENTA frem for Billetnet til at håndtere billetsalget, er der ikke blot skabt en ny og sund konkurrencesituation på billetoperatørmarkedet. Teatrene får også en enestående mulighed for at integrere kommerciel og kundevendt kommunikation i deres salgs- og markedsføringstiltag. Dette sker samtidig med, at Kulturministeriets landsdækkende internetportal for scenekunst i Danmark lanceres for publikum i løbet af foråret. Scenekunstportalen bliver en fælles kommunikationsplatform, som giver teatrene mulighed for at nå deres publikum med en hidtil uset fælles front.

Når der skæres ned på billettilskuddet, giver det god mening at skrue op for salgs- og markedsføringindsatsen. Og med de nye kommunikationsplatforme er der skabt i hvert fald teknologisk grundlag for, at dansk teater kan gå til markedet med et kunderettet approach. Det er en mulighed, teatrene ikke må tøve med at gribe. Men som med al anden forandring skal der adfærdsændringer til for at forløse potentialet. Der er noget, teatrene skal holde op med, og der er noget teatrene skal forstærke eller begynde på. Her kommer tre bud på, hvordan dansk teater med fordel kan vælge at gribe de nye muligheder an:

  1. Tag køberne alvorligt

Hold op med at hælde mere brænde på det bål, som nærer ideen om, at kunstneriske oplevelser sagtens kan sælge sig selv, så længe den kunstneriske værdi er høj nok. Al statistik viser, at det er noget sludder. Uanset hvad man sælger på den nationale eller internationale markedsplads, er synlighed et uomgængeligt markedsvilkår. Derfor: bliv klogere på køberne, bliv klogere på, hvad der sælger den enkelte forestilling, og tag køberne mindst ligeså alvorligt som produktet. Enkelte publikums- eller markedsundersøgelser gør det ikke alene, man skal til stadighed være i dialog med sin omverden og lytte oprigtigt til sit publikum.

  1. Stå sammen

Jo mindre et land og et marked er, jo større er tendensen til provinsielle tilstande. Man bekriger nabokonen og hinanden ud fra devisen om, at de andre i hvert fald ikke skal have noget, man ikke selv har. Derfor ender ingen med at have noget, og mens ens egen by ligeså stille dør, flytter alle de nye unge kræfter ind i nabokommunen. Derfor: erkend, at der ud over eget teater, egen forestilling, egen PR også findes et overordnet kommunikationsniveau, der er værdibærende for dansk teater. Tilfør det værdi ved at give i stedet for at tage eller holde sig indenfor egen foyer, og lad være med at vente på de andre. Hvis alle venter på alle, så sker der nul.

  1. Vær konstruktiv

Når kulturministeriet svinger sparekniven, som vi for nylig oplevede, da der røg 7 % af billettilskuddet, kommer teatrets talsmænd for alvor på banen. Det er helt naturligt og helt rigtigt at forsvare sin kunst og sine salgsvilkår. Der er bare det problem, at ingen fatter sympati for folk med skingre stemmelejer – og slet ikke overfor talspersoner, som dybest set er ”på støtten”. Derfor: vær klar, hav kant men vær samtidig konstruktiv. Det samtidigt undrende og løsningsorienterede perspektiv sætter en ny agenda, hvorimod det kunstnerisk klynkende styrker fordommene om den forkælede og forældede branche.

Først når teaterbranchen holder op med at råbe ”vi er lige ved at dø”, får man lyst til at købe en billet og blive en del af festen. Der er ingen, som ønsker at være en del af Titanic, lige inden det går ned.

  • Comments(0)//www.virksomhedsdramaturgi.dk/#post250

Dansk teater mangler lov til ledelse

DebatindlægPosted by Pernille Bøg Fri, January 09, 2009 16:19:27

Af chefkonsulent, teateranmelder og medlem af Reumert Juryeen Pernille Bøg og journalist Nana Toft

Det er vores overbevisning, at et land med toneangivende kulturinstitutioner er vitale for, at man kan udvikle og udfolde sig som borger. Teatrets rum er anslagsgivende for de indre strømførende erkendelseslag, som kan blive sat i svingninger af disse levende drømmebilleder og fysiske møder. Teatrets værker er udslagsgivende for vores oplevelsesevne og søgen. Om dette anslag og udslag rent faktisk finder sted i mødet med teatret, handler dog ikke alene om kunsten, men også om den måde, teatrene driver ledelse på. Der går med andre ord en lige linje mellem kunst, ledelse og økonomi. Derfor er der grund til at betone, at når der gang på gang tales om teaterkrise, så er det ikke nødvendigvis en kunstnerisk krise, men en strukturel. Den forestående revision af teaterloven bør være anledning til en nødvendig opgradering på det ledelsesmæssige område.

Teaterloven bør nemlig ikke alene handle om teatrenes kunstneriske profiler, tilskud, placeringer og formater. Den bør også forholde sig til ansvarlig ledelse. Eksempler på det modsatte har vi set rigeligt af de seneste år. Hvem husker ikke farcen omkring Københavns Teaters nyudnævnelse af direktører for de fem københavnske scener? En bestyrelsesformand, der talte over sig i den bedste sendetid. Et direktørpar på Frederiksberg, der lagde pres på en kommende svensk teaterchef med det resultat, at de bevarede deres egne poster. Og først for nylig er der fundet en afløser – faktisk tre – til underskuddet på ”Camp X”, som teatercheferne satte sig i spidsen for. Omkring 20 millioner down the drain på et teater, der i øvrigt ikke var nogen, der opfattede, var et teater. I dag hedder håbet ”Teatret Camp X”. Så skulle der vist ikke være nogen tvivl længere, men det blev der i øvrigt i denne uge rejst til Litten Hansen af den afgående teaterchef fra det nu nedlagte teater Kaleidoskop. Martin Tulinius mener, at der er brugt ”beskidte metoder” af den på samme tid siddende bestyrelsesformand for Kaleidoskop og konstituerede teaterchef for ”Camp X”. Det er desværre ikke kun i København, de ledelsesmæssige problemer skyder frem. Seneste skud på stammen er de to ubesatte teaterdirektørstillinger på Aarhus Teater. Et job ingen tilsyneladende ville hjem til.

Den megen ledelsesmæssige uro er ikke i sig selv frugtbar, men de ledelsesmæssige svigt har dog været anstødsstene til, at vi får ledelsen af kunstneriske institutioner på dagsorden, og det sætter lys på, at teaterloven er mangelfuld, når det kommer til det ledelsesmæssige ansvar. Igen: det er ikke alene et spørgsmål om at formulere den rette kunstneriske vision for dansk teater, det er også et spørgsmål om, hvordan teatret ledes. Om både governance og leadership for at ty til nogle af begreberne fra business arenaen. Det nytter ikke alene at være en hamrende visionær kunstner, hvis ingen gider arbejde for en, eller hvis der til sidst ikke er noget teaterrum tilbage, fordi man har formøblet midlerne. Nogen bør formulere disse rammer for vores kunstneriske institutioner, og disse ’nogen’ bør være lovgiverne. De kunstneriske visioner og ledelsesvisioner også fra politisk hold er uadskillelige størrelser.

En væsentlig årsag til den megen uro om ledelsesposterne er altså set fra vores perspektiv den manglende klarhed over kravet til teatrets ledelse. Både i erhvervslivet og inden for det offentlige har professionaliseringen af ledelsesfaget været en del af den fremtidige strategi. Men hvad siger teaterloven overhovedet om ledelse? Vi citerer direkte fra teaterloven 2003: ”… ”. Ja, rigtigt! Der er tomt. Er det, fordi ingen tør definere og stille krav til, hvad en teaterchef skal kunne - også selvom vedkommende er ansvarlig for at forvalte flere offentlige millioner? Er det ansvarlig politik at uddele midler, men ikke opstille tydelige forudsætninger og klart definere, hvad der ledelsesmæssigt forventes? Når loven er så larmende tavs om de ledelsesmæssige perspektiver, er det måske ikke så underligt, at det er svært at tiltrække ledelsestalenter og spille sin ledelsesrolle med gennemslagskraft. Hvilken tydelig figur, ville der komme ud af at spille den fri fortolkning af Hamlet, Medea og Den Stundesløse på samme tid?

Det vil være en fejl at hævde, at der intet er sket på det uddannelsesmæssige område inden for kunstneriske ledelse. På Scenekunstnens Udviklingscenter kan kunstneriske ledere følge kunst- og kulturleder diplomuddannelsen. Statens Teaterskoles efteruddannelse havde premiere på en 1-årig videreuddannelse til Sceneproducent i august. Ifølge rektoren i Odsherred Martin Elung var der 65 kvalificerede ansøgere til diplomuddannelsen, men der blev, i første omgang, kun plads til et hold på 30 ansøgere. Viljen til ledelse er m.a.o. til stede. Spørgsmålet er bare, om viljen er nok til både at tilfredsstille det voksende omverdenspres i form af øget konkurrence på ”oplevelsesmarkedet”; kort sagt: der skal sælges billetter, og det indre pres i form af, at kunstnerne og de nye generationer af medarbejdere stiller krav om motiverende ledelse. Der skal mere end vilje og gode hensigter til, og her har lovgiverne et ansvar, som bør følge de ændrede støtteordninger og højere krav om egenindtjening. Forhold, der i dag får cheferne på lederkurser. Erkendelsen er, at hvis de ikke lærer at betragte teatret som en virksomhed, så overlever de ikke. Sandt nok og sundt nok. Men hvis det er det eneste incitament for at tage sig en ledelsesmæssig videreuddannelse, er det sørgeligt set fra et medarbejdersynspunkt og dermed for kunsten.

Ledelsesudfordringen er altså kompleks. Ofte så kompleks at en dansk teaterchef bliver skizofren. Kuren mod direktør-skizofrenien kan måske formuleres i den manglende paragraf i teaterloven. Giv den kunstneriske teaterchef en tvilling i form af en ligestillet administrativ chef, eller formuler mål om, at teaterchefkandidaten skal indeholde kundskaber og respekt for begge ledelsesdiscipliner. Det nytter ikke at være visionær, hvis underskuddet fosser ud af plyssæderne, ligesom det ikke skaber visioner, at have et ensidigt fokus på belægningsprocenter. Et ensidigt fokus på enten kunst eller økonomi er en kortsigtet ledelsesstrategi, hvor taberne i første omgang er medarbejdere og i sidste ende ikke bare er skatteborgere, men i høj grad også det faktiske publikum, som til syvende og sidst kommer til at lide af ufrivillig kulturel anoreksi, fordi de kunstneriske værker bliver ringere. Opskriften med makkerskabsledelse har i øvrigt også vist sig succesfuld andre steder i branchen, men den virker kun, hvis der ikke mellem parterne hersker gensidig respekt for hinandens faglighed. Kunst, ledelse og økonomi må nemlig aldrig blive modsætninger og give anledning til falske modstillinger. Det er forbundne kar. Derfor bør denne indsigt og respektfuldhed italesættes i loven. Ikke nødvendigvis som rigide krav, men som rammesættende mål.

Det er et Utopia at tro, at kunsten trives bedst i anarkistiske rammer. Det er en bedaget ’70’er-hippetåge at indhylle sin kunstneriske vision i. Teaterloven bør stimulere den erkendelse, der beviseligt er til stede i det kunstneriske miljø. Derfor bør en teaterlov i 2008/09 satte de rammer, der skal sikre den forsatte stimulans i form af at nedfælde konkrete mål for god kunstnerisk ledelse. Uden syntesen mister kunsten sin manøvredygtighed. Andre steder i erhvervslivet har man bestyrelser, direktioner, funktionschefer o. lign. til at skabe klarhed om ansvar og ledelsesroller; lad dette være til inspiration for at nytænke ledelsesvisionen for dansk teater. Vi fortjener det, og chancen er der nu.

  • Comments(0)//www.virksomhedsdramaturgi.dk/#post234

Stil krav om teatrenes formidlingspligt

DebatindlægPosted by Pernille Bøg Fri, December 26, 2008 18:14:55

Kunststyrelsen sikrer teatrenes markedsføringsindsats ved at donere godt DKK 2,5 mio. til en ny landsdækkende internetbaseret scenekunstportal. Den glimrer imidlertid ved slet ikke at forpligte teatrene til at bidrage til den fælles markedsføringsplatform, som i princippet kan mangle information fra så vigtig en spiller i markedet som Det Kgl. Teater. Det virker ikke gennemtænkt.

I december 2008 fik den selvejende teaterinstitution Teaterbilletter.dk af Kunststyrelsen efter en udbudsrunde endeligt til opgave at etablere og drifte en landsdækkende internetbaseret portal, der formidler udbuddet af professionel scenekunst i Danmark og præsenterer publikum for priser og rabatmuligheder. Teaterbilletter.dk står i dag blandt andet for den uundværlige husstandsomdelte tryksag ”Ta’ i Teatret”, og de er nu i fuld gang med at realisere det gode og meningsfulde initiativ. Teater er på lige fod med andre kulturudbud en vare, som skal synliggøres og afsættes, og når man nu støtter dansk teater med 1,38 mia. DKK årligt (1,16 fra finansloven, 0,03 fra tipsmidler og 0,19 fra kommunerne, 2007-tal), giver det rigtig god mening også at synliggøre den vare, man yder tilskud til. Så er publikum sikret, at de i hvert fald ét sted kan få et overblik over deres muligheder for at frekventere teatrets rum. Med andre ord er den fælles markedsføringsindsats et initiativ, som man kun kan bifalde. Alle institutioner og virksomheder står nemlig i 2008 midt i den erkendelse, at det at have den rigtige og konkurrencedygtige vare på hylderne ikke er tilstrækkeligt for, at den bliver set eller købt. Dens gennemslagskraft afhænger i høj grad både af, hvor godt produktet er, hvor godt organisationen ledes, og i hvor høj grad det lykkes at kommunikere relevant, konsistent og troværdigt til sine målgrupper. Udfordringen er kort sagt et triumvirat af ledelse, produktudvikling og kommunikation. Så det er med andre ord helt rigtigt at sætte ind på kommunikationsfronten, når det handler om teatrets produkter. For selvom der er tale om et kunstnerisk produkt eller værk, så er teatre produktionsvirksomheder, der står over for præcis de samme ledelsesmæssige, udviklingsmæssige og kommunikationsmæssige udfordringer som dem, der producerer LEGO klodser eller rugbrød for den sags skyld.


Når der alligevel er anledning til at sætte kritisk lys på Scenekunstportalen, så er ærindet på ingen måde at anfægte portalens eksistensberettigelse eller værdi for publikum. Selvfølgelig skal Danmark have en Scenekunstportal – det er vi iøvrigt flere, der ment i mange år, men accelerationstiden er som bekendt ikke altid så hurtig, som man kunne ønske sig. Vores ærinde går på det mærkværdige forhold, at Kunststyrelsen med Kulturministeriet i ryggen ikke i samme beslutningsproces forpligter de statsstøttede teatre til at bidrage med information til portalen. Hvis de ikke synes om en fælles scenekunstportal, ja så kan de som forholdene er i dag da bare lade være med at bidrage, og så kan man med rette stille spørgsmålet: hvad får publikum så ud af at besøge portalen, hvis den alligevel ikke giver det landsdækkende overblik? Det virker ikke gennemtænkt, og er udtryk for den tankegang, der så ofte kendetegner vores kulturpolitik. Man er ikke tilstrækkelig trænet i at tænke i hele sin værdikæde og overskue de afledte konsekvenser, og man er tillige bange for at stille krav til kunsten.


Tiden er moden til, at teatrenes formidlingsforpligtelse overfor publikum tænkes ind i teaterlovgivningen, og det ville være betimeligt at skærpe kravet i disse tider, hvor der bruges godt tre millioner kroner på at etablere og drifte en internetbaseret scenekunstportal. Det kan alene være et ’minimumskrav’, hvor det enkelte statsstøttede teater skal bidrage med den basisinformation, som ligger til grund for ethvert salgsfremmende initiativ. En varedeklaration, om man vil. Men i Danmark er det åbenbart et spørgsmål om egen lyst til at medvirke i fællesskabet, der sætter agendaen, mens man stadig inkasserer tilskud for at være en del af det selvsamme fællesskab. Det virker ikke gennemtænkt og langt fra gavnlig for det gode formidlingsinitiativ, der i første omgang får tilskud i 3 år. Scenekunstportalen fortjener et bedre afsæt.


  • Comments(0)//www.virksomhedsdramaturgi.dk/#post233

Teatrets kommunikationskrise

DebatindlægPosted by Pernille Bøg Fri, August 15, 2008 22:52:44

Der er ingen grund til at tale om teaterkrise i en tid, hvor der iflg. Danmarks Statistik årligt er ca. 3.000.000 tilskuere til teater i Danmark – det er i parentes bemærket 200.000 flere end sidste år - men kommunikationskrisen kradser.

Det Kongelige Teater ømmer sig i sit nye hus over, at abonnementssalget er faldet. På det københavnske teater, Camp X, der skulle løfte teatret ind i det næste årtusinde og gøre sig sexet over for de unge, er en ny teaterdirektør rykket ind for at redde et kuldsejlet repertoire. Tendensen på dagbladene er også klar; teaterstoffet nedprioriteres. Der er ikke nok ”Paris Hilton” over teatret. Det er ikke attraktivt, virker ikke appellerende nok. Nej, man skulle have heddet Hollywood eller være produceret i USA og have haft et gedigent markedsføringsbudget i ryggen, så havde fremtiden givet set mere gunstig ud.

Der findes ligeså mange forklaringer på, hvorfor teatret tilsyneladende har mistet sin sex appeal i medierne, som der findes størrelser på pushup bh’er, og selvfølgelig er det unuanceret at hævde, at det alene handler om størrelsen på det markedsføringsbudget, beslutningstagerne er påvirket af. Nogle hævder, at hvis teatrene dog bare spillede noget, vi gad se, så ville mediebilledet se helt anderledes ud. Og ja, ja, der findes da både fantastiske og mindre gode teateroplevelser, men i 2008 giver det ingen mening at tale om teatret som om det alene er indhold.

Teatret som ”vare” har også som helhed et udtryk, en fremtrædelsesform, som påvirker vores holdning og opfattelse af teatret. Dansk teater samlet set er også et brand, om man vil, der skal positioneres af nogle frontfigurer, i et sprog, i en række kanaler, med budskaber og i et udtryk. Teatret har ud over den kunstneriske spillebane også et antal kommunikationsudfordringer, som bliver potenseret af, at pressen tilsyneladende har glemt, hvilken rolle de spiller som medie på kulturfronten. Her er mit bud på nogle af de kommunikationsudfordringer, dansk teater er oppe mod:

1. Sproget. Hvordan taler teatrets øverste ”ejer om sin virksomhed”? Hvis vores kulturminister bliver ved med at benytte sig af metaforen ”teatret er som en gammel dame”, så er det ikke så underligt, at ”hun” har mistet sin sexappeal. Teatervirksomheden synes i et sådant sprog under afvikling – ikke udvikling. Vælg metaforen med omhu, find kernen i teatrets berettigelse og drop flosklerne. Peg frem!

2. Spaltepladsen. Hvordan støtter vi synligheden og dialogen om teatret? Hvis teaterstoffet forsvinder fra avisspalterne – og fra radioen med DR’s nedlæggelse af ”Teatermagasinet” - mens der i snit sælges 1 teaterbillet pr. 2 danskere årligt, så må der jo være nogen, der interesser sig for det sjældne stof. Er tiden blevet moden for Danmarks første kultur- og teatermagasin? Det årlige ”varekatalog” Ta’-i-Teatret kunne da godt trænge til en redaktionel kompagnon.

3. Strindberg-fælden. Hvordan henvender teatret sig til sit publikum? Hvis teatrene som ”afsendere” bliver ved med at forudsætte, at alle ved, hvem August Strindberg og Jørgen Reenberg er, så er det kun – ja undskyld – de gamle damer, der købet billet. Vær inddragende – genopfind fx teaterprogrammet. Elsk dem der kommer fra Forudsætningsløse. De er åbne og interesserede og ikke dumme.

4. Salget. Hvordan sælger teatret sine forestillinger? Teatret konkurrerer med bl.a. biografen om publikums opmærksomhed. Hvis det bliver ved med at være lige så besværligt at købe en teaterbillet som det er at vinde i LOTTO, så mister teatrene publikummerne på vejen i deres værdikæde. Og hvordan får teatrene brudt den negative spiral med ”den dårlige teateroplevelse”, hvis der altid er udsolgt til den gode? Hav flere billetter i løssalg til unge teatergængere og kommuniker via nye medier: sms, Facebook, netværk. Et samlet teatersite for dansk teater burde højtprioriteres af Kulturministeriet, hvis der ikke findes en visionær privat sponsor til det. DKR. 2 mio. årligt efterlyses.

5. Sanserne. Hvordan formidler teatret sine oplevelser? Det er faktisk en af de helt svære kommunikationsudfordringer. Én ting er dog sikker. Teatret som kunstform bliver mere og mere billedstærk. Brug den kunstneriske visualitet udenfor scenen. Vi er begavet med nogle vanvittigt dygtige scenografer i Danmark. Brug dem. Deres sprog er universelt og taler til vores sanser. Der er jo ingen, der siger, at det absolut skal være via en plakat og en pressemeddelelse.

  • Comments(0)//www.virksomhedsdramaturgi.dk/#post217

Heja heja Danmark

DebatindlægPosted by Pernille Bøg Wed, July 23, 2008 10:16:32
Da jeg forleden aften befandt mig på anmelderrækken i Grønnegårds Teatret i min egenskab af teateranmelder, kom jeg til at tænke på børnesangen om ”De ti små cyklister”. Ikke på grund af spillet på teatret, men på grund af spillet om teatret. Der var nemlig en gang, hvor enhver dansk avis med respekt for sig selv havde en fast teateranmelder, der kunne præge det kulturjournalistiske stof. En skribent, som lagde stemme til den type af kulturkritik, der stikker dybere end det forbrugerstof, som præger en væsentlig del af den daglige spalteplads på kultursiderne. Nu har vi én fastansat fuldtidsteateranmelder plus det løse tilbage på de landsdækkende aviser i Danmark. Ingen på Jyllands-Posten. Ingen på Weekend Avisen. Ingen på Information. Ingen på Berlingske Tidende. Ingen på gratisaviserne. Som flittig læser af de fleste aviser og med et halvt ben i redaktionslokalet kan jeg konstatere, at prioriteringen af, ”hvad læserne vil have” efterhånden lyder som en omskrivning af det berømte slogan fra OL: hurtigere, lettere og bredere. Tendensen fra international side peger i øvrigt i samme retning.

Med al respekt for de frie markedskræfter, markedsanalytikerne og chefredaktørerne. Med fare for at blive kaldt kultursnob, maskinstormer eller oldschool. Med en dybtliggende tro på at mine medmenneskers appetit på kultur ikke lader sig tilfredsstille med hurtige kalorier, så hejser jeg i dag et banner, hvorpå der står skrevet: ”Kæmp for kulturen”. Vi skal nemlig ikke blot lade dansk teater- og kulturkritik tilte i grøften som en anden stakåndet cyklist, uden at vi i det mindste først har kæmpet for at samle et hårdt tiltrængt heppekor.

Det handler i sidste ende om at insistere på, at der findes læsere – ja borgere – der har brug for mere og andet end det hurtige, det lette og det brede. Og vi har brug for at spejle os i et kultursyn, der er rodfæstet i erkendelsen om, at der forskel på kulturelle værker og på de frie markeders produkter, bl.a. fordi værket tilbyder sin ”kunde” en markant anden indsigt og oplevelse end et par jeans eller en Gucci-taske. Og det er dét, kulturkritikken formidler. Det er dén indsigt kritikeren aflæser og udfordrer samfundstendensen i forhold til i sit virke. Der findes som Roland Barthes ville hævde nemlig i alle kulturelle værker – finkulturelle som folkelige – et skjult fortælling om, hvem vi er – eller hvor vi er på vej hen som mennesker og som land.

Det interessante er derfor ikke, at et antal fastansatte teateranmeldere over de senere år er blevet sagt op, selvom det får mit teaterhjerte til at sukke. Det interessante er, hvad der sker med vores nationalkulturelle identitet – med os - når den redaktionelle prioritering skæres over læsten: hurtigere, lettere og bredere. Når alle jager det samme bytte for at mætte så mange som muligt og nedlægger de præcis samme stilikoner og aktuelle popdronninger. Der sker for det første det, at vi undervurderer menneskene bag betegnelsen ”det brede”. For det andet risikerer vi at ende med at have en ligeså mangfoldig kulturel identitet, som der i dag er forskel på butikkerne på Strøget i København og på hovedgaden i Milano eller Wien: McDonalds, Benneton, Zara, Body Shop, Starbucks. Det er nemlig ikke alene det journalistiske stof, der skæres, det er vores identitet som land og som borgere, der skæres til efter et forbrugsmønster. Det er den kunst og kultur, anmelderne er eksponenter og talerør for, der skæres fra. Det er måske netop om den kunst og kultur, vi ikke ser, vi skal heppe på. I dag er synlighed eksistens.

Er det virkelig Paris Hilton og Britney Spears, vi ønsker at spejle os i? Er det de ”rollemodeller”, vi som aviser vil eksponere? Er det dén fladpandede udvikling, vi ønsker for vores land? Jeg er ikke sikker på, at vi bare kan skyde skylden på det frie markeds kommercielle præmisser, og jeg langt fra sikker på, at det alene er politikernes skyld. Ja, jeg er faktisk slet ikke sikker på, at det er særlig konstruktivt at placere skyld i det her spørgsmål. Det, der vil være konstruktivt at få en dialog om er: kære læsere og kulturopsøgende. Kære publikummer til både Hamlet og Cirkusrevyen. Kære ”bredde”, har vi virkelig i dag det kulturstof, vi fortjener? Eller skal jeg tilføje på mit banner: ”Hvis du vil videre. Det vil vi”. Heja heja, Danmark!

  • Comments(0)//www.virksomhedsdramaturgi.dk/#post213

Teatret der blev væk...

DebatindlægPosted by Pernille Bøg Sat, March 03, 2007 09:32:54

Den nyudkomne bog ”Teatermanifester” forsøger at tage det moderne danske teater op til debat ved at lade otte teaterpersonligheder give deres personlige bud på, hvad teatret kan og skal i deres øjne. Det er et sjældent initiativ, men velgørende. Imidlertid afstedkom ”Teatermanifester”, ”Fremtidens dramatik”, ”Hvem der? Scener fra 90’ erne” eller ”Hvem ejer Shakespeare?”, for blot at nævne nogle af de sidste års udgivelser, snarere en larmende tavshed end den debat, man havde håbet på. Hvorfor er det så svært at skabe resonans i det danske teatermiljø og få rettet opmærksomheden mod teatret som kunstform? En forklaring er naturligvis den danske nationalladhed, hvor man måske nok brummer lidt i krogene, men sjældent sætter handling bag ordene.

Af Pernille Bøg og Anders Lundorph Rasmussen

”Der skulle have været revolution, men så blev det regnvejr” Storm P.

Skyttegravskrig

En anden forklaring på at de mange debatudspil ikke får rodfæste kan hænge sammen med, at klimaet på tværs af faggrænserne mellem praktikerne og teoretikerne ofte er goldt. Forsøger man at bringe de to parter i dialog, ender det tit med en fordomsfuld diskussion af rigtige og forkerte tilgange til teatret i stedet for en diskussion af selve teatret. Der er ikke mindst en sproglig barriere mellem de to tilgange. Teoretikerne forstår ikke, at de ”rigtige” analyser af en teatertekst kan være teaterforestillingen fremmed, i det øjeblik analysen ender på et abstrakt-filosofisk plan, som ikke lader sig omsætte til en konkret scenisk virkelighed. Skuespillere forstår med kroppen, og skal derfor have en helt konkret (psykologisk) retning på deres spil, hvilket f.eks. en sproglig analyse ikke kan bidrage med. Den viden teoretikerne har om eksempelvis teksten er først brugbar, når den konfronteres med et tredje ståsted, hvor den kan transformeres ind i det sceniske rum, hvor instruktør og skuespillere befinder sig. Det er dette krydsfelt, der i øjeblikket er uopdyrket land, hvor vi mangler et sprog for at kunne tale med hinanden. Det betyder ikke, at den teoretiske viden er teatret uvedkommende, for den analyse man faktisk kan foretage på det teoretiske plan kan åbne for flere muligheder for at forløse teksten eller historien. Et område hvor hovedet bliver forbundet med kroppen. Hvis man skal bruge musik i en forestilling, henvender man sig til en komponist, hvis man skal bruge tekst, henvender man sig til en tekstanalytiker, hvorefter opgaven bliver at bringe det abstrakte til scenisk eksistens. En sparringspartner kan få noget frem i teksten ”som ikke står der”, men befinder sig på andre tekstlige niveauer, og som kan bringes op i teksten og dermed give instruktøren og skuespillerne flere bolde at spille med. Den nulevende dramatiker er selvklart ekspert i sin egen tekst, men ikke nødvendigvis på tekstens ubevidste niveauer.

Adgang forbudt

En helt tredje forklaring er måske, at dansk teater ofte er ufarligt i hele dets væsen, og derfor lukker sig om sig selv. Der er en tendens til at svøbe teatret i et klædebon af personlige projekter, som af den enkle grund, at de er personlige og private bliver utilgængelige for det fælles rum, som teatret gerne skulle tale ind i. Forestillingerne er klædt i en form, og dermed i et formsprog, som publikum ikke forstår og ikke kan opleve og derfor ej heller debattere. Oplevelsesrummet har flyttet sig fra publikum til ”performerne”. Forestillingen kan have været berigende og personligheds-udviklende for de medvirkende, men der er ikke noget tilbage til publikum. I den postmoderne ideologi, der taler om den fragmenterede verden, hvor virkeligheden kun findes som konstruktion, kan man ikke forholde sig til ”virkeligheden”, men kun til sin egen og dermed sig selv. Derfor ender vi ofte i den private kunst, som naturligvis ikke kan ramme en fælles virkelighed. Men publikum lever trods alt i virkeligheden, om den så er konstrueret eller ej, så opleves den som ægte: vi fødes, vi lever, vi dør. Dermed forfejler det ideologiske projekt sin mission, og man har ofte brug for lange brugsanvisninger, for at forestillingen overhovedet bliver tilgængelig for offentligheden. Hvor er oplevelsen så henne?

Illustreret klassiker

En anden tendens er, at man spiller traditionelt fortællende teater, men iscenesættelsen lægger ikke noget til ”teksten”. Man kunne lige så godt læse den i sin dagligstue. Det bliver en illustreret klassiker. Fortællingen er dermed nok til at forstå, men dens relevans og motivation er ikke til at se. Når dét forestillingen kommunikerer ikke har noget forhold til vores samtid, kan den højst tjene som en museumsgenstand, der vidner om en svunden tid. Stykket har måske nok haft relevans, da det blev skabt, men det interessante spørgsmål er: hvilken relevans har det for os i år 2001? Skal stykket spilles i dag, må man genskabe dets aktualitet, man må give det nyt liv ved at forholde sig til nutiden. Er problemet, at man enten ikke har noget at sige, eller man ikke tør sige noget? Er holdningsløst teater meningsløst teater? Eller er der overhovedet noget, som er værd at diskutere? I den ene grøft går man altså ud af teatret med det ubesvarlige spørgsmål: ”Hvad foregik der?”, i den anden grøft har man forstået, hvad der forgik, men ikke hvad man skal bruge det til, og spørger sig selv: ”hvorfor spiller de teater?”.

Våbenhvile

De forskellige tiltag der har været til samtale teoretikerne og praktikerne imellem ender ofte i yderligere frontdannelser, hvor man forsvarer sit fag og ståsted. Man vil ikke flytte sig. Ofte mødes man for at diskutere konkrete projekter, hvor der naturligvis opstår et forsvar og en anklager. Det er ufrugtbart, for vi vil alle forsvare vore egne børn. En måde at opbløde fronterne på kunne være at nærme sig hinanden på neutral grund og diskutere emner, som er af interesse for begge parter, men hvor ingen af parterne føler, at de skal forsvare deres eget værk. På den måde kan vi lære hinandens tilgang til teatret og arbejdsform at kende. Samtalens formål skal være at lytte til hinanden for at blive klogere på det at lave teater og ikke for at få ret. Derfor arbejder vi på at skabe en Teaterstafet. Ideen er, at stafetten gives til en interessant teaterpersonlighed, som så får mulighed for at bestemme indholdet af aftenens samtale. Denne giver så stafetten videre til en ny. Så må vi jo se, om der er noget at diskutere eller om resten er tavshed. (Teater1, 2003)

  • Comments(0)//www.virksomhedsdramaturgi.dk/#post74

Teater med mundkurv på?

DebatindlægPosted by Pernille Bøg Fri, March 02, 2007 11:41:03

En gang bestemte den enevældige konge, hvad der skulle på scenen. Derefter varetog Justitsministeriet opgaven helt frem til 1953, hvor teatercensuren blev ophævet i Danmark. Den hersker ikke længere, men efter Deutsche Opers beslutning om at tage Mozarts 'Idemeneo' af plakaten, er det blevet relevant at spørge, om selvcensuren er blevet indført. Selv efter ledelsen ombestemte sig, og publikum alligevel kom til at opleve de fire afhuggede hoveder.

Frederico Garcia Lorca holdt den 31. maj 1935 en tale efter opførelsen af Yerma på Teatro Espanõl i Madrid. Talen hed "Teatrets Autoritet" og er ikke blot en retorisk nydelse, men også et vidnesbyrd om, at teatret er uløseligt knyttet til nationen. "Det (teatret) er et barometer på statens storhed og fald", skriver Lorca og uddyber: "Et teater, som fra tragedie til vaudeville er åbent for indtryk, og som er velorienteret, kan på få år omforme oplevelsesevnen hos et helt folk, mens et teater, som har mistet sin evne til at løfte og nu tramper fremad på tunge klove, kan forrå en hel nation og dysse den i søvn". Rammen for Lorcas tale skal man naturligvis have i baghovedet. Den spanske frihedskamp og nazismens fremmarch. Ikke desto mindre synes budskabet i disse tilbageskuende nytårsdage voldsomt aktuelt, selvom Deutsche Oper alligevel satte Mozarts "Idemeneo" på scenen. Den kontroversielle forestilling, der tidligere var taget af plakaten af frygt for at provokere fundamentalistiske muslimer. For beslutningen om at selvcensurere berører i høj grad også teatret som kunstnerisk mulighedsrum.

Politisk teaters danske aner

Teatret er nemlig som politisk og reflektorisk kunstnerisk rum et fornemt instrument. Det danske teaters komediefader Ludvig Holberg brugte det flittigt som redskab for sit oplysningsprojekt. Med humoren som fødselshjælper skulle fornuften bankes ind. Teatret skulle være underholdene, lystigt og nyttigt – for øjne og ører. Holberg var underlagt den enevældige konges censur, men formåede med snilde, snuhed, omskrivninger og pseudonymer også indirekte at fremføre kontroversielle synspunkter om monarken og adelen, og han holdt balancen på censurens knivsæg, selvom det var tæt på med Peder Paars. Da Holbergs konge Frederik den 4. døde, og Christian den 6. overtog tronen, gik der ikke lang tid, før det var slut med komediespillet. Christian den 6. bekendte sig til pietismen, og det kom til at få gennemgribende indflydelse på landets åndelige klima, hvor det at more sig, bestemt ikke hørte til den farbare fromme vej.

Der herskede teaterforbud i Danmark, som rundt regnet holdt sig, indtil en ny forlystelsessyg konge kunne sætte den danske krone på hovedet. Frederik den 5. Der krævedes stadig kongelig bevilling til opførelse af teaterforestillinger under enevælden, og med Grundlovens indførelse i 1849 blev praksis overtaget af Justitsministeriet. I 1853 begyndte man at udnævne en særlig censor for de enkelte teatre og senere for grupper af teatre. I 1899 blev privatteatrene i København og købstadsteatrene underlagt samme teatercensor, og så sent som i 1953 blev teatercensuren ophævet med virkning fra 1. april 1954. Det Kongelige Teater var ikke omfattet af teatercensuren, men teatrets ledelse havde en litterær censor, og fra 1955 blev stillingsbetegnelsen ændret til dramatisk konsulent. Selvom danske teatre således har været underlagt en censur siden dets fødsel, skal vi helt frem til tyskernes besættelse, før vi støder på skærpet teatercensur i Danmark.

Fast greb om struben?

Danmark anno 2007. Et nyt år er begyndt med Muhammed-krisen som fælles omdrejningspunkt for mange nytårstaler, mest tydeligt i statsministerens: "Et år, som vi længe vil huske for de dramatiske billeder af voldelige demonstrationer mod Danmark i en række muslimske lande. Det gjorde et stærkt indtryk på os alle at se Dannebrog blive brændt, at se danske ambassader i flammer, at høre og se truslerne mod Danmark og danskere.... Mange følte sig utrygge, ja bange, for volden og aggressionen. Og de fleste havde svært ved at forstå, at 12 tegninger i en avis kunne udløse så meget raseri...Retten til frit at offentliggøre sine tanker i tale, i tekst, i tegninger,- retten til frit at meddele sine tanker med alvor og humor, med seriøsitet og satire, med kendsgerninger og karikaturer, - retten til frit at tale de politiske magthavere, de religiøse autoriteter og de hævdvundne tankesæt midt imod,

Det er kernen i folkestyret. Og det er drivkraften for oplysning, uddannelse og udvikling."

Ingen enevældig konge, ingen teatercensur, ingen besættelsesmagt. Regeringen som i hvert fald tilsyneladende frontløber for ytringsfriheden. På papiret har tanken altså frit spillerum, men i praksis tog selvcensuren måske et fast greb om struben på os – som den i en stund greb ledelsen af Deutsche Oper? De satiriske Muhammed-tegninger forandrede den politiske og kunstneriske scene. "Tamburlaine the Great" blev barberet i London. Mariborevyen fjernede sidste sommer et optrin for "ikke at udfordre skæbnen", og Betty Nansen Teatret afviste stand up-komikeren Shabana Rehman. Tilsyneladende bredte teaterselvcensuren sig, selvom mange forklarede sig med forsigtighedsprincipper, dårlig timing, mangel på nuancer etc.

Man skal naturligvis agere respektfuldt over for sine medmennesker og reflekteret orientere sig i det globale verdens- og medierum, vi er en del af. Det må være såvel en borgerpligt som en kunstnerisk pligt, men kæden ryger af, når angsten rammer teaterkunsten midt i hjertekuglen: "En nation, som ikke støtter og opmuntrer sit teater, er – om ikke død – så i det mindste døende. På samme måde har det teater, som ikke føler den sociale og historiske og dramatiske puls hos sit folk og som ikke med latter eller tårer kan fange grundtonen og ånden i sit land, mistet retten til at kalde sig teater. Et sådant teater er ikke andet end et underholdningsetablissement eller hjemsted for den glædesløse beskæftigelse, som hedder 'at slå tiden ihjel'", lyder Lorcas bramfrie ord fra samme tale, og det er næsten ordret, hvad Kaspar Rostrup udtalte til Berlingske Tidende i et interview for nylig: "Jeg føler mig som Holger Danske, der har rejst sig og hevet skægget ud af bordet. Jeg trækker mit kampsværd og blæser i min trompet, fordi jeg synes, at vi er ved at forråde vores fag. Det er ved at blive en slags morskabsmaskine i et stresset og alt for hurtigt samfund." De taler om at teatrets kunstneriske åndelige fødekæde er truet, og det er ikke bare af markedskræfterne – slipsedrengene er rykket ind – men også af dem, der ikke trækker deres kampsværd og blæser i trompet. Teatrets rum ophæver sig selv, hvis det ikke er vedkommende, aktuelt teater og modigt. Og så kan strategierne på papiret være nok så rigtige.

Mod strømmen

Der er modstrømninger. For at blive på dansk jord. Flemming Jensen gjorde tykt grin med danskernes angst for Al-Qaeda på Nørrebros Teater i "Dronningen af Malmø", og fem stand up-komikere tog da også bladet fra munden i "Ordet er Mit!" på Bellevue tidligere på sæsonen, ligesom "Se mig i øjnene" på Café Teatret ville løfte sløret for nogle af de tabubelagte områder om islam. Der er bare ikke nogen af dem, som blev rigtigt "farlige". Man kaster dem nemt af sig igen, selv om det er de store emner, der er i spil. Hvorfor? Kunne man være tilbøjelig til at spørge. Hvorfor støder man ikke rigtigt til, når man nu alligevel har besluttet sig for at gå ind i kampen om ytringsfriheden? Derfor kan måske spørge, om der i dag er noget, vi ikke ser på scenen? De respektfuldt ucensurerede versioner – findes de. Tør teatret, når det kommer til stykket?

Dansk teater har været sprængfarligt – ellers var der jo ingen grund til at forbyde det i 1700-tallet og føre skærpet censur særligt under tyskernes besættelse. Symbolet for Danmarks mundkurv blev under 2. verdenskrig Liva Weels sang "Man binder os paa Mund og Haand", som Outlandish hip-hop'erne fra Brøndby har skabt ny musik til på deres seneste udgivelse. Fortsættelsen lyder som bekendt: "Men man kan ikke binde Aand." Spørgsmålet er, om det er det, vi var i færd med i frygtens navn? (Januar 2007, bragt i Teater1)

  • Comments(0)//www.virksomhedsdramaturgi.dk/#post55
Next »