Kommunikation & Teater

Kommunikation & Teater

Virksomhedsdramaturgi

Virksomhedsdramaturgi er en ny måde at anskue virksomhedskommunikation på. Tilgangen anerkender virksomheders og organisationers kompleksitet og har som mål at styrke virksomheden ved at arbejde med troværdig kommunikation internt og eksternt. Virksomhedsdramaturgen arbejder ud fra begrebet 'Den polyfone virksomhed' og forsøger at gøre modfortællinger til medfortællinger i den samlede virksomhedskommunikation. Fagfeltet er sammensat af viden om teater, kommunikation, ledelse, journalistik og tekstanalyse.

Paraplynavn i modvind

DebatindlægPosted by Pernille Bøg Fri, March 02, 2007 11:36:02

Formændene for Foreningen Af Små Teatre (FAST) og Børneteatersammenslutningen (BTS) havde den 25. oktober foretræde for Folketingets Kulturudvalg. Den fulgte op på det åbne brev, som 25 teaterledere i sidste uge stilede til landets kulturpolitikere.

De efterlyser en ændring af konstruktionen omkring Københavns Teater, fordi Københavns Teater er sat til selv at definere reglerne i konkurrencen med de små teatre. Og de små scener har fat i den lange ende, når de langer ud efter de markedsføringsplaner, der er beskrevet i strategien for Københavns Teater.

Strategiens tanker er naturligvis endnu ikke konkret udmøntet, men strategidokumentet beskriver Københavns Teater som det samlende brand. "Med sit nye navn ønsker Københavns Teater at fungere som paraplynavn for alle teatrene i Københavns Teater. Det er målet...at skabe et positivt brand og image hos målgrupperne". At dømme på de artikler, man har kunnet læse i pressen den seneste tid, er kommunikationsstrategien kommet skidt fra start. Ikke bare har der været tydelige kortslutninger i kommunikationen – Københavns Teater har som brand lidt et alvorligt ethostab, og der skal kæmpes med at oprette troværdigheden. Det er med andre ord op ad bakke, når markedsføringsstrategien skal virkeliggøres og skabe en stærk PR-standing for Københavns Teater - men det bliver også op ad bakke for teaterbrugerne. Publikummet. De er i princippet ligeglade med, om det hedder Københavns Teater eller noget andet – de går nemlig i teatret for at få en oplevelse. Og går man de tal efter, som København Teaters egen publikumsundersøgelse afdækker, så går publikum hovedsageligt efter, hvilket stykke der spiller (vægter 73%), og hvilke skuespillere der er med (vægter 63%).

Så når de små teatre derfor har ret i deres anmodning om et markedsføringssamarbejde teatrene imellem, hænger det sammen med præcis dette. Man må kommunikere til brugerne ud fra deres virkelighed og ikke ud fra egne hensyn til bestemt profilering. Det vil nemlig vise sig som en kortsigtet strategi med mangel på udsyn og i bund og grund tro på teatret. Kulturbrugerne skal kende kulturudbuddet og vide, hvilke "stykker" der spiller, så de kan vælge til og fra ud fra det, der giver mening for dem. Hvem bliver ikke irriteret af at skulle orientere sig via utallige netsider, foldere og annonceringer for at få et samlet billede. TV-seeren køber jo heller ikke 80 forskellige aviser for at finde ud af, hvad sendefalden byder på den respektive dag, selvom der er tale om konkurrerende kanaler.

Teatret må have tiltro til, at det er det, de sætter på scenen, der afgør, hvor publikum søger hen. Hvis det har saft og kraft, skal de nok komme igen. Gladsaxe Ny Teaters netop tiltrådte chef Kaspar Rostrup udtalte på et pressemøde for nylig på Gladsaxe Ny Teater: "Her har vi ingen profil, andet end at vi spiller hjertets teater". På Gladsaxe tror de på, at back to basic er stærkt nok. De tror på teatret som kunstform. Det kunne de blive inspireret af på København Teater, så ville de automatisk få et større udsyn på deres synsfelt og dermed få øje på, at de andre samarbejdspartnere i teaterlandskabet. Som en afgørende sidegevinst ville publikum i stedet for at skulle trampe hårdt i pedalerne op ad teaterbakken få noget af den medvind, de trænger til. Naturligvis kræver det, at de ved, at forestillingen overhovedet finder sted. (november 2006, bragt i Teater1)

  • Comments(0)//www.virksomhedsdramaturgi.dk/#post54

Det usynlige teater

DebatindlægPosted by Pernille Bøg Fri, March 02, 2007 11:33:00

Det svigtende teaterpublikum har de seneste dage bragt teatret på mediedagsordenen, og som så ofte før ender debatten i et spørgsmål om kroner og øre. Men teatrets og ikke mindst publikums vilkår er ikke kun et spørgsmål om flere eller færre teatre og flere eller færre støttekroner. Det er også et spørgsmål om teatrets evne til at kommunikere og formidle sine egne kvaliteter. En problematik, der allerede blev sat spot på med rapporten "Teatervaner i Hovedstaden". Fra 2002. Lyttede teatrene overhovedet til budskabet?

Allerede i 2002 udkom rapporten Teatervaner i Hovedstaden. En af rapportens konklusioner, som blev dannet på baggrund af fokusgruppeinterviews lød: ”Det er sjældent, at man går spontant i teatret og her kommer biografen ind som teatrets konkurrent, da det opleves som nemmere at gå i biograf end i teatret. Generelt gælder det, at det er en tidskrævende fritidsbeskæftigelse at gå i teater. På trods af Billetnet opleves alene det at bestille billetter allerede som besværlig, da man ikke føler, at teatrene er lige så synlige i medierne som fx biograferne. Grupperne efterspørger en større synliggørelse af teaterudbuddet, fx i form af en hjemmeside eller et teatertillæg i avisen.” Samme stemmer lyder i dag flere år efter. De barrierer publikum oplever i forhold til at gå i teatret ser ikke umiddelbart uoverkommelige ud, men teatrenes billettelefon har stadig sjældent hul igennem, og i Danmark har vi stadig ikke fx et formidlingssite for dansk teater – det burde der nemt kunne gøres noget ved.

Spørgsmålet er, om det ikke netop er teatrets synlighed eller usynlighed, som er en af de primære barrierer, der er på spil, når det gælder om at få publikum lokket ud på det danske teaters scener.

Ser man på, hvordan de danske publikummer fordeler sig på teatrene, er det markant, at Det Kongelige Teater, Det Ny Teater og DST’s egne teatre trækker hele 77% af tilskuerne, de ”mellemstore” teatre trækker 13%, mens de øvrige, herunder de mindre teatre, kun trækker 10% af tilskuerne. Det vil sige, at de mellemstore og mindre teatre, som tilsammen tegner sig for 23% af tilskuerne, i kampen om synlighed skal konkurrere med de teatre, der har de største markedsføringsbudgetter, eller som i forvejen indtager en stærk plads i publikums bevidsthed, da de i sig selv er blevet stærke brands.

Hvor høj er kendskabsgraden hos publikum til de mindre og små teatre som eksempelvis FÅR302, Plan B og Grob? Den ekstra synlighed, som teatret burde jagte, vil særligt komme ”vækstlaget” til gode, og det stemmer oveni købet godt overens med Kunstrådets Fagudvalg for Teaters flow-strategi, der indebærer, at der skal skabes den nødvendige plads til nye initiativer. Denne plads er også et spørgsmål om at skabe synlighed for den scenekunst, der netop har en opadsøgende retning.

Konkurrencen om synlighed må teatrene og eksempelvis Kunstrådet blive aktive spillere i, og dyre markedsføringskampagner behøver ikke være eneste vej frem for det teater, det er så vigtigt, at vi får sat spot på i Danmarks kulturudbud. De danske teatre skal koncentrere sig om at udvikle teatret, skabe nye forestillinger, være vedkommende og nødvendigt i kulturlandskabet, men de skal også erkende, at deres egen usynlighed kan betyde deres egen død.

De danske teatre befinder sig i dag i en konkurrencesituation, som ikke er set tidligere. Dels skal de konkurrere med et øget kulturudbud i det hele taget, dels skal de konkurrere yderligere med hinanden i kraft af øget økonomisk pres på det enkelte teater og i kraft af konkurrencen med to nye huse, som forventes at tiltrække mange publikummer. Operaen på Dokøen og i 2008 det nye kongelige skuespilhus. Markedsføring af teaterkunst i Danmark er en for nogle teatre en næsten ukendt disciplin, men ikke desto mindre et vilkår, teatrene må og skal forholde sig til, hvis de vil overleve i kulturjunglen.

Samtidig oplever vi, at der skæres ned på kulturstoffet i de store bladhuse, og at særligt teaterstoffet er hårdt ramt. Der er derfor behov for, at teateret synliggør sig og er aktivt kommunikerende. Hvor får publikum et samlet overblik over alle forestillinger uanset målgruppe? – dans, musikteater, børneteater, radioteater, mere traditionelt teater, revy, musicals, eksperimenterende teater, ny cirkus osv. Hvor får de et overblik over stykkets anmeldelser? Hvor kan de nemt klikke sig frem til en billet?

Mange publikummer oplever i dag også en barriere i mødet med teatret som kunstform. Dels er det svært at få et samlet overblik over, hvilke stykker der går på scenerne, dels kan det være svært at forstå, hvad der foregår på scenen i det øjeblik, teatret ikke fremstiller en samlet fortælling på scenen med kendte virkemidler. Teatrets udtryk er på mange scener blevet mere ”krævende” og mere "anarkistisk", og det eventuelle teaterprogram, der kunne fungere som publikums forlængede arm, køber publikum først ved selve forestillingen. Timingen er dermed forkert, og faktum er, at publikum sjældent får læst selve programmet, og dermed mister de den reelle mulighed for forståelsen. Giv dog publikummerne en hjælpende hånd. Skab introduktioner, skab mulighed for rum, hvor dialogen kan opstå. Dette kunne være i samspil med andre dele af teatermiljøet, men trods flere tiltag til at sparke et teaterakademi i gang i Danmark, er det endnu ikke lykkedes. Intentionerne har været til stede, men det har ikke været muligt at finde en grund at mødes på – men der for kunne der jo godt være grund til at mødes. Hvem tager teten?

Det har Turbinehallerne og Mungo Park eksempelvis gjort. De har bredt teateroplevelsen og dermed kommunikationen af teatret ud til at omfatte flere aspekter end den isolerede teaterforestilling. De iscenesætter hele teatret og ikke udelukkende forestillingen. Og de gør det med succes. De skaber et miljø omkring forestillingen.

Man kunne sige en oplevelse i teateroplevelsen, og i disse tider med oplevelsesøkonomi og oplevelseskommunikation, corporate branding og kampen om publikummerne etc. så lyder indfaldsvinklen ikke helt tosset.

Teatret må gennem kommunikation, øget synlighed og ikke mindst deres forestillinger vise, at teater ikke nødvendigvis er enten elitært eller ren underholdningsindustri, men at det har mange vidunderlige nuancer, antager mange former, og at teatret er ligeså vel for de mange som for de få. Det folkelige og det såkaldt finkulturelle bør leve side og side, berettige hinanden, bekræfte hinanden og bestyrke hinanden.

Godt teater stadig handler naturligvis stadig om det, der spilles på scenerne, om fantastiske skuespillere, om svimlende iscenesættelser, der når det er allerbedst kan ændre ens liv, men hvis man ikke opdager det, så er det jo ikke meget bevendt. (bragt i Berlingske Tidende, 6. jan, 2006 under 'Opinion')

  • Comments(0)//www.virksomhedsdramaturgi.dk/#post53
« Previous