Kommunikation & Teater

Trine Pallesen er den eneste eneOmtaler

Posted by Pernille Stokholm Bøg Fri, April 22, 2011 12:34:11

Musical-versionen af DEN ENESTE ENE får en til at tro på, at den store kærlighed findes mellem køkkenlåger og kosmetiske indgreb.

Filmen er for længst blevet folkeeje, og det store spørgsmål er naturligvis: hvem skal spille Sidse Babett? Svaret er, det skal Trine Pallesen, og det er et godt valg. Hun har den sødme, charme og stemme, der skal til for at løfte den tunge arv.

Mon ikke instruktøren Mikala Bjarnov Lage klappede lidt mere end sidemanden, da Susanne Bier høstede en Oscarstatuette. Det giver forestillingen et ekstra PR-boost, selvom det nu ikke har knebet med at sælge billetter til de store musicals i år.

’Den eneste ene’ som fik en Reumert tilbage i 2006 for årets musikteater/show bliver forhåbentligt igen et levende bevis på, at teatret godt kan være underholdende, begavet og musikalsk på samme tid.

Spiller 20. apr.-7. jun. på Odense Teater

Oldekolle for kendisserOmtaler

Posted by Pernille Stokholm Bøg Thu, April 21, 2011 12:29:38

I musikteaterforestillingen EVIG UNG er kroppene i den grad på scenen. Stivbenet, trissende og hørehæmmet. Vi møder en flok fallerede skuespillere, som ser tilbage på deres storhedstid på scenen. Ikke alle fik det rampelys, de havde drømt om, men der er masser af minder, der holder de gamle skrog sammen.

’Evig ung’ havde tidligere på sæsonen premiere på Nørrebro Teater, og en del af attraktionen ligger i al sin enkelthed i, at unge, kendte skuespillere spiller sig selv som gamle, mens de jammer til kendte hits fra fortiden. Oldekolle for kendisser - nu med swing.

Ideen er sjov i fem minutter, og så er der ikke meget mere i den. Så skulle instruktøren Heinrich Christensen på Aalborg Teater da have fundet veje ind i alderdommens hitparade, som Københavner-versionen aldrig nåede at opdage. Der skal nok blive grinet og klappet i Aalborg, men jeg undrer mig nu over, at et stykke med så få hjerneomdrejninger i samme sæson kan finde vej til to så store teatre. Det er lige til at få grå hår i hovedet af.

Spiller 15. apr.-9. jun. på Aalborg Teater

MenneskedyretOmtaler

Posted by Pernille Stokholm Bøg Thu, April 21, 2011 12:29:08

Soloforestillingen 'Drift' rummer et paradoks. For menneskets drifter – sulten, magten, seksualiteten - er altid rettet mod noget, ligesom teatrets dramatiske drivkræfter bringes i spil mellem aktører. I ’Drift’ står den erfarne danser og performer Kitt Johnson alene på scenen.

Hun tager afsæt i Kirsten Hammans digt ”Jeg civiliserer mig om morgenen”, der i sin enkelhed sætter ord på, hvordan kammens morgenbevægelser gennem håret reder nattens menneskedyr af sig. Ved solopgang er vi alle mennesker igen. Kitt Johnson har tidligere vist stærke soloer som ’Stigma', 'Spejlet' og 'Rankefod' fra 2005, som hun selv siger ’Drift’ står på skuldrene af. Her undersøgte hun den evolutionelle hukommelse, mens hun nu sætter bevægelser til nutidens samfund. Kitt Johnson stopper ikke sin undersøgelse af verden med ’Drift’. I 2013 får ensembleværket ’Forum Humanum’ nemlig sin premiere. Et ambitiøst projekt som understreger, at afsøgningen af, hvem vi er starter med kroppen.

15. apr.-30. apr. på Københavns Musikteater

Årets nomineringerOmtaler

Posted by Pernille Stokholm Bøg Thu, April 21, 2011 12:28:45

Det Kgl. Teater er igen i år topscorer for årets Reumert nomineringer. 14 nomineringer løber teatret af med, mens den anden større spiller blandt de københavnske teatre, KbhT, alene er repræsenteret med forestillingen 'Hvig magi', der får to nomineringer. Desuden deler de en nominering med Odense teater for forestillingen 'Calender girls'. Teaterbilletter.dk's samarbejdende teatre er også i år flot repræsenteret, og ligger således lige i hælene på Det Kgl. Teater med 13 nomineringer.

KbhT: Mest teater for pengene?Debatindlæg

Posted by Pernille Stokholm Bøg Thu, April 21, 2011 12:28:11

Så kom den rapport om Københavns Teater, vi så længe havde ventet på. Konstruktionen skulle undersøges for at sikre, at man får mest teater for skatteborgernes penge. Konklusionen må siges at være helt klar. En nedlæggelse vil betyde en besparelse på ca. 4, 5 mio. DKK. Naturligvis, fristes man til at sige, for det er der sådan set ikke noget nyt i. Strategien bag KbhT har manglet livsnerven fra fødslen, fordi det dybest set fra starten var en fejlslagen BRAND-strategi, der skulle bære institutionens image og dermed skabe legitimitet og vækstbetingelser for de fem københavnske teatre.

Hvori består det fejlslagne i strategien så? Svaret er næsten så enkelt, at det ikke er til at forstå, at den har levet så længe: al den stund man ikke kan gå i teatret, KbhT, forbliver KbhT i billetkøbernes øjne ikke andet end et uvedkommende administrativt apparat. KbhT er ikke et sted. Et ikke-sted kan ikke knytte nogen værdi til brugerne. På Det Kgl. Teater er situationen i ganske anden, vi går "i det kongelige" uanset om vi frekventerer Gamle Scene, Skuespilhuset eller Operaen. Det Kgl. fungerer som samlende brand og dermed billetssalgsstrategi – bl.a. fordi det er et sted. Derfor kan man brande sig som kongelig – der er knyttet oplevelser til navnet.

Det betyder også, at KbhT’s såkaldte ’brand-løfte’ bliver rettet mod dét, som kan defineres – nemlig de visioner, som ligger i det politiske opdrag. At sikre varieret scenekunst, synergi mellem teatrene og øget salg. Det er jo alt sammen meget godt men det er mål, som er ganske uvedkommende for publikum. Ja, man kunne sige – at man da regner med, at der er fornuft bag forvaltningen af skatteydernes penge. Alene at forestille sig det modsatte er jo grotesk, og når ’køberne’ til visionen i bund og grund er de fem teatre, giver den så ikke endnu mindre mening at de ikke er medskabere af den?

Skal en ekstern positionering mod publikum endelig give mening må og skal visionen hvile på kunstneriske oplevelser som fx Betty Nansens manifester: "Vi tror på et modigt og sanseligt teater" eller "Vi tror på et teater, som man ikke ved, man har brug for". Der må og skal være en samlende vision som overbygning på de fem teatres selvstændige kunstneriske profiler, uagtet at KbhT ikke er et producerende teater men en institution, der skal støtte skabelsen og ikke det modsatte.

Teaterkommisionen har bl.a. peget på at en årlig københavner-festival som en samlende og publikumsrettet begivenhed, som KbhT med rette kunne støtte udviklingen af. Så bliver udkommet af regnestykket nemlig større end 5 + 1 = 6, og det bør vel være formlen for KbhT, hvis overlevelsen og berettigelsen skal holde til de mange millioner, det koster at holde apparatet i gang. Såfremt der bliver en fremtid. KbhT skal brande sig på at være københavnsog lukrere på hovedstadens medskabende ramme. Så er vi ovre i stadsteater-tankegangen og en helt anden og langt mere drastisk fremtidig strategi, men den hænger dog i det mindste sammen med målet om at skabe en modvægt til De Kongelige oplevelser.

Det er måske også i den manglende strategi, at grundentil den mangedobbelte ledelsesstruktur skal findes. Der er ikke strategisk, visionært grundlag for at tone ret flag og derfra skabe en klar organisatorisk-ledelsesmæssige struktur. De mange ledelseslag skal man ikke være nogen Scherlock Holmes for at kunne se skaber grobund for uklarhed og ansvar og dermed potentielle konflikter, og det skaber som bekendt ikke mere teater for pengene. Tværtimod.

Hvis meningen er, at KbhT skal være en stærk støttefunktion for de fem, så skal de trække endnu flere af de umiddelbart ikke-værdiskabende opgaver og processer over til den administrative organisation og lade teatrene om at udvikle scenekunsten inden for de politiske rammer, som nu en gang er udstukket. Vi er tilbage ved dilemmaet: Skal scenekunsten konkurrere for skattekronerne – Københavns Teater som modvægt til Det Kongelige Teater – eller skal kulturorganisationerne sikre mere kunst for kronerne?

Skal de ovenstående udfordringer løses er der reelt to modeller eller ’BRAND-positioner’, som skal afklares. Enten et samlende brand, som omfatter forskellige typer ydelser eller oplevelser under den samme kvalitative eller markedsføringsmæssige ramme, eller den løsere koblede netværks-struktur, hvor de enkelte medvirkende hver især brander sig, men overlader ikke-kunstneriske processer til en fælles stab.

Med mindre der sker markante skred i den fremtidige strategi, som ikke er tilgængelig på KbhT’s hjemmeside endnu ("udarbejdes i efteråret 2010"!), er det den første position som er udgangspunktet, men hvorfor egentlig ikke skifte udgangsposition? BRAND-mæssigt og politisk skaber det rigtig god mening med en stærk og specialiseret administrativ stabsfunktion, der kan sikre og styrke det scenekulturelle tilbud i København, og det bør ikke kun nødvendigvis være for de fem.

Hvis næste skridt ikke skal være nedlæggelse af KbhT skal der skabes en model, der klart indtager denne position med opbakning fra ’medlemsteatrene’. Forenkling af ledelsesstrukturen sker så ud fra et kvalitativt udgangspunkt, når formålet med organisationen ligger klart. En kunstnerisk ledelse på hvert teater med en god bestyrelse sikrer udvikling af et appellerende repertoire inden for de økonomiske rammer, som teatret er sikret. Teatrene repræsenteres i KbhT’s bestyrelse, som de ejere og primære købere de er af denne organisations ydelser og administrative support. Hunden skal vrikke med halen, ikke omvendt.  

Anbefaler ikke: Far skal døTeateranmeldelser

Posted by Pernille Stokholm Bøg Thu, April 21, 2011 12:27:18

Det er ikke et af Sergei Belbels bedste stykker. "Far skal dø" har sine underholdende øjeblikke, men det knækker sammen efter pausen, og det gør publikum også. ***

Krimikomedie fra de varme landeOmtaler

Posted by Pernille Stokholm Bøg Thu, April 21, 2011 12:25:18

FAR SKAL DØ, lyder den drabelige titel på Sergi Belbels nyskrevne drama til Husets Teater, der har noget med verdenspremierer og skræddersyet dramatik til udvalgte skuespillere.

Sergi Belbel skrev i 2006 stykket ”Mobil” til teatret og året efter ”I Toscana”. Det var den gang, teatret hed Plan B og holdt til i Magstræde, men også den gang var det Ellen Hillingsøe, dramatikeren havde kastet sin kærlighed på, og det kunne mærkes.
Jeg kan stadig se for mig, hvordan hun sitrede af intensitet og nærvær – feminin, sårbar og rå.

I ”Far skal dø” vil Ellen Hillingsøe som den topfrustrerede Anna gerne af med sin far, men Troels II Munk viser mere modstand, end hun havde regnet med. En ægte krimikomedie, der passer godt ind i tidens fornemmelser for gyset og grinet.

Det bliver i sandhed noget andet end ægteskabsdramaet ”I Toscana”, som havde længslen efter den tabte kærlighed som omdrejningspunkt, men det er ingen hindring, at følelsesregisteret udvides.

Spiller på Husets Teater til 14.maj


Anbefaler: Fanny og AlexanderTeateranmeldelser

Posted by Pernille Stokholm Bøg Thu, April 21, 2011 12:24:41

***** Emmet Feigenbergs "Fanny..." er en meget vellykket iscenesættelse. Tidløs og moderne på samme tid - sikken sammenbragt familie og uhyggelig flirt med det sekteriske. Bergmans univers bliver foldet flot ud som en hyldest til teatret og fantasien, og til forskel fra Århus-udgaven forstår man den passion og krise i Emilie, der bringer hende i armene på biskoppen. Flot spil på (næsten) alle pladser - særligt glad var jeg for Sofie Gråbøls Emilie og Ghita Nørbys farmor, men der er også grund til at frehæve Mikael Birkjær, Peter Gilsfort, Jens Albinus, Bodil Jørgensen og Sonja Richter. Der er kun at sige: Gå i teatret.