Kommunikation & Teater

Kommunikation & Teater

Virksomhedsdramaturgi

Virksomhedsdramaturgi er en ny måde at anskue virksomhedskommunikation på. Tilgangen anerkender virksomheders og organisationers kompleksitet og har som mål at styrke virksomheden ved at arbejde med troværdig kommunikation internt og eksternt. Virksomhedsdramaturgen arbejder ud fra begrebet 'Den polyfone virksomhed' og forsøger at gøre modfortællinger til medfortællinger i den samlede virksomhedskommunikation. Fagfeltet er sammensat af viden om teater, kommunikation, ledelse, journalistik og tekstanalyse.

Udspændt mellem positioner

------------------------------ VirksomhedsdramaturgiPosted by Pernille Bøg Tue, April 24, 2007 21:49:37

Hvad sker der, når vi anskuer 'teater som kommunikation' og 'kommunikation som teater'? Ikke så lidt endda. Begge kraftfelter synes ganske strømførende, og den dramaturgiske disciplin viser sig måske ideel til at håndtere kompleks virksomhedskommunikation.

Forenklet kan man sige, at teaterdramaturgen står i et spændingsforhold mellem at være loyal overfor et tekstforlæg – fx klassikeren – og instruktørens tanker. Med andre ord en loyalitet over for en eller anden form for autoritet, samtidig med at han skal fungere som publikums forlængede arm. Kan det, der sættes på scenen aflæses? Kommunikerer det? Rammer vi ned i et fælles tankegods mellem det sceniske plan og det publikumsmæssige plan, eller vedbliver det sceniske at være lukket land for dem, der oplever og dermed nok interessant for dem, der udøver det, men uvedkommende for tilskuerne?

Overfører vi dramaturgens virkefelt til virksomhedernes kommunikationsafdelinger i stedet for teatrenes dramaturgiater, vil man opleve, at "virksomhedsdramaturgen" står i et lignende spændingsfelt. Her er 'klassikeren' eksempelvis erstattet af virksomhedens strategi og instruktøren af ledelsen. Altså en anden form for autoritet, som man i kraft af sin position og sit ansvarsområde skal agere loyalt over for, samtidig med at man skal sikre sig noget, der er langt vigtigere ud fra et formidlingsmæssigt synspunkt – nemlig at fungere som medarbejdernes forlængede arm. Ligesom man kan diskutere, om forestillingen overhovedet har fundet sted, hvis publikum ikke har forstået en klap af det hele, kan man diskutere, om en strategi giver mening at operere med, hvis den ikke opleves relevant for de medarbejdere, der skal anvende den som rettesnor og grundlag for prioritering af deres arbejdsindsats.

At instrumentere diskurser

På teatret har dramaturgen så den "fordel", at kommunikationskanalen som 'produktet' skal leveres i for det meste er givet. 'Produktet' skal formidles på en scene af nogle skuespiller i en scenografi, men den på forhånd givne kanal har virksomhedsdramaturgen ikke. Derfor får han en udvidet rolle, når vi taler virksomhedsdramaturgi. Han skal selv sørge for at udvælge kanalen, eventuelt at skabe indhold i kanalen eller rådgive dem, der skal give kanalen indhold. Han skal med andre ord både skabe produktet og lede kommunikationsprocesser. 'Produktet' er i virksomhedsdramaturgien de forskellige kommunikationskanaler og medier, virksomheden råder over og indholdet i dem, og virksomhedsdramaturgens rolle bliver altså at rådgive om eller at skabe det ”produkt”, som kommunikerer bedst til målgruppen, og det kan meget vel være ud fra at instrumentere flere diskurser og/eller visualiteter i forskellige kanaler.

Virksomhedsdramaturgens opgave er med andre ord at sikre identifikation – fra autoritet til produkt og fra produkt til medarbejderne. For ledelsens og medarbejdernes agenda og verdensbillede er forskelligt, men det behøver ikke at betyde, at de ikke kan mødes. Medarbejdernes identifikation og den oplevede relevans er afgørende for, om kommunikation bliver accepteret og ”anvendt” – altså om eksempelvis strategien vinder indpas. Virksomhedsdramaturgen skal anvende sin viden til at være katalysator mellem instanser, for ofte tror ledelsen, at de kan gå direkte fra tekstplan til medarbejderplan og dermed glemmer de relevansformidlingens og identifikationskraften.

Det må ikke være ligegyldigt

Man kommer i det hele taget ind i et interessant strømførende felt, når man begynder at anskue 'teater som kommunikation' og 'kommunikation som teater'. Optikken fører blandt mange andre diskussionen med sig, om teatret kommunikerer til deres publikum, inviterer dem indenfor i deres kunstneriske rum, eller om teatret i billedlig forstand vender publikum ryggen. Og så er der den anden del af det, som Emmet Feigenberg berører i interviewet her på siden, om teatret netop er blevet for inviterende og har haft for lidt at have det i. Forstået som: slået sig for meget op på den rene underholdningsværdi. Vi kan jo ikke spille 'The Producers' eller 'Mød mig på Cassiopeia' på alle scener på samme tid med de samme hotte teaternavne. Det trækker igen nogle tanker med sig, der omhandler hvorvidt teater, der kommunikerer stærkt er bredt, folkeligt, og det der kommunikerer svagere er smalt, finkulturelt. Jeg er ikke tilhænger af det sidste argument. Smal kunst kan godt kommunikere stærkt, selvom det henvender til en lille målgruppe, og bred kunst kan sagtens kommunikere svagt, selvom det henvender sig til mange mennesker. Men måske har man, uanset hvilken kunst man gør sig umage med at skabe, en forpligtelse over for sin målgruppe. Når de nu har rejst sig fra sofaen, eller har brugt penge på en aften i oplevelsernes vold, og har valgt teatret ud af de hundredvis af andre kulturtilbud (skrækkeligt ord...), så ville det da være ærgerligt, hvis de ikke følte sig velkomne, inddraget, berørt, provokeret, anstødt – hvad ved jeg, når teatrets døre lukker bag dem. Det må ikke være ligegyldigt, venligt eller ekskluderende.

Det venlige teater

Et af de teatre, som meget gerne vil – og er forpligtet til at trække mange publikummer i kraft af deres statsstøtte er naturligvis nationalscenen. Og jeg var sikkert ikke den eneste, der bed mærke i, at man i pressen kunne læse, at nationalscenen vil positionere sig som: 'Det venlige teater'. Det var svært at få armene ned over den kreativitet og kvalitet, disse tre velvalgte ord udsender – og det kraftfulde slogan oser jo oveni købet langt væk af kunst. Eller hvad? Måske var der andre, der ligesom jeg fik morgenespressoen i luftrøret. Så Kresten Schultz Jørgensen. Hvorfor det venlige teater? "Ja, det kom det til at hedde som processens arbejdstitel, fordi det jo også er det, vi skal være overfor vores publikum. Venlige. At vi gik i pressen med det tjente ikke mindst det formål at skabe den fornødne opmærksomhed internt. Det er et eksempel på autokommunikation, kan man sige. Nu er vi i gang."

Nå, pyha. Det er ikke, fordi det Kgl. Teater er ved at brande sig selv som venlig og tandløs kunst - vi blev ikke præsenteret for den "lim", som skulle binde subbrands som Turbinerne og Stærekassen, Operaen og Balletten sammen. Nu, hvor de ikke længere er samlet fysisk ét sted, kunne det jo godt være den manøvre, der var bagtanken - altså at skabe sammenhæng via kommunikation. Der kan vi så ånde lettede op og lade konsulentfirmaet rykke ind uden at barrikadere billetkontoret og besætte Holbergstatuen. Her i alle signalværdierne, misforståelserne og udredningerne er vi inde at røre ved noget essentielt. Nemlig hverken at 'teater er kommunikation', eller at 'kommunikation er teater', men at 'et teaters kommunikation' fungerer og skabes på nogle andre præmisser end de skabende kunstneriske processer. "En plakat fra Det Kgl. Teater er ikke kunst," siger Kresten Schultz Jørgensen med lige dele provokation og reference til, hvordan det virkelig forholder sig.

(bragt i seneste nummer af Teater1)

  • Comments(0)//www.virksomhedsdramaturgi.dk/#post121