Kommunikation & Teater

Kommunikation & Teater

Virksomhedsdramaturgi

Virksomhedsdramaturgi er en ny måde at anskue virksomhedskommunikation på. Tilgangen anerkender virksomheders og organisationers kompleksitet og har som mål at styrke virksomheden ved at arbejde med troværdig kommunikation internt og eksternt. Virksomhedsdramaturgen arbejder ud fra begrebet 'Den polyfone virksomhed' og forsøger at gøre modfortællinger til medfortællinger i den samlede virksomhedskommunikation. Fagfeltet er sammensat af viden om teater, kommunikation, ledelse, journalistik og tekstanalyse.

Kultursammenstød på Vesterbro

TeateranmeldelserPosted by Pernille Bøg Sun, February 10, 2008 16:40:14

Uskadelig aften i underholdningsmaskinen

’The King and I’ på Det Ny Teater er først og fremmest en oplevelse for øjnene. Scenen er forvandlet til et siamesisk palads, der funkler af guld og glimmer med kongens utallige koner som yndige pyntegenstande og fødemaskiner.

Vi er i 1863, hvor den unge enke Anna ankommer til Bangkok med sin søn for at være engelsklærer for kongen af Siams børn. Kongen har et ønske om at udvikle Siam med Anna som eksponent for den vestlige videnskabelige verdensforståelse, men kultursammenstødet giver selvfølgelig et ordentligt brag. Den veluddannede vestlige kvinde bliver provokeret af Østens kvindesyn og flerkoneri, kongen bliver provokeret af Annas selvstændighed og stædighed, og videnskaben får det troende folk på glatis: "Jeg tror ikke på, der findes sne." Og som i ethvert musikalsk kultursammenstød mellem mand og kvinde opstår der sød musik, selvom håbet om fremtidens større forståelse og forsoning er lagt i hænderne på den næste generation.

Blandt musicalkongerne
Peter Jorde spiller og synger kongen af Siam med stor charme og professionalisme. Han er ikke bare siamesisk konge, men også blandt musicalkongerne i Danmark. Talentfulde Charlotte Guldberg indtog scenen med smil og koketteri som en let Anna - her var ikke megen ’stiff upperlip’. Man kom til at tænke på Maria i ’Sound of Music’ - en anden af Rodgers og Hammersteins store musicals.

’The King and I’ er en flot forestilling med søde siamesiske dukkebørn, men til premieren kom den ikke rigtigt ud over rampen. Den befinder sig i den ende af musicalspektret, hvor nostalgien har taget over, og hvor man ikke skal forvente andet end et par skønne melodier, trækken på smilebåndet, vippen med foden og en absolut uskadelige aften i underholdningsmaskinen.

’The King and I’ spiller på Det Ny Teater til 4. maj 2008 med Peter Jorde, Charlotte Guldberg m.fl. Iscenesættelse: Lisa Kent. Scenografi: Terry Parsons. Musik: Rodgers og Hammerstein II.

  • Comments(0)//www.virksomhedsdramaturgi.dk/#post186