Kommunikation & Teater

Kommunikation & Teater

Virksomhedsdramaturgi

Virksomhedsdramaturgi er en ny måde at anskue virksomhedskommunikation på. Tilgangen anerkender virksomheders og organisationers kompleksitet og har som mål at styrke virksomheden ved at arbejde med troværdig kommunikation internt og eksternt. Virksomhedsdramaturgen arbejder ud fra begrebet 'Den polyfone virksomhed' og forsøger at gøre modfortællinger til medfortællinger i den samlede virksomhedskommunikation. Fagfeltet er sammensat af viden om teater, kommunikation, ledelse, journalistik og tekstanalyse.

Respekt!

TeateranmeldelserPosted by Pernille Bøg Tue, February 19, 2008 20:18:19

Skuespilhusets åbningsforestilling 'Hamlet' med Nicolas Bro i hovedrollen er teater i international klasse.

Blog Image

Danmark har ikke bare fået et smukt skuespilhus, vi har også med Store Scene fået et rituelt og magisk rum, der ånder af enkelhed, intimitet og nærvær. Et rum til "ordet", "pausen" og "fordybelsen" som afgående teaterchef Michael Christiansen sagde det i sin poetiske indvielsestale, der var én lang kærlighedserklæring til teatret som kunstart. Man forstår ham så godt, og endnu bedre efter at have set scenen in action. Åbningsforestillingen 'Hamlet' med Nicolas Bro i hovedrollen er teater i international klasse.

I følelsernes maskinrum
Der er blevet klippet og klistret i Shakespeares tekst om den danske prins, der vil hævne sin far, men der er ikke noget at komme efter for klassikerpolitiet. Det er en respektfuld redigering og moderne forløsning, som er en form for tilstandsrapport fra det moderne menneske. "Hvordan har du det?", lyder en gennemgående replik, og svaret kunne runge "Ad helvedes til".

Alexander Mørk Eidems iscenesættelse har sat mennesket Hamlet i centrum med alle de facetter, vi rummer. Når vi er allermest langt ude, manipulerende, beregnende, klarsynede, hævngerrige, oprigtige. Når vi iscenesætter os selv (hele tiden?) og lader os instruere. Sammen med Hamlet er vi røget ned i følelsernes maskinrum, hvor kaos regerer. Med på rejsen har Hamlet sin bedste ven Horatio, der er blevet til usynlig ven og legetøjskanin. Genialt!

Vi er altså i en form for underverden, men vi er også i det klassiske spil mellem Kongen og Dronningen, Prinsen, Polonius, Ofelia, Laertes og Rosenkrans og Gyldenstjerne. Og så er der Christian Friedländers bjergtagne scenografi, en kopi af den nye scene, der åbner sig, da Hamlet stikker Polonius ned, den stemningsfulde musik og det formidable spil.

Utilpasset teenager
Nicolas Bro fortjener et stort og respektfuldt tak for sin præstation som Hamlet. På én gang utilpasset og fortvivlet teenager, legebarn og mesterinstruktør. Inderlig, dybsindig og på grænsen til det psykotiske, når han leende fjerner blodsporene efter Polonius. Her som i slutscenerne slår absurditeten, grotesken, det surreelle univers igennem.

Hele holdet leverer den pragtpræstation, man kunne drømme om til indvielsen af nyt hus og scene. Hvor er det godt, at de kongelige skuespillere er kommet ud af deres Stærekasse. Har man ikke forstået det før, så ser, hører og oplever man med al tydelighed, hvor begrænsende og snærende, Stærekassen har været. Nu er der kommet luft under vingerne. Skuespillerne er blevet frisat, og hvor vi glæder os til mere. Som Ole Ernst sagde det så rammende på vej ud fra forestillingen: "De er kraftedeme gode de unge mennesker!"

Hamlet spiller til 11. april på Store Scene i Skuespilhuset med Nicolas Bro, Jesper Asholt

Carsten Bjørnlund, Helle Fagralid, Benedikte Hansen, Shanti Roney, Morten Suurballe m.fl. Iscenesættelse: Alexander Mørk-Eidem. Scenografi: Christian Friedländer.

  • Comments(0)//www.virksomhedsdramaturgi.dk/#post188