Kommunikation & Teater

Kommunikation & Teater

Virksomhedsdramaturgi

Virksomhedsdramaturgi er en ny måde at anskue virksomhedskommunikation på. Tilgangen anerkender virksomheders og organisationers kompleksitet og har som mål at styrke virksomheden ved at arbejde med troværdig kommunikation internt og eksternt. Virksomhedsdramaturgen arbejder ud fra begrebet 'Den polyfone virksomhed' og forsøger at gøre modfortællinger til medfortællinger i den samlede virksomhedskommunikation. Fagfeltet er sammensat af viden om teater, kommunikation, ledelse, journalistik og tekstanalyse.

8 overlevende i dansk dramatik

------------------------------ ArtiklerPosted by Pernille Bøg Sun, March 02, 2008 23:08:01

"Er der nogen, der vil bolle med mig?" Sådan lød udgangsreplikken i dramatikeren Vivian Nielsens nydramatisering af Aristofanes' "Lysistrate" på et dansk morskabsteater for nylig. Replikken var lagt i munden på danskernes nydelig-kvinde-med-hang-til-hovedpine-ikon Malene Schwarz iført burka og kalashnikov og var direkte henvendt mod publikum. Hun er et godt billede på dansk teater i 2007, hvor køn, religion og samfund blev på scenen, og hvor det danske publikum kom på fornavn med skuespillerne. Fiktioner blev nedbrudt og erstattet af virkeligheden. Den der stærkt forførende og ildelugtende størrelse, der vist har mest med os selv at gøre. Forestillinger blev parteret, tekster blev sprængt i atomer, og den fjerde væg røg ned med et knald.

Midt i tekstprøvesprængningerne finder vi alligevel et par sprællevende overlevende. Publikum søgte i høj grad mod dem, der kunne sy tekstbidder sammen og smøre lindrende sammenhængende historier på de væskende sår. De gav os karakterer at tale med og følelser at spejle os i. "Dramatikere uden grænser" rykkede ud med noget på hjerte, uanset om det var krigen i Irak, mandens eller kvindens nutidstilstand.

Den danske dramatiker Jakob Weis løb i 2007 med en fornem dramatikerpris inden for dansk scenekunst. For sine to stykker "Håndbog i overlevelse" og "Helmer Hardcore" modtog han en Reumert for sin eminente fornemmelse for tidsånden og sin ubesværede, skarpe dialog. Hans dramatiske stil er lige på og lige i fjæset, og hans stykker nærmest fræser derudad.

I ”Håndbog i overlevelse” møder vi tre slidte skæbner på travbanens dødtriste cafeteria, hvor den kulinariske kulmination kan indbefattes i tre ord: 'den store platte'. Her mødes Leo og Emilie søndag efter søndag – som heste, der løb efter løb traver de samme baner igennem uden nogensinde at komme videre. Han dulmer sig med portvin og totalisatorspil, hun med Chardonnay og seksuelle ydelser fra kokainvraget Romeo. Han som drømmer, hun som kyniker, Romeo som billedet på en kærlighed, der er endt i rent misbrug. Et lille kammerspil om hverdagens plovfurer, flugtveje og destruktive gentagelsestvang. "Håndbog i overlevelse" lægger dertil et filosofisk plan om nuets livsopgave om smerten og kynismen. Sagt med Emilies ord: "Gajolæskebullshit". For naturligvis er der mere til historien om Leo, Emilie og Romeo. Et smertebarn.

Han er ikke for fem flade øre hardcore, den Helmer vi møder i "Helmer Hardcore". Han er langt ude at skide – og befinder sig hele forestillingen igennem på lokum. Og det brænder og bliver ved med at brænde under ham. Nora er skredet fra Ibsens dukkehjem, og tilbage står Helmer så med sin klovnenæse som et kæmpe skvat. Lige meget hjælper velfærdsknasten på villaen, og at "Det er mig, der er direktøren!" Bankdirektøren gik altså på lokum, da Nora gik fra Ibsens klassiker ifølge Jakob Weis. Hun tog husvennen under armen, tjekkede ind på Hotel Continental og dyrkede sex med en mand, der barberer sig på bollerne.

Replik:
"Drenge og mænd er opdraget af en pædagogkvinde, der ikke har meget til overs for den støjende dreng. Han kommer ikke af med alt det krudt, når hun synes, han hellere skal sidde og lave puslespil og perleplader. Jeg har heldigvis i min egen opdragelse fået lov til at slippe den indre fætter ud, men mange uformulerede fyre bliver knækket af det." Skuespilleren Jens Jørn Spottag om "Helmer Hardcore"

Det er også manden Kamilla Wargo Brekling forsøger at nærme sig i sin intet mindre end eminente mandecollage "PIS - en forestilling om mænd i dag" om testosteron, drengedrømme og sårbarhed. På formlen 'less is more' skaber hun en skingrende musikalsk tekst om fem mænd. Vatpikken, den frihedshungrende fraskilte, den nybagte far, karrierebøssen og dagligdagens superhelt. Den handler om alle drømmene om at kneppe Lady Marian og score det afgørende mål i VM-slutfinalen. Om rådvildheden når man rammes af kræft og afvises af drømmekvinden, og om alle livets små finurligheder: Hvad skal en mand med hår i røven, når han taber dem, han har på hovedet? 'PIS’ er en fintfølende tekst for fem eminente mandestemmer i et drenget teaterforedrag om manden i dag.

Kvinderne fik også deres taletid. Dramatikeren Peter Asmussen skabte baseret på autentisk materiale "Om et Øjeblik". Fem kvinder væver sig ind og ud af hinandens liv. Vi møder dem, sådan som vi nu ser ud vi mennesker, når drømmene hænger forneden, og facaden krakelerer. Med en alt for lille guitar og et alt for insisterende smil. Det er lyden af liv, orkestreret dygtigt, musikalsk og med sans for sprogets klange, stemmers intimitet og med stor formidlingsevne. En overraskende, fantasifuld og nærværende rejse i livets afgørende øjeblikke. Brystkræft, incest, abort, utroskab, selvmord er gennemgående tunge temaer i "Om et Øjeblik", men de blødes op af ledemotiver som "Man skal fan'me danse hurtigt, hvis man skal danse alene rundt om et juletræ" og "Hoooold nu kæft!". Sådan kan virkelighedsteatret heldigvis også lyde.

Replik:

"Det er ofte de nære relationer, mennesker vender tilbage til, når man beder dem berette om deres afgørende øjeblik. Jeg hørte en gang om to jøder, som flygtede under krigen. Det var deres lykkeligste øjeblik, sagde de. De var kommet med en fiskekutter over Øresund, da en tysk patruljebåd nærmede sig. Derude på vandet hvor de troede, de skulle miste alt, greb de fat om hinanden: "Du skal bare vide, at jeg elsker dig, og at jeg aldrig har elsket nogen så højt, som jeg elsker dig." Selvom omstændighederne var forfærdelige, er det dét, de husker. Kærlighedserklæringen." Peter Asmussen om "Om et øjeblik".

Dramatikeren Astrid Saalbach lader også kvinden være centrum for sin tilstandsrapport fra det ensomme moderne menneske i monologen "Piéta". Lyset fra hotelværelsets minibar borer sig gennem den bagstive hjerneskal på den midaldrende karrierekvinde Rie. "Av, av! Jeg gør det aldrig mere," messer hun for sig selv i sin tynde silkeunderkjole, mens hun finder de trusser, en eller anden tilfældig spansk fyr trak af hende i går. Der er dømt totalt blackout for den tvangsskilte key accont manager. Eller eks-key account manager - for ikke nok med at hun har mistet hukommelsen og ægtemanden Niels, hun har også mistet sit job – og sig selv en gang for alt for mange glas hvidvin siden. Astrid Saalbachs monolog "Piéta" er en galgenhumoristisk lidelseshistorie om livsløgn og alkoholmisbrug. Om det moderne menneske, der er bukket under i alle kravene til det såkaldt perfekte liv. Monologen rejser bl.a. spørgsmålet om, hvad karrieremaskinen gør ved os som mennesker og samfund. "Piéta" viser modbilledet på samfundets "succesmennesker" uden løftede pegefingre og formanende ord. Befriende dramatik, hvor Rie måske også har et mord på samvittigheden.

Replik:

"Jeg har kaldt monologen for "Piéta", og det betyder blandt andet en 'bøn om nåde', og det er mit håb, at publikum vil føle med hende og gå i forbøn for hende. Vi skal ikke have ondt af hende, for hun er ikke noget offer, men vi skal se hende som et menneske fanget af livsløgnen. I den ultimative ensomhed. Og vi skal have medfølelse med mennesket, for det er bare hårdt at være menneske." Astrid Saalbach om "Piéta"

Endnu en kvindefigur stjal rampelyset i 2007. Nikoline Werdelins drama "Natmandens datter" - indtog teatersæsonen på scener i både København og provinsen. "Natmandens Datter" markerer et absolut højdepunkt i Werdelins karriere. Bag det underlige navn 'Natmand' gemmer der sig en betegnelse for en af 1700-tallets mest ringeagtede personer. Hovedkarakteren Lovise ernærer sig som tjenestepige hos Madame Schultz og går til hånde på Frederiks Hospital, men en dag går det dødsens galt. Lovise er analfabet og giver den forkerte medicin til en kvinde med svære barselssmerter. Hun beslutter sig for at lære at læse, og det bliver begyndelsen på en stormende kærlighed til bogstaverne og muligheden for at rejse sig. Men prisen for at bryde ud er høj. Lektionerne er dyre, og Lovise må betale med sin egen krop. Det lyder som en tragedie, men i Werdelins komedie vinder latteren over grusomheden, og arven fra Holberg slår tydeligt igennem. Werdelin har aldrig har været bedre og større i sit format, hvor hun behandler historisk stof sprogligt, vedkommende og super elegant.

Replik:

"Nikoline Werdelin er en dramatiker, der sælger bedre end selv de største skuespillernavne. Stort set alle hendes stykker sendes gesvindt i cirkulation mellem København og provinsen. "Natmandens datter" står distancen som moderne klassiker." Berlingske Tidendes teateranmelder Jakob Steen Olsen om Nikoline Werdelins "Natmandens datter".

Fra 1700-tallets samfundskritik til nutidens kritik og menneskelige konsekvenser af Danmarks deltagelse i krigen i Irak. En af årets helt store teaterbegivenheder var forestillingen "Hjem kære hjem" af dramatikertalentet Andreas Garfield. Det kunne så nemt blive frelst eller kikset debatteater, men Garfield leverer et lydefrit og velskrevet stykke dramatik, som "vor mor lavede det". I parcelhuskomedietragedien "Hjem kære hjem" sidder krigen i Irak med til bords i en den lille forstad Hvidovre. Her bor den yndige kulturskribent Iben og it-projektlederen Kim med brændende kærlighed i haven og Holger Danske-flyttekasser i huset. De knepper i deres hvide lagner og deres hvide tøj med færdigsyede meninger og det rigtige brand i nakken og samler på Pullivut. Men så vender kaptajnen Carsten, Kims bedste ven, hjem fra Irak, og Hvidovre-hyggen bliver truet. For en ting er at deltage i en ulovlig krig, noget andet er at vende hjem igen. Hjem til hvad? Hvidkål! "There's a place for us. Somewhere a place for us. Peace and quiet and open air. Wait for us Somewhere," synger den pladderhumanistiske Iben, mens Carsten plaffer knoppen af sig selv, så væggene bestemt ikke er så hvide længere. Stærkt og velskrevet dramatik fra en ung dramatiker, man roligt kan glæde sig til at se mere fra.

Replik:
"Den var skrevet, så jeg kunne høre min bror, der var et år i Irak tale. Replikker og holdninger kunne være sagt af ham. De temaer, der blev behandlet er også de tanker, man som pårørende har haft - det sætter ord på mange menneskers tanker om krigen i Irak tror jeg." Anonym tilskuer til forestillingen

Det politiske teater så vi i det hele taget rigtig meget til i 2007. Mens Garfield repræsenterer 'den gamle skole', hvor et drama består af en begyndelse, en midte og en slutning, eksperimenterer dramatikeren Christian Lollike med tekstmontagen. I "Grace was here" bringer han værdierne tilgivelse og hævn, godhed og ondskab i spil med udgangspunkt i Lars von Triers berømte film "Dogville". "I er ikke erotiske, men jonglere med en dildo, det kan I!" Skideballen er rettet direkte mod publikum. Æggehovederne, folket, der ikke længere er "åndsfriske", men "sportstrænede". Det står med andre ord rigtig skidt til med os ifølge anklageren Lollike. Han vil have os til at spejle os i historien om Grace, der kommer som en fremmed til et lille lukket samfund og som modydelse for sit eksil, udsættes hun af byens indbyggere for værre og værre overgreb. Hun tilgiver dem, til sin fars fuldblodsfrustration, tilsyneladende alt, men ender alligevel med at knalde alle æggehovederne ned med et baseballbat. Fuck folket! Mennesket kan ikke administrere godheden. De ydmyger den. Voldtager den. Og hvordan er det lige, vi behandler 'vores fremmede'?

Replik:
"Det er meget nemmere for et menneske at reagere med hævn end tilgivelse, fordi tilgivelsen kræver noget af os" Christian Lollike om "Grace was here"

Det ottende og sidste udsigtspunkt over det danske teaterlandskab er med blikket rettet mod det sønderjyske flade land. Her finder vi den danske dramatiker Erling Jepsen, der med dramatiseringen af sin succesroman "Med venlig deltagelse" i 2007 fik sin debut som dramatiker på nationalscenen. "Med venlig deltagelse" er en Hamlet-historie om en søn, der vender hjem for at hævne sin far. Da Allans far 'Mælkemanden' dør, tager han nemlig tilbage til sin barndomsby i Sønderjylland for at finde ud af, om faren nu også er død en naturlig død. Et ubehageligt stort stykke ost i farens hals virker mistænkeligt. Det er ni år siden, Allan og hans søster har været hjemme, og gensynet med moren går ikke stille for sig. Jepsen fører os med sin kendte og velafprøvede opskrift ind i gråzonen mellem grin og gråd og inviterer til ”familiehygge” med incest, sindssyge, selvmord, selvtægt og fornægtelse. Med den groteske latter som dramatikerens fornemmeste forførelsesredskab bliver afstraffelse, hævn, og bornholmerurets evige trussel om farens skovture med ladt gevær til hverdagskost sammen med kaffepunch og knepkager. Jepsen fører os gradvist helt derud, hvor vi ikke længere stiller spørgsmål, men accepterer, at vi sammen med hans alter ego Allan Jensen befinder os på en kirkegård i færd med at grave liget af hans far op. På vej ned i farens grav, til lydens af hans knasende kranium, bryder den surrealistiske Jepsen igennem den sønderjyske muld, og ligner hverken Samuel Beckett eller Harold Pinter, Soya eller Scherfig. Her bliver Jepsen til Jepsen. Der er meget at grine af blandt dødgravere, hæmorider og knepkager, men endnu mere at glæde sig over fra dansk dramatisk efterhånden "grand old man".

Replik:
"Da jeg i sin tid kom til København, fandt jeg ud af, at jeg ikke havde nogen baggrund. I hvert fald ikke en baggrund, der kunne bruges til noget i de kunstneriske kredse. Jeg skammede mig over den. Jeg forstod, at det jeg kom fra var en social og moralsk deroute. Hvis jeg var blevet i Sønderjylland, var jeg helt sikkert ikke blevet kunstner. Og jeg ville heller ikke have nerverne til at blive sindssyg, men jeg var nok gået til grunde på en eller anden måde.” Erling Jepsen

(bringes i foråret '08 oversat til engelsk i Danish Literary Magazine)

  • Comments(0)//www.virksomhedsdramaturgi.dk/#post189