Kommunikation & Teater

Kommunikation & Teater

Virksomhedsdramaturgi

Virksomhedsdramaturgi er en ny måde at anskue virksomhedskommunikation på. Tilgangen anerkender virksomheders og organisationers kompleksitet og har som mål at styrke virksomheden ved at arbejde med troværdig kommunikation internt og eksternt. Virksomhedsdramaturgen arbejder ud fra begrebet 'Den polyfone virksomhed' og forsøger at gøre modfortællinger til medfortællinger i den samlede virksomhedskommunikation. Fagfeltet er sammensat af viden om teater, kommunikation, ledelse, journalistik og tekstanalyse.

En vampyr, 7 dansere og 7 teknikere

InterviewsPosted by Pernille Bøg Tue, April 29, 2008 18:29:53

Han har gjort det før, og nu gør han det igen. Danseren og hip-hop’eren Steen Koerner kaster sig endnu en gang ud i at pudse arvesølvet . Denne gang forvandler han Pjerrot til vampyr i en gyserpantomime i Tivoli.

Allerede tilbage i 2003 tog Steen Koerner livtag med det gamle Pantomimeteater i Tivoli. Forestillingen ’Harlekin’ blev begyndelsen på den rejse, han de seneste år har været sin egen tourguide på. Han er manden, der pudser danskernes arvesølv af og fornyer den klassiske dans. Mange vil huske hans super cool hip-hop-version af ’Nøddeknækkeren’ og hans fortolkning af ’Sylfiden’, som begge dansede over scenen på Aveny-T. Nu er det blevet tid til at ryste parykpudderet af Pantomimen. Med ’Vampyren Pjerrot’ giver Steen Koerner sit bud på, hvad en pantomime i 2008 skal kunne: ”Jeg har prøvet at finde ind til, hvad essensens af pantomimen egentlig er. For mig er det en blanding af noget folkeligt, noget akrobatisk og en pisse aktuel historie, der handler om kærligheden mellem Harlekin og Columbine. Jeg ser en masse muligheder i det, der allerede er, som jo er en superavanceret form for mekanisk teater.”

Tænder på tandhjul
Koerner tænder helt vildt på selve teatermaskineriet på Pantomimen: mekanikken, tandhjulene, og den gammeldags teknologi. Det er måske ikke så underligt: ”Den dans, jeg laver, er jo inspireret af robotterne og marionetten. Når man ser mine bevægelser, så ved man jo, hvilken tidsalder, det kommer fra. Electric boogie består jo af alle de bevægelser, der pludselig kunne laves til den mekaniske lyd.” Han demonstrerer sin pointe ved at skubbe sit hoved skræmmende lagt ud på sin højre arm: ”Sådan nogle separationsting have dansen bare ikke før, fordi vi ikke havde set det endnu. Og så skal man lige huske på, at der er 7 dansere på scenen, men der er altså også 7 teknikere bag og under scenen!”

Det kunne godt lyde sådan lidt kitschet eller hvad? Han griner: ”Ja, det ville jeg også synes, men det var lige indtil, jeg så med hvem og hvad, det er, vi har lavet. Det er vel mere ovre i Cirque du Solei eller sådan noget. Altså noget det er meget stylet og symbolladet og inspireret af opera og akrobatik. Og så er Mori, som danser Pjerrot nok den tyndeste og ondeste Pjerrot med electric boogie-power, som nogen sinde er set. Han er bare så sej!”. Han får lige tilføjet: ”Og det er ikke hip-hop-teater.”

’Vampyren Pjerrot’ på Pantomimeteatret til 24. maj. Spiller fredage kl. 19.30 og 21.00 samt lørdage kl. 22. Koreograf: Steen Koerner. Komponist: Yo-Akim Hjejle.

  • Comments(0)//www.virksomhedsdramaturgi.dk/#post205