Kommunikation & Teater

Kommunikation & Teater

Virksomhedsdramaturgi

Virksomhedsdramaturgi er en ny måde at anskue virksomhedskommunikation på. Tilgangen anerkender virksomheders og organisationers kompleksitet og har som mål at styrke virksomheden ved at arbejde med troværdig kommunikation internt og eksternt. Virksomhedsdramaturgen arbejder ud fra begrebet 'Den polyfone virksomhed' og forsøger at gøre modfortællinger til medfortællinger i den samlede virksomhedskommunikation. Fagfeltet er sammensat af viden om teater, kommunikation, ledelse, journalistik og tekstanalyse.

Heja heja Danmark

DebatindlægPosted by Pernille Bøg Wed, July 23, 2008 10:16:32
Da jeg forleden aften befandt mig på anmelderrækken i Grønnegårds Teatret i min egenskab af teateranmelder, kom jeg til at tænke på børnesangen om ”De ti små cyklister”. Ikke på grund af spillet på teatret, men på grund af spillet om teatret. Der var nemlig en gang, hvor enhver dansk avis med respekt for sig selv havde en fast teateranmelder, der kunne præge det kulturjournalistiske stof. En skribent, som lagde stemme til den type af kulturkritik, der stikker dybere end det forbrugerstof, som præger en væsentlig del af den daglige spalteplads på kultursiderne. Nu har vi én fastansat fuldtidsteateranmelder plus det løse tilbage på de landsdækkende aviser i Danmark. Ingen på Jyllands-Posten. Ingen på Weekend Avisen. Ingen på Information. Ingen på Berlingske Tidende. Ingen på gratisaviserne. Som flittig læser af de fleste aviser og med et halvt ben i redaktionslokalet kan jeg konstatere, at prioriteringen af, ”hvad læserne vil have” efterhånden lyder som en omskrivning af det berømte slogan fra OL: hurtigere, lettere og bredere. Tendensen fra international side peger i øvrigt i samme retning.

Med al respekt for de frie markedskræfter, markedsanalytikerne og chefredaktørerne. Med fare for at blive kaldt kultursnob, maskinstormer eller oldschool. Med en dybtliggende tro på at mine medmenneskers appetit på kultur ikke lader sig tilfredsstille med hurtige kalorier, så hejser jeg i dag et banner, hvorpå der står skrevet: ”Kæmp for kulturen”. Vi skal nemlig ikke blot lade dansk teater- og kulturkritik tilte i grøften som en anden stakåndet cyklist, uden at vi i det mindste først har kæmpet for at samle et hårdt tiltrængt heppekor.

Det handler i sidste ende om at insistere på, at der findes læsere – ja borgere – der har brug for mere og andet end det hurtige, det lette og det brede. Og vi har brug for at spejle os i et kultursyn, der er rodfæstet i erkendelsen om, at der forskel på kulturelle værker og på de frie markeders produkter, bl.a. fordi værket tilbyder sin ”kunde” en markant anden indsigt og oplevelse end et par jeans eller en Gucci-taske. Og det er dét, kulturkritikken formidler. Det er dén indsigt kritikeren aflæser og udfordrer samfundstendensen i forhold til i sit virke. Der findes som Roland Barthes ville hævde nemlig i alle kulturelle værker – finkulturelle som folkelige – et skjult fortælling om, hvem vi er – eller hvor vi er på vej hen som mennesker og som land.

Det interessante er derfor ikke, at et antal fastansatte teateranmeldere over de senere år er blevet sagt op, selvom det får mit teaterhjerte til at sukke. Det interessante er, hvad der sker med vores nationalkulturelle identitet – med os - når den redaktionelle prioritering skæres over læsten: hurtigere, lettere og bredere. Når alle jager det samme bytte for at mætte så mange som muligt og nedlægger de præcis samme stilikoner og aktuelle popdronninger. Der sker for det første det, at vi undervurderer menneskene bag betegnelsen ”det brede”. For det andet risikerer vi at ende med at have en ligeså mangfoldig kulturel identitet, som der i dag er forskel på butikkerne på Strøget i København og på hovedgaden i Milano eller Wien: McDonalds, Benneton, Zara, Body Shop, Starbucks. Det er nemlig ikke alene det journalistiske stof, der skæres, det er vores identitet som land og som borgere, der skæres til efter et forbrugsmønster. Det er den kunst og kultur, anmelderne er eksponenter og talerør for, der skæres fra. Det er måske netop om den kunst og kultur, vi ikke ser, vi skal heppe på. I dag er synlighed eksistens.

Er det virkelig Paris Hilton og Britney Spears, vi ønsker at spejle os i? Er det de ”rollemodeller”, vi som aviser vil eksponere? Er det dén fladpandede udvikling, vi ønsker for vores land? Jeg er ikke sikker på, at vi bare kan skyde skylden på det frie markeds kommercielle præmisser, og jeg langt fra sikker på, at det alene er politikernes skyld. Ja, jeg er faktisk slet ikke sikker på, at det er særlig konstruktivt at placere skyld i det her spørgsmål. Det, der vil være konstruktivt at få en dialog om er: kære læsere og kulturopsøgende. Kære publikummer til både Hamlet og Cirkusrevyen. Kære ”bredde”, har vi virkelig i dag det kulturstof, vi fortjener? Eller skal jeg tilføje på mit banner: ”Hvis du vil videre. Det vil vi”. Heja heja, Danmark!

  • Comments(0)//www.virksomhedsdramaturgi.dk/#post213