Kommunikation & Teater

Kommunikation & Teater

Virksomhedsdramaturgi

Virksomhedsdramaturgi er en ny måde at anskue virksomhedskommunikation på. Tilgangen anerkender virksomheders og organisationers kompleksitet og har som mål at styrke virksomheden ved at arbejde med troværdig kommunikation internt og eksternt. Virksomhedsdramaturgen arbejder ud fra begrebet 'Den polyfone virksomhed' og forsøger at gøre modfortællinger til medfortællinger i den samlede virksomhedskommunikation. Fagfeltet er sammensat af viden om teater, kommunikation, ledelse, journalistik og tekstanalyse.

Tyndbenet sommerballet

TeateranmeldelserPosted by Pernille Bøg Wed, August 20, 2008 08:15:37

Der er desværre ikke så meget nyt at komme efter til Alexander Kölpins sommerballet i år. Tre af de fem koreografier har vi oplevet før, og det rokker ved selve ”sjælen” i Sommerballetten.

Aftenen åbner med en koreografi af Toniah, hvor s/m møder break møder 80’erne møder uniformeret regelmæssighed. Hænder og arme i faste formationer til super cool elektronisk musik. Bevægelserne og musikken klæder hinanden godt, men udtrykket når ikke ud til os. Det gør det til gengæld i aftenens mest markante og fysiske ballet ’Les Indomptés’, hvor to mænd i cowboybukser og bar overkrop kæmper med kærlighedens sværdslag. Musikken nærmest skriger, og dansen er så stærkt, at kroppene også kommer til det på deres egen frustrerede og overgivne måde. Her ligger Sommerballettens koreografiske højdepunkt. Et sjovt gensyn med Galilis ’Sofastykket’ får vi også: kampen om kærlighedens hjemmebane. Først udkæmpet mellem mand og kvinde, siden mand mod mand og endelig mand og kvinde igen. Livets trædemølle bliver ikke anderledes af et kønsskifte.

Efter pausen sætter alle seks dansere ind og viser os, hvorfor Kölpin har valgt netop dem til at føre traditionen videre i år, selvom mændene er lidt for kortbenede til de lange kvinder. En på samme tid klassisk og moderne ’Lickety Split’ og så Ratmanskys bud på, hvordan en ’Bolero’ skal skæres, når der går danseskole i den. Ideen fejler ikke noget, men koreografisk er den altså til at overse. Den bliver derfor et meget godt billede på årets Sommerballet: ideen er stadig god, men der er ikke meget at komme efter. Vi vil have ”kinderægget” tilbage.

Sommerballet på Bellevue Teatret til 6. september.

  • Comments(0)//www.virksomhedsdramaturgi.dk/#post218