Kommunikation & Teater

Kommunikation & Teater

Virksomhedsdramaturgi

Virksomhedsdramaturgi er en ny måde at anskue virksomhedskommunikation på. Tilgangen anerkender virksomheders og organisationers kompleksitet og har som mål at styrke virksomheden ved at arbejde med troværdig kommunikation internt og eksternt. Virksomhedsdramaturgen arbejder ud fra begrebet 'Den polyfone virksomhed' og forsøger at gøre modfortællinger til medfortællinger i den samlede virksomhedskommunikation. Fagfeltet er sammensat af viden om teater, kommunikation, ledelse, journalistik og tekstanalyse.

Desperado i byggehelvede

TeateranmeldelserPosted by Pernille Bøg Sat, September 20, 2008 23:40:39

’Håndværkerne’ i Skuespilhuset hamrer klokkerent igennem som moderne lystspil.

Blog Image

Historien er enkel. To, der vist nok elsker hinanden, køber håndværkertilbud. Ingenting bliver som de havde drømt om, og håndværkernes snak om megger, ballofixer og stenpest lyder komplet uforståeligt, men man må jo hellere lytte til deres råd. Kassekreditten overtrækkes. Drømmen blegner. Svigermor flytter ind. Presset vokser, og den indre desperado slippes fri i byggestøv og flyttekasser. Til sidst lever de nybagte husejere i al hemmelighed efter parolen: ”En god håndværker er en død håndværker,” mens de under den sprødeste overflade tænker på, om kaklerne fra ’Klinkevals’ nu også changerer på den rigtige måde.

Dream team
’Håndværkerne’ af Line Knutzon er et moderne lystspil, der på grotesk vis spidder danskernes altædende købetrang og viser skyggesider af de seneste års vanvittige forbrugsfest. Stykker hamrer dermed klokkerent ind i en tid, hvor ”alle har ret til et fedt køkken”, og håndværkernes magt over ens dagligdag kan føles ubærlig for selv de mest tålmodige sjæle.

Skuespillerholdet er et dream team, der ved hvordan en Knutzon-replik skal turneres. Sofie Gråbøl , Nikolaj Cederholm, Trine Dyrholm, Mikael Birkkjær og Søren Sætter-Lassen spiller ægtepar, vennepar og håndværkernar med lige dele grotesk realisme, falden på halen komik og moderne ironi. Det er bestemt sjovt og seværdigt teater fra en kvindelig dramatiker, der kan skrive replikker, så man tror, det er løgn. Ja, ja manus og specielt slutningen blafrer sine steder som en presenning, der trænger til at blive spændt op. Men det er jo også et kongeligt håndværkertilbud, og så må man bære over med den slags.

’Håndværkerne’ spiller i Skuespilhuset til 11. december.

  • Comments(0)//www.virksomhedsdramaturgi.dk/#post225