Kommunikation & Teater

Kommunikation & Teater

Virksomhedsdramaturgi

Virksomhedsdramaturgi er en ny måde at anskue virksomhedskommunikation på. Tilgangen anerkender virksomheders og organisationers kompleksitet og har som mål at styrke virksomheden ved at arbejde med troværdig kommunikation internt og eksternt. Virksomhedsdramaturgen arbejder ud fra begrebet 'Den polyfone virksomhed' og forsøger at gøre modfortællinger til medfortællinger i den samlede virksomhedskommunikation. Fagfeltet er sammensat af viden om teater, kommunikation, ledelse, journalistik og tekstanalyse.

Død…

OmtalerPosted by Pernille Stokholm Bøg Fri, September 24, 2010 07:45:41

Mens debatten om billetsystemerne raser med KbhT’s direktør Steen Pade iscenesat som Richard III og Teaterbilletter.dk’s Christina Krøll som den godhjertede Bess, så kan man glæde sig over, at teater handler om meget mere end billetkrig, svigtende abonnementssalg og mangel på ledelsesmæssig vilje til at samarbejde.

Teater handler nemlig i høj grad også om at spille de gode kort, man nu har, rigtigt, og repremieren på RICHARD III er et af de billedkort, der før har taget flere stik hjem. I foråret løb forestillingen velfortjent af med Reumert-priserne for 'Årets forestilling' og ikke mindst 'Årets hovedrolle'.

Søren Sætter-Lassen mestrer spillet som den sygeligt magtliderlige konge, og jeg fik gåsehud hver gang, han skød puklen frem og hvæsende viste sit forkrøblede væsen. Sad der i mit plys som et tavst vidne til en iskold massemoder, der smiskende vader omkring i ligene efter sine forbrydelser, ligeså kælen som var det et persisk tæppe. En skruppelløs krøbling omgivet af ligeså skruppelløse kvinder og mænd, der i Staffan Valdemar Holms iscenesættelse er så fængslede af psykopaten, at de selv bliver som ham. Ingen undslipper skylden. Ingen undslipper sig selv. I Holms og scenografhustruens tomme rum er vi alle medskyldige. Sådan skal Shakespeare spilles!

Richard III, Det Kgl. Teater, Store Scene, til 11. november, ma-lø kl. 20.00, pris DKK 75-395, billetter på www.kgl-teater.dk

  • Comments(0)//www.virksomhedsdramaturgi.dk/#post297