Kommunikation & Teater

Kommunikation & Teater

Virksomhedsdramaturgi

Virksomhedsdramaturgi er en ny måde at anskue virksomhedskommunikation på. Tilgangen anerkender virksomheders og organisationers kompleksitet og har som mål at styrke virksomheden ved at arbejde med troværdig kommunikation internt og eksternt. Virksomhedsdramaturgen arbejder ud fra begrebet 'Den polyfone virksomhed' og forsøger at gøre modfortællinger til medfortællinger i den samlede virksomhedskommunikation. Fagfeltet er sammensat af viden om teater, kommunikation, ledelse, journalistik og tekstanalyse.

Bag panser og plade

TeateranmeldelserPosted by Pernille Stokholm Bøg Sat, November 13, 2010 20:12:01

Black Box Theatre, det nye egnsteater i Holstebro, er en gigantisk sort kasse. Den minder på alle måder om et mausoleum for den mand, man en gang byggede rummet til. Og selvom kassen med teaterkoncerten ’STUPID MAN’ ikke viser gipsafstøbninger af Peter Schaufuss, så sætter instruktøren Kenneth Kreutzmann et mandebillede på scenen, der er så stift, at forestillingen bliver dødkedelig.

Med et brag dumper en mand (Bryan Rice) ned fra himlen til ”abernes planet”. Lander i et jordskælv og spindelvæv af forliste mandeskæbner. Han har neurotiske nakkekramper og spastiske træk: her er en mand, der har været udsat for kærligheden, og som nu står ensom tilbage i sit svedtransporterede løbetøj. ’Hey’ råber han ud i mørket og påkalder sig en mandeklan af sårede ishockeyspillere, der har lukket af for deres følelser. Ikke se. Ikke høre. Ikke føle.

Bolde, bajere og boremaskiner
I Kreutzmanns Helmigunivers er manden slået tilbage til stenalderen. Uden noget talesprog og med abens bevægelsesmønster. Det er mænd på kravle- og klynkestadiet på kanten af deres følelser. Mænd overladt til mænd, der ikke kan give hinanden andet end knæ- og albuebeskyttere, og som er fanget af deres måde ikke at kunne tackle deres følelser på. Således vender den fortabte mand fra himlen i slutningen af teaterkoncerten tilbage fra (t)abernes planet, ligeså sårbar og neurotisk som da han ankom. Der er ingen frelse i mændenes selskab. De ejer ikke evnen til at tackle andet end bolde, bajere og boremaskiner.

Det må være Kreutzmanns bærende idé. Det er det, der står tilbage af Thomas Helmigs kærlighedssange, og det er da et klart udsagn og utvetydigt mandebillede. Spørgsmålet er, om det er interessant nok til to timers tudepop i teatrets rum? Og står det nu virkelig så galt til med manden? Er han alene en hulemand, et sårbart skvat, en gorilla, der kun duer til at stå i en byggemarkedskø i Silvan? Eller bliver det lidt for tykt og tungt til en teaterkoncert, der lover at ophæve tyngdekraften i kærlighedens navn?

Stærke sangere
Synge, det kan de – Bryan Rice, Henrik Launbjerg, Tarek Sidki og Patrick Spiegelberg. Det kan man ikke tage fra dem, og hvor man nogle gange har savnet skuespillere, der kan synge, så savner man her sangere, der kan spille skuespil – hvilket i sig selv også må være en udfordring i al den panser og plade. Hele teaterkoncertens apparatur med snoretræk og nycirkus har de også godt fat i. Det tilfører bare meget sjældent noget til Helmigs tekst og musik, men bliver en tom teatermaskine i det store sorte rum. Kun i 2. aktens ’100 dages’ flamencodans, ’Jeg tager imod’ og ’Ulykkelig hjerter’ får vi at se, hvad teaterkoncerten kan, når der bliver sat teaterbilleder til ideerne, og når tekst, musik og rum smelter sammen til en større helhed. Det skulle der have været meget mere af.

Teaterkoncertens død
For denne anmelder bliver ’STUPID MAN’ en manifestation af teaterkoncertens død. ’STUPID MAN’ er en bleg og skrøbelig afstøbning forsøgt trykket ud gennem Cederholms geniale støbeform. I Holstebro er vi ved at være derhenne, hvor det nærmer sig et mausoleum over genren. Nu kan der ikke repliceres længere og komme levende teater ud af det.

Foto: PR-foto, Black Box Theatre, Morten Stricker

  • Comments(0)//www.virksomhedsdramaturgi.dk/#post311