Kommunikation & Teater

Kommunikation & Teater

Virksomhedsdramaturgi

Virksomhedsdramaturgi er en ny måde at anskue virksomhedskommunikation på. Tilgangen anerkender virksomheders og organisationers kompleksitet og har som mål at styrke virksomheden ved at arbejde med troværdig kommunikation internt og eksternt. Virksomhedsdramaturgen arbejder ud fra begrebet 'Den polyfone virksomhed' og forsøger at gøre modfortællinger til medfortællinger i den samlede virksomhedskommunikation. Fagfeltet er sammensat af viden om teater, kommunikation, ledelse, journalistik og tekstanalyse.

Uden filter

TeateranmeldelserPosted by Pernille Stokholm Bøg Sun, November 21, 2010 11:15:03

Penge. Mord. Druk. Vold. Hor. Sult. I instruktøren Rune David Grues 'Forbrydelse og Straf' er vi i en verden med fuld knald på de dramatiske drivkrafter.

Der er ikke noget filter på følelserne, for vi befinder os lige fra dramaets begyndelse allerede tæt på den menneskelige afmægtighed og afgrund, som åbenbarer sig fysisk i 2. akten.

Hovedfiguren Raskolnikov åbner dramaet. Står dér helt fremme ved scenekanten i sine bare fødder og sit hovmodige smil. Kun et par hundrede skridt fra at slå det menneske ihjel, som for ham er symbol på menneskeligt afskum. En lus, en rotte, et skadedyr er den pantelånerske, som han har pansat sine værdigenstande hos. Han leger med tanken. Planlægger. Udfører. Og med god ret: man må gerne slå ihjel i en højere sags tjeneste. I hvert fald hvis man som Raskolnikov er et menneske af en særlig støbning og dermed hævet over de menneskelige love. Rummet minder om en nedlagt fabrikshal - et rum, der gør en utryg og bange for at træde ind i. Er det sådan Guds skabninger ser ud på bunden af sig selv og uden andet håb end at udslette frem for at tilgive?

Psykotisk morder og frelser
Rune David Grue lukker os ind i Raskolnikov. Klipper. Blænder op for en ung mands drømme, afmagt og fornedrelse. Spænder den dramaturgiske spændingskurve op og styrer den stramt fra det ene blackout til det andet. De godt tre timer flyver af sted, mens Raskolnikov går mere og mere i opløsning, og dramaets personer flytter længere og længere ind i hans sind. Fra kriminalhistorie til drømmespil. Fra fortabelse til opstandelse. En mellemtilstand. Og det lykkes Thure Lindhart at få Raskolnikov til at fremstå som ligedele psykotisk morder og fresler, der tager menneskenes lidelser på sig.

Størst af alt er Thure Lindhart
Mikkel Arndt er en knuselskelig Razumikhin, der forgæves forsøger at få sin ven tilbage til 'normaltilstanden'. Tina Gylling Mortensen den fæleste oppustede og harkende pantelånerske. Helle Hertz en selvopofrende mor, der til det sidste ser sin søn gennem kærlighedens blik. Meike Bahnsen afmægtigheden selv som Katarina. Henrik Jandorf en sejlende drikfældig Marmeladov. Rasmus Bjerg komisk som erfaren leder af efterforskningen og opspændt af hæmorider. Alle træder de frem for os som hele figurer - også Thomas Corneliussen, Kristine Nørgaard og Morten Suurballe for os til at føle i dette kolde rum. Ikke mindst Helle Fagralid, der som Sonja bærer korset frem og udfrier Raskolnikov fra den samvittighed, der er ved at tage livet af ham. Hun er smuk og ren. Men størst af alt er Thure Lindhart midt imellems ungdommens hovmod og afmagt.

Til 27. januar på Det Kgl. Teater. Foto: Casper Balslev

  • Comments(0)//www.virksomhedsdramaturgi.dk/#post314