Kommunikation & Teater

Kommunikation & Teater

Virksomhedsdramaturgi

Virksomhedsdramaturgi er en ny måde at anskue virksomhedskommunikation på. Tilgangen anerkender virksomheders og organisationers kompleksitet og har som mål at styrke virksomheden ved at arbejde med troværdig kommunikation internt og eksternt. Virksomhedsdramaturgen arbejder ud fra begrebet 'Den polyfone virksomhed' og forsøger at gøre modfortællinger til medfortællinger i den samlede virksomhedskommunikation. Fagfeltet er sammensat af viden om teater, kommunikation, ledelse, journalistik og tekstanalyse.

Jagten på det næste lystfix

OmtalerPosted by Pernille Stokholm Bøg Thu, April 21, 2011 12:18:54

David Gielselman er en ung tysk dramatiker, der ejer komikkens nådegave. Tilbage i 2003 kunne man opleve hans bizarre farce ’Hr. Kolpert’, som leger overlegent med forviklinger, antydninger, gys og grin. Det er kedsomheden hos ægteparret Ralf og Sarah, der sætter farcen i gang – som vi kender det fra en vis baron, der hiver døddrukne Jeppe hjem i sit paradis.

Overklassens rastløse forlystelsestrang fra Holbergs 1700-tal har nu bare forplantet sig til velfærdssamfundets middelklasse, hvor alle med samtalekøkken og udespa jagter det næste lystfix. Multiorgasmegenerationen har som bekendt også et ophav!

Det er da også kedsomheden og underskud på livsglædekontoen, der får Robert i DUERNE på Odense Teater til at flygte fra direktørlivet, mens hans kollega Holger og hans kone får stillet diagnoser og begær hos psykiateren Dr. Asendorf.

Temaet kender vi godt, også fra depressionskomedien ’Lykke’, der triller over skærmen hver søndag aften – i øvrigt også med en psykiater ved navn Dr. (pain in the) Assing som en af de centrale figurer. Finanskrisen kradser hverken i konsultationen eller på billetkontoret for spas og komik.

Latterbrølets opsving knytter sig unægtelig til den økonomiske nedtur. Der er som bekendt lys forude for verdensøkonomien, hvis man skal tro de seneste prognoser fra verdensmødet i Davos. Hvad det så betyder for billetsalget og velfærdssamfundets flakkende blik er ikke til at vide.

Duerne, 9. feb.-9. mar. 2011

  • Comments(0)//www.virksomhedsdramaturgi.dk/#post331