Kommunikation & Teater

Kommunikation & Teater

Virksomhedsdramaturgi

Virksomhedsdramaturgi er en ny måde at anskue virksomhedskommunikation på. Tilgangen anerkender virksomheders og organisationers kompleksitet og har som mål at styrke virksomheden ved at arbejde med troværdig kommunikation internt og eksternt. Virksomhedsdramaturgen arbejder ud fra begrebet 'Den polyfone virksomhed' og forsøger at gøre modfortællinger til medfortællinger i den samlede virksomhedskommunikation. Fagfeltet er sammensat af viden om teater, kommunikation, ledelse, journalistik og tekstanalyse.

I krig og kærlighed

TeateranmeldelserPosted by Pernille Bøg Fri, March 02, 2007 00:44:11

Wagners romantiske værk om svaneridderen Lohengrin og hertugdatteren Elsa er i Peter Konwitschnys iscenesættelse alt andet end romantisk. Operaen fra 1848 er bogstavelig talt skudt ind i en moderne tid, hvor kærligheden, krigen og dens konsekvenser spejler sig i en barnligt kostskoleunivers. De kæmper med træsværd, tegner hjerter med skolekridt, og Kong Heinrich bærer en fastelavnskrone, der først får os til at se latterligheden – siden forstærker krigens gru. Og det er en ren genistreg at lade svanen forvandle sig til en lille uskyldig dreng med maskinpistol og tyskerhjelm fra 2. verdenskrig. Det efterlader publikum med en række spørgsmål. Hvad er uskyld? Hvad er det for en verden, vi giver videre til børnene? Hvad vil det sige at blive voksen? Og Konwitschnys 'Lohengrin' rummer flere fortællinger, som fletter sig ind og ud af krigsbillederne. Den handler også om Elsas vågnende seksualitet, og om kærlighedens væsen. Elsa har svoret aldrig at spørge svaneridderen om hans navn, men nysgerrigheden æder hende langsomt op, og hun stiller det forbudte spørgsmål. I det øjeblik mister hun sin ridder, for kærligheden stiller ingen spørgsmål. Det er en uhyggelig flot iscenesættelse, som rummer så meget modstand i sig, men som er så konsekvent gennemført, at den trænger ind under huden på en og fremkalder grin og gråd og gåsehud. Det skyldes ikke mindst et storslået operakor, Stig Fogh Andersen, Susanne Resmark, Ann Petersen og Det Kgl. Kapel i Friedemann Layers hænder. I krig og kærlighed gælder alle kneb – og de lykkes. (Urban, jan. 2007) 'Lohengrin' af Richard Wagner spiller på Operaen til 16. marts. Iscenesættelse: Peter Konwitschny. Skiftende rollebesætninger.

Blog Image

  • Comments(0)//www.virksomhedsdramaturgi.dk/#post37