Kommunikation & Teater

Kommunikation & Teater

Virksomhedsdramaturgi

Virksomhedsdramaturgi er en ny måde at anskue virksomhedskommunikation på. Tilgangen anerkender virksomheders og organisationers kompleksitet og har som mål at styrke virksomheden ved at arbejde med troværdig kommunikation internt og eksternt. Virksomhedsdramaturgen arbejder ud fra begrebet 'Den polyfone virksomhed' og forsøger at gøre modfortællinger til medfortællinger i den samlede virksomhedskommunikation. Fagfeltet er sammensat af viden om teater, kommunikation, ledelse, journalistik og tekstanalyse.

Selvmordets melodi

TeateranmeldelserPosted by Pernille Bøg Fri, March 02, 2007 00:47:07

I en skidengul kasse svævende mellem himmel og jord, vandrer hun hvileløst og barfodet omkring. Fanget. Hun skulle have været mørk, men er lys. Hun skulle have været en mand, men er en kvinde, der spiller en mand, der afslører sig selv som kvinde. Forvirret? Det er der ingen grund til. For Koltés monolog om undertrykkelse, fremmedhad og selvmordets mulighed er nok skrevet til en arabisk mand, men kan for tiden opleves på Kaleidoskop med Laura Drasbæk. Hun er skrøbelig som et barn, der har gemt sig i den voksne mands krop. Fyldt med slørende ord og opfyldt af missionen om at "forsvare de små drengerøve" – samfundets svageste. Mest inderlig når vi ser mennesket bag desperadomasken – i drømmen om at ligge i græsset og dele sin fortrolighed med nogen. Men det er ikke så let med drømmene, når man er blevet 'fucket op', og adgangsbilletten indløses med Mastercard. De udstødte, de hjemløse, luderne og transerne er henvist til regnvåde gadehjørner.

Laura Drasbæk brænder næsten igennem i det krævende parti, men har endnu ikke så meget overskud, at spillet bliver frit og musikalsk. Og selvom kønnet bliver en aktiv og aktuel medspiller, er der så ikke for meget 70'er fortidsdunst over "fabriksarbejderen" og "fagforeningerne"? Når monologen er blevet kønsskiftet, kunne teksten måske trænge til en tidsskifteoperation.

Laura Drasbæk i Bernard-Marie Koltés "Om natten før skoven" på Kaleidoskop til 21. februar. Instruktion: Søren Lenander. Scenografi: Bente Lykke Møller.

(Urban, feb. 2007)

  • Comments(0)//www.virksomhedsdramaturgi.dk/#post39