Kommunikation & Teater

Kommunikation & Teater

Virksomhedsdramaturgi

Virksomhedsdramaturgi er en ny måde at anskue virksomhedskommunikation på. Tilgangen anerkender virksomheders og organisationers kompleksitet og har som mål at styrke virksomheden ved at arbejde med troværdig kommunikation internt og eksternt. Virksomhedsdramaturgen arbejder ud fra begrebet 'Den polyfone virksomhed' og forsøger at gøre modfortællinger til medfortællinger i den samlede virksomhedskommunikation. Fagfeltet er sammensat af viden om teater, kommunikation, ledelse, journalistik og tekstanalyse.

Det usynlige teater

DebatindlægPosted by Pernille Bøg Fri, March 02, 2007 11:33:00

Det svigtende teaterpublikum har de seneste dage bragt teatret på mediedagsordenen, og som så ofte før ender debatten i et spørgsmål om kroner og øre. Men teatrets og ikke mindst publikums vilkår er ikke kun et spørgsmål om flere eller færre teatre og flere eller færre støttekroner. Det er også et spørgsmål om teatrets evne til at kommunikere og formidle sine egne kvaliteter. En problematik, der allerede blev sat spot på med rapporten "Teatervaner i Hovedstaden". Fra 2002. Lyttede teatrene overhovedet til budskabet?

Allerede i 2002 udkom rapporten Teatervaner i Hovedstaden. En af rapportens konklusioner, som blev dannet på baggrund af fokusgruppeinterviews lød: ”Det er sjældent, at man går spontant i teatret og her kommer biografen ind som teatrets konkurrent, da det opleves som nemmere at gå i biograf end i teatret. Generelt gælder det, at det er en tidskrævende fritidsbeskæftigelse at gå i teater. På trods af Billetnet opleves alene det at bestille billetter allerede som besværlig, da man ikke føler, at teatrene er lige så synlige i medierne som fx biograferne. Grupperne efterspørger en større synliggørelse af teaterudbuddet, fx i form af en hjemmeside eller et teatertillæg i avisen.” Samme stemmer lyder i dag flere år efter. De barrierer publikum oplever i forhold til at gå i teatret ser ikke umiddelbart uoverkommelige ud, men teatrenes billettelefon har stadig sjældent hul igennem, og i Danmark har vi stadig ikke fx et formidlingssite for dansk teater – det burde der nemt kunne gøres noget ved.

Spørgsmålet er, om det ikke netop er teatrets synlighed eller usynlighed, som er en af de primære barrierer, der er på spil, når det gælder om at få publikum lokket ud på det danske teaters scener.

Ser man på, hvordan de danske publikummer fordeler sig på teatrene, er det markant, at Det Kongelige Teater, Det Ny Teater og DST’s egne teatre trækker hele 77% af tilskuerne, de ”mellemstore” teatre trækker 13%, mens de øvrige, herunder de mindre teatre, kun trækker 10% af tilskuerne. Det vil sige, at de mellemstore og mindre teatre, som tilsammen tegner sig for 23% af tilskuerne, i kampen om synlighed skal konkurrere med de teatre, der har de største markedsføringsbudgetter, eller som i forvejen indtager en stærk plads i publikums bevidsthed, da de i sig selv er blevet stærke brands.

Hvor høj er kendskabsgraden hos publikum til de mindre og små teatre som eksempelvis FÅR302, Plan B og Grob? Den ekstra synlighed, som teatret burde jagte, vil særligt komme ”vækstlaget” til gode, og det stemmer oveni købet godt overens med Kunstrådets Fagudvalg for Teaters flow-strategi, der indebærer, at der skal skabes den nødvendige plads til nye initiativer. Denne plads er også et spørgsmål om at skabe synlighed for den scenekunst, der netop har en opadsøgende retning.

Konkurrencen om synlighed må teatrene og eksempelvis Kunstrådet blive aktive spillere i, og dyre markedsføringskampagner behøver ikke være eneste vej frem for det teater, det er så vigtigt, at vi får sat spot på i Danmarks kulturudbud. De danske teatre skal koncentrere sig om at udvikle teatret, skabe nye forestillinger, være vedkommende og nødvendigt i kulturlandskabet, men de skal også erkende, at deres egen usynlighed kan betyde deres egen død.

De danske teatre befinder sig i dag i en konkurrencesituation, som ikke er set tidligere. Dels skal de konkurrere med et øget kulturudbud i det hele taget, dels skal de konkurrere yderligere med hinanden i kraft af øget økonomisk pres på det enkelte teater og i kraft af konkurrencen med to nye huse, som forventes at tiltrække mange publikummer. Operaen på Dokøen og i 2008 det nye kongelige skuespilhus. Markedsføring af teaterkunst i Danmark er en for nogle teatre en næsten ukendt disciplin, men ikke desto mindre et vilkår, teatrene må og skal forholde sig til, hvis de vil overleve i kulturjunglen.

Samtidig oplever vi, at der skæres ned på kulturstoffet i de store bladhuse, og at særligt teaterstoffet er hårdt ramt. Der er derfor behov for, at teateret synliggør sig og er aktivt kommunikerende. Hvor får publikum et samlet overblik over alle forestillinger uanset målgruppe? – dans, musikteater, børneteater, radioteater, mere traditionelt teater, revy, musicals, eksperimenterende teater, ny cirkus osv. Hvor får de et overblik over stykkets anmeldelser? Hvor kan de nemt klikke sig frem til en billet?

Mange publikummer oplever i dag også en barriere i mødet med teatret som kunstform. Dels er det svært at få et samlet overblik over, hvilke stykker der går på scenerne, dels kan det være svært at forstå, hvad der foregår på scenen i det øjeblik, teatret ikke fremstiller en samlet fortælling på scenen med kendte virkemidler. Teatrets udtryk er på mange scener blevet mere ”krævende” og mere "anarkistisk", og det eventuelle teaterprogram, der kunne fungere som publikums forlængede arm, køber publikum først ved selve forestillingen. Timingen er dermed forkert, og faktum er, at publikum sjældent får læst selve programmet, og dermed mister de den reelle mulighed for forståelsen. Giv dog publikummerne en hjælpende hånd. Skab introduktioner, skab mulighed for rum, hvor dialogen kan opstå. Dette kunne være i samspil med andre dele af teatermiljøet, men trods flere tiltag til at sparke et teaterakademi i gang i Danmark, er det endnu ikke lykkedes. Intentionerne har været til stede, men det har ikke været muligt at finde en grund at mødes på – men der for kunne der jo godt være grund til at mødes. Hvem tager teten?

Det har Turbinehallerne og Mungo Park eksempelvis gjort. De har bredt teateroplevelsen og dermed kommunikationen af teatret ud til at omfatte flere aspekter end den isolerede teaterforestilling. De iscenesætter hele teatret og ikke udelukkende forestillingen. Og de gør det med succes. De skaber et miljø omkring forestillingen.

Man kunne sige en oplevelse i teateroplevelsen, og i disse tider med oplevelsesøkonomi og oplevelseskommunikation, corporate branding og kampen om publikummerne etc. så lyder indfaldsvinklen ikke helt tosset.

Teatret må gennem kommunikation, øget synlighed og ikke mindst deres forestillinger vise, at teater ikke nødvendigvis er enten elitært eller ren underholdningsindustri, men at det har mange vidunderlige nuancer, antager mange former, og at teatret er ligeså vel for de mange som for de få. Det folkelige og det såkaldt finkulturelle bør leve side og side, berettige hinanden, bekræfte hinanden og bestyrke hinanden.

Godt teater stadig handler naturligvis stadig om det, der spilles på scenerne, om fantastiske skuespillere, om svimlende iscenesættelser, der når det er allerbedst kan ændre ens liv, men hvis man ikke opdager det, så er det jo ikke meget bevendt. (bragt i Berlingske Tidende, 6. jan, 2006 under 'Opinion')

  • Comments(0)//www.virksomhedsdramaturgi.dk/#post53