Kommunikation & Teater

Kommunikation & Teater

Virksomhedsdramaturgi

Virksomhedsdramaturgi er en ny måde at anskue virksomhedskommunikation på. Tilgangen anerkender virksomheders og organisationers kompleksitet og har som mål at styrke virksomheden ved at arbejde med troværdig kommunikation internt og eksternt. Virksomhedsdramaturgen arbejder ud fra begrebet 'Den polyfone virksomhed' og forsøger at gøre modfortællinger til medfortællinger i den samlede virksomhedskommunikation. Fagfeltet er sammensat af viden om teater, kommunikation, ledelse, journalistik og tekstanalyse.

Teatret der blev væk...

DebatindlægPosted by Pernille Bøg Sat, March 03, 2007 09:32:54

Den nyudkomne bog ”Teatermanifester” forsøger at tage det moderne danske teater op til debat ved at lade otte teaterpersonligheder give deres personlige bud på, hvad teatret kan og skal i deres øjne. Det er et sjældent initiativ, men velgørende. Imidlertid afstedkom ”Teatermanifester”, ”Fremtidens dramatik”, ”Hvem der? Scener fra 90’ erne” eller ”Hvem ejer Shakespeare?”, for blot at nævne nogle af de sidste års udgivelser, snarere en larmende tavshed end den debat, man havde håbet på. Hvorfor er det så svært at skabe resonans i det danske teatermiljø og få rettet opmærksomheden mod teatret som kunstform? En forklaring er naturligvis den danske nationalladhed, hvor man måske nok brummer lidt i krogene, men sjældent sætter handling bag ordene.

Af Pernille Bøg og Anders Lundorph Rasmussen

”Der skulle have været revolution, men så blev det regnvejr” Storm P.

Skyttegravskrig

En anden forklaring på at de mange debatudspil ikke får rodfæste kan hænge sammen med, at klimaet på tværs af faggrænserne mellem praktikerne og teoretikerne ofte er goldt. Forsøger man at bringe de to parter i dialog, ender det tit med en fordomsfuld diskussion af rigtige og forkerte tilgange til teatret i stedet for en diskussion af selve teatret. Der er ikke mindst en sproglig barriere mellem de to tilgange. Teoretikerne forstår ikke, at de ”rigtige” analyser af en teatertekst kan være teaterforestillingen fremmed, i det øjeblik analysen ender på et abstrakt-filosofisk plan, som ikke lader sig omsætte til en konkret scenisk virkelighed. Skuespillere forstår med kroppen, og skal derfor have en helt konkret (psykologisk) retning på deres spil, hvilket f.eks. en sproglig analyse ikke kan bidrage med. Den viden teoretikerne har om eksempelvis teksten er først brugbar, når den konfronteres med et tredje ståsted, hvor den kan transformeres ind i det sceniske rum, hvor instruktør og skuespillere befinder sig. Det er dette krydsfelt, der i øjeblikket er uopdyrket land, hvor vi mangler et sprog for at kunne tale med hinanden. Det betyder ikke, at den teoretiske viden er teatret uvedkommende, for den analyse man faktisk kan foretage på det teoretiske plan kan åbne for flere muligheder for at forløse teksten eller historien. Et område hvor hovedet bliver forbundet med kroppen. Hvis man skal bruge musik i en forestilling, henvender man sig til en komponist, hvis man skal bruge tekst, henvender man sig til en tekstanalytiker, hvorefter opgaven bliver at bringe det abstrakte til scenisk eksistens. En sparringspartner kan få noget frem i teksten ”som ikke står der”, men befinder sig på andre tekstlige niveauer, og som kan bringes op i teksten og dermed give instruktøren og skuespillerne flere bolde at spille med. Den nulevende dramatiker er selvklart ekspert i sin egen tekst, men ikke nødvendigvis på tekstens ubevidste niveauer.

Adgang forbudt

En helt tredje forklaring er måske, at dansk teater ofte er ufarligt i hele dets væsen, og derfor lukker sig om sig selv. Der er en tendens til at svøbe teatret i et klædebon af personlige projekter, som af den enkle grund, at de er personlige og private bliver utilgængelige for det fælles rum, som teatret gerne skulle tale ind i. Forestillingerne er klædt i en form, og dermed i et formsprog, som publikum ikke forstår og ikke kan opleve og derfor ej heller debattere. Oplevelsesrummet har flyttet sig fra publikum til ”performerne”. Forestillingen kan have været berigende og personligheds-udviklende for de medvirkende, men der er ikke noget tilbage til publikum. I den postmoderne ideologi, der taler om den fragmenterede verden, hvor virkeligheden kun findes som konstruktion, kan man ikke forholde sig til ”virkeligheden”, men kun til sin egen og dermed sig selv. Derfor ender vi ofte i den private kunst, som naturligvis ikke kan ramme en fælles virkelighed. Men publikum lever trods alt i virkeligheden, om den så er konstrueret eller ej, så opleves den som ægte: vi fødes, vi lever, vi dør. Dermed forfejler det ideologiske projekt sin mission, og man har ofte brug for lange brugsanvisninger, for at forestillingen overhovedet bliver tilgængelig for offentligheden. Hvor er oplevelsen så henne?

Illustreret klassiker

En anden tendens er, at man spiller traditionelt fortællende teater, men iscenesættelsen lægger ikke noget til ”teksten”. Man kunne lige så godt læse den i sin dagligstue. Det bliver en illustreret klassiker. Fortællingen er dermed nok til at forstå, men dens relevans og motivation er ikke til at se. Når dét forestillingen kommunikerer ikke har noget forhold til vores samtid, kan den højst tjene som en museumsgenstand, der vidner om en svunden tid. Stykket har måske nok haft relevans, da det blev skabt, men det interessante spørgsmål er: hvilken relevans har det for os i år 2001? Skal stykket spilles i dag, må man genskabe dets aktualitet, man må give det nyt liv ved at forholde sig til nutiden. Er problemet, at man enten ikke har noget at sige, eller man ikke tør sige noget? Er holdningsløst teater meningsløst teater? Eller er der overhovedet noget, som er værd at diskutere? I den ene grøft går man altså ud af teatret med det ubesvarlige spørgsmål: ”Hvad foregik der?”, i den anden grøft har man forstået, hvad der forgik, men ikke hvad man skal bruge det til, og spørger sig selv: ”hvorfor spiller de teater?”.

Våbenhvile

De forskellige tiltag der har været til samtale teoretikerne og praktikerne imellem ender ofte i yderligere frontdannelser, hvor man forsvarer sit fag og ståsted. Man vil ikke flytte sig. Ofte mødes man for at diskutere konkrete projekter, hvor der naturligvis opstår et forsvar og en anklager. Det er ufrugtbart, for vi vil alle forsvare vore egne børn. En måde at opbløde fronterne på kunne være at nærme sig hinanden på neutral grund og diskutere emner, som er af interesse for begge parter, men hvor ingen af parterne føler, at de skal forsvare deres eget værk. På den måde kan vi lære hinandens tilgang til teatret og arbejdsform at kende. Samtalens formål skal være at lytte til hinanden for at blive klogere på det at lave teater og ikke for at få ret. Derfor arbejder vi på at skabe en Teaterstafet. Ideen er, at stafetten gives til en interessant teaterpersonlighed, som så får mulighed for at bestemme indholdet af aftenens samtale. Denne giver så stafetten videre til en ny. Så må vi jo se, om der er noget at diskutere eller om resten er tavshed. (Teater1, 2003)

  • Comments(0)//www.virksomhedsdramaturgi.dk/#post74