Kommunikation & Teater

Kommunikation & Teater

Virksomhedsdramaturgi

Virksomhedsdramaturgi er en ny måde at anskue virksomhedskommunikation på. Tilgangen anerkender virksomheders og organisationers kompleksitet og har som mål at styrke virksomheden ved at arbejde med troværdig kommunikation internt og eksternt. Virksomhedsdramaturgen arbejder ud fra begrebet 'Den polyfone virksomhed' og forsøger at gøre modfortællinger til medfortællinger i den samlede virksomhedskommunikation. Fagfeltet er sammensat af viden om teater, kommunikation, ledelse, journalistik og tekstanalyse.

Dyrk kulturen før de dyre kampagner

------------------------------ VirksomhedsdramaturgiPosted by Pernille Bøg Fri, July 04, 2008 09:25:29

Det er ikke ligefrem, fordi talenterne står og banker på døren for at få lov at gøre karriere inden for hverken den offentlige sektor eller i de videnstunge virksomheder, der har så hårdt brug for netop dét, der findes mellem ørerne på folk. Selv de største og mest prestigiøse organisationer og virksomheder, der i mange år har været privilegeret af deres ikoniske brandstatus, sander nu, at de skal gøre noget på medarbejderområdet.

Der tales om at skabe ”attraktive arbejdspladser” og om at øge værdien af ”employer brandet” eller om at formulere sit ”people promise”. Uanset hvad vi kalder barnet, så er én ting sikkert: skal det lykkes, så må udgangspunktet aldrig være bedre annoncekoncepter, ny visuel identitet eller flottere messestande.

Et succesfuldt arbejde med at øge sin konkurrencekraft på medarbejdermarkedet kræver i sit udgangspunkt, at der er ledelsesmæssig vilje til at arbejde med ”hjertet” i virksomheden – det i sandhed differentierende: det handler om virksomhedens kultur og de understøttende eksekveringssystemer. Det kræver vilje til at gå i dialog om, hvem man er – og det kræver lyst til ledelsesmæssig udvikling.

Spørg f.eks. jer selv

· Ved vi, hvad der reelt adskiller os fra vores nærmeste konkurrenter?
· Har vi en fælles opfattelse af, hvorfor vi sammen går på arbejde hver dag?
· Har vi tænkt på sammenhængen mellem vores rekrutteringsprocesser, belønningssystemer og ledelsesmæssige værdier?
· Prioriterer vi medarbejderudviklingssamtalen lige så højt som årets vigtigste kundemøde?
· Investerer vi den nødvendige tid til at give vores medarbejdere værdifuld feedback?
· Ved vi, hvad der betyder mest for de 5 vigtigste medarbejdere i afdelingen?
· Bruger vi vores værdier i vores måde at drive ledelse på – og tør vi tage konsekvensen af dem?
· Taler vi om, hvordan vi ønsker at have det sammen – i ledelsesteamet, i afdelingen, i organisationen – og gør vi noget ved det?
· Bruger vi mere taletid på at anerkende og være nysgerrig på, hvordan vi kan blive bedre, end på at påtale fejl?

Hvad ville der ske, hvis I kunne vende bare 4 ”nej’er” til ”ja’er”?

Det kræver større ledelsesmæssigt mod at investere i sin egen og medarbejdernes udvikling, end det gør at købe et flot annoncekoncept. Spørgsmålet er, hvad der virker i længden?

  • Comments(0)