Kommunikation & Teater

Kommunikation & Teater

Virksomhedsdramaturgi

Virksomhedsdramaturgi er en ny måde at anskue virksomhedskommunikation på. Tilgangen anerkender virksomheders og organisationers kompleksitet og har som mål at styrke virksomheden ved at arbejde med troværdig kommunikation internt og eksternt. Virksomhedsdramaturgen arbejder ud fra begrebet 'Den polyfone virksomhed' og forsøger at gøre modfortællinger til medfortællinger i den samlede virksomhedskommunikation. Fagfeltet er sammensat af viden om teater, kommunikation, ledelse, journalistik og tekstanalyse.

Egotripperen Hamlet

------------------------------ ArtiklerPosted by Pernille Bøg Wed, September 08, 2010 20:27:35

Han er blevet kaldt en to meter lang Hamlet fra Helvede, ham, der om få dage indtager Slotsgården på Kronborg ovenpå en gigantisk bunke jord. En af de teenagere, man krydser fingre for, at ens datter aldrig finder på at slæbe med hjem til frikadeller. Ja man kan vist roligt sige, at likeabilityen ikke kan komme meget længere væk fra den Jude Law-effekt, der lagde Danmark ned sidste sommer, hvor billetterne til HAMLET blev revet væk som udsalgsvarer i Føtex. Han er en rebel, en egotripper, en rablende psykopat, som hverken kan nås med coaching eller Nikolai Moltke-Leth kurser. Farvel til humanisten Hamlet. Instruktøren er den berømte Thomas Ostermeier fra det Berlinske Schaubühne am Lehniner Platz. Sidst han gæstede landet var det med en rammende og rystende præcis opsætning af Ibsens Hedda Gabler på Det Kgl. Teater. Den fulgte efter hans verdensberømmede fortolkning af Dukkehjemmet, der også har givet stjerneinstruktøren flere priser. Ostermeier er bl.a. kendt for at rendyrke realismen i en sådan grad, at hans forestillinger på samme tid kommer uhyggeligt tæt på og lægger en distance ind. I Hamlet lader han fx Prins Hamlet filme sig selv med håndholdt kamera, så prinsens billede projiceres op på scenen, mens han uagtet spiller videre. Skuespillerne taler gennem tydeligt store mikrofoner, der ligesom filmlinsen peger tilbage på sig selv: dette er teater – ikke virkelighed. Når det virker, rammer den tvetydige realisme med dobbelt styrke. At være der, eller ikke at være der – det er spørgsmålet, men når Ostermeier er i byen, gælder det vist bare om at være der.

Hamlet, Kronborg Slot, 17. – 22. august 2010 kl. 20:30, DKK 242-345, via ww.billetten.dk eller tlf. 7020 2096.

  • Comments(0)