Kommunikation & Teater

Kommunikation & Teater

Virksomhedsdramaturgi

Virksomhedsdramaturgi er en ny måde at anskue virksomhedskommunikation på. Tilgangen anerkender virksomheders og organisationers kompleksitet og har som mål at styrke virksomheden ved at arbejde med troværdig kommunikation internt og eksternt. Virksomhedsdramaturgen arbejder ud fra begrebet 'Den polyfone virksomhed' og forsøger at gøre modfortællinger til medfortællinger i den samlede virksomhedskommunikation. Fagfeltet er sammensat af viden om teater, kommunikation, ledelse, journalistik og tekstanalyse.

Teater med mundkurv på?

DebatindlægPosted by Pernille Bøg Fri, March 02, 2007 11:41:03

En gang bestemte den enevældige konge, hvad der skulle på scenen. Derefter varetog Justitsministeriet opgaven helt frem til 1953, hvor teatercensuren blev ophævet i Danmark. Den hersker ikke længere, men efter Deutsche Opers beslutning om at tage Mozarts 'Idemeneo' af plakaten, er det blevet relevant at spørge, om selvcensuren er blevet indført. Selv efter ledelsen ombestemte sig, og publikum alligevel kom til at opleve de fire afhuggede hoveder.

Frederico Garcia Lorca holdt den 31. maj 1935 en tale efter opførelsen af Yerma på Teatro Espanõl i Madrid. Talen hed "Teatrets Autoritet" og er ikke blot en retorisk nydelse, men også et vidnesbyrd om, at teatret er uløseligt knyttet til nationen. "Det (teatret) er et barometer på statens storhed og fald", skriver Lorca og uddyber: "Et teater, som fra tragedie til vaudeville er åbent for indtryk, og som er velorienteret, kan på få år omforme oplevelsesevnen hos et helt folk, mens et teater, som har mistet sin evne til at løfte og nu tramper fremad på tunge klove, kan forrå en hel nation og dysse den i søvn". Rammen for Lorcas tale skal man naturligvis have i baghovedet. Den spanske frihedskamp og nazismens fremmarch. Ikke desto mindre synes budskabet i disse tilbageskuende nytårsdage voldsomt aktuelt, selvom Deutsche Oper alligevel satte Mozarts "Idemeneo" på scenen. Den kontroversielle forestilling, der tidligere var taget af plakaten af frygt for at provokere fundamentalistiske muslimer. For beslutningen om at selvcensurere berører i høj grad også teatret som kunstnerisk mulighedsrum.

Politisk teaters danske aner

Teatret er nemlig som politisk og reflektorisk kunstnerisk rum et fornemt instrument. Det danske teaters komediefader Ludvig Holberg brugte det flittigt som redskab for sit oplysningsprojekt. Med humoren som fødselshjælper skulle fornuften bankes ind. Teatret skulle være underholdene, lystigt og nyttigt – for øjne og ører. Holberg var underlagt den enevældige konges censur, men formåede med snilde, snuhed, omskrivninger og pseudonymer også indirekte at fremføre kontroversielle synspunkter om monarken og adelen, og han holdt balancen på censurens knivsæg, selvom det var tæt på med Peder Paars. Da Holbergs konge Frederik den 4. døde, og Christian den 6. overtog tronen, gik der ikke lang tid, før det var slut med komediespillet. Christian den 6. bekendte sig til pietismen, og det kom til at få gennemgribende indflydelse på landets åndelige klima, hvor det at more sig, bestemt ikke hørte til den farbare fromme vej.

Der herskede teaterforbud i Danmark, som rundt regnet holdt sig, indtil en ny forlystelsessyg konge kunne sætte den danske krone på hovedet. Frederik den 5. Der krævedes stadig kongelig bevilling til opførelse af teaterforestillinger under enevælden, og med Grundlovens indførelse i 1849 blev praksis overtaget af Justitsministeriet. I 1853 begyndte man at udnævne en særlig censor for de enkelte teatre og senere for grupper af teatre. I 1899 blev privatteatrene i København og købstadsteatrene underlagt samme teatercensor, og så sent som i 1953 blev teatercensuren ophævet med virkning fra 1. april 1954. Det Kongelige Teater var ikke omfattet af teatercensuren, men teatrets ledelse havde en litterær censor, og fra 1955 blev stillingsbetegnelsen ændret til dramatisk konsulent. Selvom danske teatre således har været underlagt en censur siden dets fødsel, skal vi helt frem til tyskernes besættelse, før vi støder på skærpet teatercensur i Danmark.

Fast greb om struben?

Danmark anno 2007. Et nyt år er begyndt med Muhammed-krisen som fælles omdrejningspunkt for mange nytårstaler, mest tydeligt i statsministerens: "Et år, som vi længe vil huske for de dramatiske billeder af voldelige demonstrationer mod Danmark i en række muslimske lande. Det gjorde et stærkt indtryk på os alle at se Dannebrog blive brændt, at se danske ambassader i flammer, at høre og se truslerne mod Danmark og danskere.... Mange følte sig utrygge, ja bange, for volden og aggressionen. Og de fleste havde svært ved at forstå, at 12 tegninger i en avis kunne udløse så meget raseri...Retten til frit at offentliggøre sine tanker i tale, i tekst, i tegninger,- retten til frit at meddele sine tanker med alvor og humor, med seriøsitet og satire, med kendsgerninger og karikaturer, - retten til frit at tale de politiske magthavere, de religiøse autoriteter og de hævdvundne tankesæt midt imod,

Det er kernen i folkestyret. Og det er drivkraften for oplysning, uddannelse og udvikling."

Ingen enevældig konge, ingen teatercensur, ingen besættelsesmagt. Regeringen som i hvert fald tilsyneladende frontløber for ytringsfriheden. På papiret har tanken altså frit spillerum, men i praksis tog selvcensuren måske et fast greb om struben på os – som den i en stund greb ledelsen af Deutsche Oper? De satiriske Muhammed-tegninger forandrede den politiske og kunstneriske scene. "Tamburlaine the Great" blev barberet i London. Mariborevyen fjernede sidste sommer et optrin for "ikke at udfordre skæbnen", og Betty Nansen Teatret afviste stand up-komikeren Shabana Rehman. Tilsyneladende bredte teaterselvcensuren sig, selvom mange forklarede sig med forsigtighedsprincipper, dårlig timing, mangel på nuancer etc.

Man skal naturligvis agere respektfuldt over for sine medmennesker og reflekteret orientere sig i det globale verdens- og medierum, vi er en del af. Det må være såvel en borgerpligt som en kunstnerisk pligt, men kæden ryger af, når angsten rammer teaterkunsten midt i hjertekuglen: "En nation, som ikke støtter og opmuntrer sit teater, er – om ikke død – så i det mindste døende. På samme måde har det teater, som ikke føler den sociale og historiske og dramatiske puls hos sit folk og som ikke med latter eller tårer kan fange grundtonen og ånden i sit land, mistet retten til at kalde sig teater. Et sådant teater er ikke andet end et underholdningsetablissement eller hjemsted for den glædesløse beskæftigelse, som hedder 'at slå tiden ihjel'", lyder Lorcas bramfrie ord fra samme tale, og det er næsten ordret, hvad Kaspar Rostrup udtalte til Berlingske Tidende i et interview for nylig: "Jeg føler mig som Holger Danske, der har rejst sig og hevet skægget ud af bordet. Jeg trækker mit kampsværd og blæser i min trompet, fordi jeg synes, at vi er ved at forråde vores fag. Det er ved at blive en slags morskabsmaskine i et stresset og alt for hurtigt samfund." De taler om at teatrets kunstneriske åndelige fødekæde er truet, og det er ikke bare af markedskræfterne – slipsedrengene er rykket ind – men også af dem, der ikke trækker deres kampsværd og blæser i trompet. Teatrets rum ophæver sig selv, hvis det ikke er vedkommende, aktuelt teater og modigt. Og så kan strategierne på papiret være nok så rigtige.

Mod strømmen

Der er modstrømninger. For at blive på dansk jord. Flemming Jensen gjorde tykt grin med danskernes angst for Al-Qaeda på Nørrebros Teater i "Dronningen af Malmø", og fem stand up-komikere tog da også bladet fra munden i "Ordet er Mit!" på Bellevue tidligere på sæsonen, ligesom "Se mig i øjnene" på Café Teatret ville løfte sløret for nogle af de tabubelagte områder om islam. Der er bare ikke nogen af dem, som blev rigtigt "farlige". Man kaster dem nemt af sig igen, selv om det er de store emner, der er i spil. Hvorfor? Kunne man være tilbøjelig til at spørge. Hvorfor støder man ikke rigtigt til, når man nu alligevel har besluttet sig for at gå ind i kampen om ytringsfriheden? Derfor kan måske spørge, om der i dag er noget, vi ikke ser på scenen? De respektfuldt ucensurerede versioner – findes de. Tør teatret, når det kommer til stykket?

Dansk teater har været sprængfarligt – ellers var der jo ingen grund til at forbyde det i 1700-tallet og føre skærpet censur særligt under tyskernes besættelse. Symbolet for Danmarks mundkurv blev under 2. verdenskrig Liva Weels sang "Man binder os paa Mund og Haand", som Outlandish hip-hop'erne fra Brøndby har skabt ny musik til på deres seneste udgivelse. Fortsættelsen lyder som bekendt: "Men man kan ikke binde Aand." Spørgsmålet er, om det er det, vi var i færd med i frygtens navn? (Januar 2007, bragt i Teater1)

  • Comments(0)